Frisindsministeren

Kommentar i Weekendavisen den 7. december 2007.

Fast og fair. Anders Fogh Rasmussen bruger Birthe Rønn Hornbech som Poul Nyrup Rasmussen brugte Thorkild Simonsen. Men Venstre står over for et værdipolitisk dilemma mellem Asmaa og Ayaan.

Husker De Thorkild Simonsen, den populære borgmester fra Århus, som talte i jævne vendinger og plirrede med øjnene som en hyggelig morfar? Husker De så også at hans to sidste år som politiker var en noget broget affære, fordi han blev sat til at løse en uløselig opgave som indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering – vel at mærke da det djævelsk svære udlændingeområdet hørte under indenrigsministeren.

I 1997 blev Thorkild Simonsen hevet op af statsministerhatten som en anden kanin, helt på niveau med Birthe Rønn Hornbech, der i forrige uge blev politisk chef for selv samme dynamitemne. Og for ti år siden havde Poul Nyrup Rasmussen nøjagtig samme overvejelse, som Anders Fogh Rasmussen har haft op til udskiftningen af Rikke Hvilshøj. Begge statsministre havde nemlig brug for at signalere en ruteændring i udlændingepolitikken. Mens Poul Nyrup var desperat for at vise sig som en strammer, har Anders Fogh brug for at præsentere sit allermest menneskevenlige ansigt og overbevise alle om, at udlændingepolitikken er fast, men fair. Læs videre “Frisindsministeren”

Født vred

Artikel i Amnesty, novemer 2007.

Hvad driver revolutionen? Og hvad sker der, når kamp for frihed legitimerer vold og terror? I to af sæsonens vigtigste bøger afdækker de danske journalister Peter Øvig Knudsen og Peter Wivel henholdsvis Blekingegade-banden og Rote Armee Fraktion, og som et fantastisk apropos kommer nu den opsigtsvækkende dokumentarfilm om advokaten, der gør en dyd ud af at forsvare terrorister, nazister, diktatorer og krigsforbrydere.

Da den franske forsvarsadvokat Jacques Vergés for gud ved hvilken gang påtog sig at føre en sag for en dybt kontroversiel klient, som ingen andre advokater ville røre med en ildtang, ville en journalist vide, hvor langt han var klar til at gå.

”Ville du også forsvare Hitler?”

”Ja,” svarede Jacques Vergés: ”Jeg ville endda forsvare George W. Bush.” Læs videre “Født vred”

Danskhedsministeren

Kommentar i Weekendavisen den 23. november 2007.

Kultur. Får vi en kulturminister, der kan sætte dagsorden for en ny kulturdebat?

Det har længe ligget i luften, at Brian Mikkelsen ikke skal være kulturminister i Regeringen Fogh Rasmussen 3. På rygtebørsen har han siden valget været på vej til nye – og større – opgaver i undervisningsministeriet eller justitsministeriet. Men så kunne Berlingske Tidende forleden oplyse, at Brian Mikkelsen bliver hvor han er, fordi hans konservative ministerkolleger hverken gider bytte eller flytte. Samtidig gætter andre iagttagere på, at Lene Espersen gerne vil være udenrigsminister og at Per Stig Møller ikke har noget imod at komme ”hjem” til det kulturministerium, som han underligt nok aldrig har stået i spidsen for. Så et kulturskifte er ikke utænkeligt. Læs videre “Danskhedsministeren”

Det svageste led

Kommentar den 23. november 2007.

Pris. Danske Banks Litteraturpris bør skæve til Booker Prize..

Hæ, hæ, det er sgu et originalt indlæg, Informations nye litteratur-blogger Kamilla Löfström lagde på nettet i mandags, dagen efter bogmessen i Forum. Under overskriften Vi, de druknede remsede hun en række titler på digtsamlinger op. Ingen dikkedarer, ingen kommentarer. Hun lod bare titlerne stå der som et kor, der præsenterede sig selv: ”Goddag, her er vi, vi, de druknede”.

Ja, hvem er ikke druknet og sunket til bund under bugen på Carsten Jensens piratskib af en roman, der blev stemt hjem som vinder af Danske Banks Litteraturpris på intet mindre end 300.000 skattefri kroner. Blandt de druknede var i hvert fald også lyriske Pia Tafdrup og lavmælte Jens Smærup Sørensen, som sammen med Carsten Jensen var de nominerede til prisen – en pris som de kunne kikke lige så forgæves efter som en skibbruden på verdenshavet spejder efter en redningsplanke. Det var givet på forhånd at vinderen ville blive ham med det største publikum, for hvordan skulle det ellers gå, når nu beslutningen var udliciteret til vox populi? Læs videre “Det svageste led”

Anne B. Ragde: Eremitkrebsene

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. november 2007.

Tre brødre. Norsk succestrilogi viser at vi er skrøbelige som glas og ubeskyttede som eremitkrebs.

Swarovskimennesker

Hvad Stieg Larsson er for svenskerne, er Anne B. Ragde for nordmændene – én som alle læser. Her i Danmark er det dog kun en lille skare, der har opdaget hende, men det skyldes nok at hun ikke skriver skamløst underholdende krimier. Til gengæld skriver hun mærkelige slægtsfortællinger, der bl.a. foregår i København, og i disse dage er hun i byen som sit forlags gæst på bogmessen i Forum.

Med en lang række bøger på sit cv – fra billedbøger til romaner – slog Anne B. Ragde (f. 1957) for alvor igennem med et kolossalt brag da første bind i en trilogi, Berlinerpoplerne, udkom i 2004. Ingen anden norsk bog har solgt så mange eksemplarer i udgivelsesåret, og da efterfølgeren Eremitkrebsene kom i 2005, var succes så total, at de to første bind blev omsat til både teater og tv, og her i efteråret har nationen samlet sig om de seks afsnit i tv-dramatiseringen. Læs videre “Anne B. Ragde: Eremitkrebsene”