Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.): KRITIK 187

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2008.

Kritik. Nils Malmros hiver tæppet væk under Poul Behrendts Den hemmelige note.

Fejlfortolket

Man sidder lidt paf tilbage efter læsning af åbningsartiklen i det nye nummer af Kritik, Gyldendals tidsskrift for litteratur, kultur og politisk debat, for sjældent har man læst en så afdæmpet og velargumenteret undsigelse af en mand, man ellers mente havde sit på det tørre, rent intellektuelt og akademisk. Men nu hiver filminstruktøren Nils Malmros tæppet væk under Poul Behrendt, universitetslektor, mag.art. og forfatter til bl.a. Dobbeltkontrakten og Den hemmelige note, som tilsyneladende har begået store fejl i sin fortolkning af Nils Malmros’ film At kende sandheden, hvor han anklager instruktøren for at manipulere med virkeligheden.

I al sin korthed er forhistorien denne: I 2002 udsendte Nils Malmros filmen, der portrætterer hans egen far, Richard Malmros, som i 40’erne var overlæge på den neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital, hvor man bl.a. undersøgte og behandlede sygdomsforhold i hjernen. Siden 1931 havde røntgenstoffet Thorotrast været det eneste kendte kontrastmiddel til affotografering af blodårerne i hjernen, men ulykkeligvis var stoffet radioaktivt og kræftfremkaldende – og umuligt at udskille fra kroppen. Patienterne, der skulle helbredes for en akut sygdom, ville altså samtidig blive påført en risiko for at udvikle cancer 10-30 år senere.

I 1942 udviklede man et andet præparat, Per-Abrodil, som ikke var radioaktivt, men desværre heller ikke tog gode hjernebilleder, og desuden kunne det skabe forgiftninger og allergiske reaktioner, som kostede mindst 30 patienter livet på verdensplan. Så hvilket kontrastmiddel skulle man bruge (i det omfang de overhovedet kunne skaffes, Danmark var besat og midlerne skulle importeres fra nazisternes Tyskland)? Richard Malmros valgte Per-Abrodil, dog Thorotrast, når patienterne var så gamle, at de ikke ville kunne nå at udvikle kræft i resten af deres levetid, og da man i 1947 fik mulighed for at bruge det sikre Umbradil, blev Thorotrast lagt på hylden.

I At kende sandheden fortalte Nils Malmros historien om sin far og de retssager, der efterfølgende udspillede sig om fejldiagnosticering og om anklager om inhabilitet i Retslægerådet, og i filmmagasinet Ekko (og senere i Den hemmelige note) har Poul Behrendt fortolket filmen og rettet en benhård kritik mod instruktøren for at fremsættes to uforenelige påstande, nemlig at filmen både er autentisk virkelighed og suveræn fiktion: ”Blot hævdes de to ting ikke i samme åndedrag, men med en større eller mindre tidsforskydning. Hvilket vil sige, at vejen til publikums fulde orientering går gennem skiftende stadier af desorientering — og muligvis bedrag.”

Nu bliver Poul Behrendt imødegået af Nils Malmros i en artikel med den indlysende titel, At fejlfortolke sandheden. Omhyggeligt – og med mange detaljer, som er svære at overskue for læseren – gendriver han kritikken, både hvad angår det rent kunstneriske og genremæssige i filmen, og hvad angår sagens substans, brugen af Thorotrast og andet medicinsk fagstof (og her har Nils Malmros unægtelig en trumf, for den lægeuddannede instruktør siger direkte, at Poul Behrendt simpelthen ikke forstår sagens lægefaglige detaljer).

I Den hemmelige note bliver Nils Malmros anklaget for et kunstnerisk dobbeltspil og for at konstruere en historie, der sætter hans far i et bedre lys. Men filmen er ikke et defensorat, siger han selv, for Richard Malmros havde intet at forsvare. Ingen blev behandlet med det kræftfremkaldende stof uden grund, men selvom den juridiske side af sagen er afklaret til overlægens fordel, blev han stadig naget af et moralsk spørgsmål: ”Kunne jeg havde gjort det anderledes?” Det samme kan både Nils Malmros og Poul Behrendt vel spørge sig selv om, nu hvor litteraturmanden beskylder filmmanden for uhæderlighed og dobbeltspil og filmmanden beskylder litteraturmanden for at sætte sin analytiske troværdighed på spil, gøre sig skyldig i utilgiveligt sjusk, gentage fejlagtige pointer mod bedre vidende og være pinligt selvdementerende.

At fejlfortolke sandheden løber med al opmærksomheden, for her er virkelig tale om en intellektuel fejde, hvor begge parter ikke kan have ret. Men fusker Malmros eller fejlfortolker Behrendt? Det er umuligt at gøre sig klog på, men i den noble kunst at argumentere, ser det ud til at filminstruktøren har en fordel. I hvert fald kan han påvise konkrete fejl og mangler i Den hemmelige note, og jeg ser frem til en replik i tidsskriftets næste udgave fra Poul Behrendt, der nødvendigvis må skrive sig ud af den defensive position, som han er bragt i nu (for interesserede findes sagens akter her: www.nilsmalmros.dk).

Rent tematisk handler denne udgave af Kritik om kulturbegrebet (artikler om det hyperkomplekse kulturbegreb, kulturrelativisme m.m.) og dobbeltloyalitet (artikler om multikulturalisme, antisemitisme m.m.). Og hertil kommer en række anmeldelser, litterære artikler og polemiske replikker med gode spids- og spydigheder. Som altid bugner tidsskriftet af interessant og udfordrende læsestof, der lever op til de tre kriterier for typiske Kritik-bidrag: det skal være intellektuelt klogt, sproglig knudret og akademisk utilgængeligt. Helt overordnet har redaktørerne Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard så godt et balancegreb, at kritikken, polemikken og de lange artikler tilsammen skaber et ganske eksemplarisk tidsskrift.

Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.): KRITIK 187. Kr. 150. Gyldendal.