Danskhedsministeren

Kommentar i Weekendavisen den 23. november 2007.

Kultur. Får vi en kulturminister, der kan sætte dagsorden for en ny kulturdebat?

Det har længe ligget i luften, at Brian Mikkelsen ikke skal være kulturminister i Regeringen Fogh Rasmussen 3. På rygtebørsen har han siden valget været på vej til nye – og større – opgaver i undervisningsministeriet eller justitsministeriet. Men så kunne Berlingske Tidende forleden oplyse, at Brian Mikkelsen bliver hvor han er, fordi hans konservative ministerkolleger hverken gider bytte eller flytte. Samtidig gætter andre iagttagere på, at Lene Espersen gerne vil være udenrigsminister og at Per Stig Møller ikke har noget imod at komme ”hjem” til det kulturministerium, som han underligt nok aldrig har stået i spidsen for. Så et kulturskifte er ikke utænkeligt.

Den tavshed som Brian Mikkelsen har lagt for dagen på det seneste, vidner om, at han gerne vil noget andet, og ikke gider profilere sig selv på kulturen. Sidst man hørte fra ham, var vist ved lanceringen af den nye hjemmeside sproget.dk, der er et første skridt på vejen mod en sprogpolitik, der skal værne om dansk i en globaliseringstid. Det er en mærkesag for Dansk Folkeparti, som generelt har haft stor indflydelse på Brian Mikkelsens kultursyn, og et emne som det i øvrigt er ret svært at komme op at skændes om. Naturligvis skal dansk beskyttes

Alligevel er netop dette sprogprojekt et logisk punktum for ministeren, som i den store offentlighed vil blive husket for to ting. Sportsfolket vil forbinde ham med den fuldkommen bizarre kamp mod doping og hans henrivende naive tro på, at Bjarne Riis var ”ren” da han vandt touren. Og kulturfolket vil huske ham for hans dybt kulturkonservative kanoner, der i kulturkampens ånd var et nationalt identitetsprojekt og et åndeligt bolværk mod islam og (der var den igen!) globaliseringen.

Brian Mikkelsen seks år som minister har handlet om at fremme danskhed gennem kulturpolitik – eller rettere: værdipolitik – og det store spørgsmål er nu, hvad vi kan vente os af fremtiden. Om det bliver Brian Mikkelsen eller en anden konservativ minister (eller måske Venstres Ellen Trane Nørby?), er ikke afgørende. Det interessante og relevante spørgsmål handler naturligvis om det politiske. Hvordan ser borgerlig (måske liberal?) kulturpolitik ud i en post-kanon-tid?

Berlingske Tidende stillede forleden dét spørgsmål til avisens kommentator Claes Kastholm Hansen, og han udpegede tre områder, som ingen kulturfolk i dette land kan være uenige i: Danmarks Radio skal reddes, folkebibliotekerne skal reddes og kunststøtten skal moderniseres.

At det står skralt til med kulturen i DR, ved enhver, der har øjne og ører, og det er ikke i Danmarks, danskhedens, sproget og den nationale identitets interesse. Spørgsmålet er derfor om den kommende kulturminister kan skabe politisk vilje til at løse de økonomiske problemer og hjælpe skuden på ret køl. Det vil i første omgang kræve, at han/hun ikke blot tørrer al ansvaret af på DR’s bestyrelse og i anden omgang er villig til at finde flertal udenom Dansk Folkeparti, der ikke kan forventes at ville medvirke til en økonomisk redning. Men det vil betyde, at medieforliget skal åbnes og genforhandles – og vil regeringen det?

Og når nu vi er i gang med at bekymre os om sprog, danskhed og national identitet: Situationen må og skal forbedres på de udsultede og lukningstruede folkebiblioteker. At de i stigende grad har udviklet sig til at være en slags lokale, demokratiske oplysnings- og formidlingscentre, er fuld ud fornuftigt, men vi må ikke glemme, at et bibliotek først og fremmest har til opgave at indkøbe og udlåne litteratur, og i en tid med alt for mange opgaver og alt for få penge, er bogindkøbet blevet sat under pres. En ny minister kan ikke nøjes med at kalde bibliotekernes problemer for et kommunalt ansvar.

I sit internettidsskrift Søndag Aften har Københavns tidligere kulturborgmester Tom Ahlberg (SF) opridset en række opgaver, som ligger klar på ministerens bord, bl.a. noget om egnsteatret og en musikhandlingsplan. Det er ikke rigtig stof med ramasjang. Det, der kommer til at optage den næste ministers tid, er derfor – udover det nævnte: DR, bibliotekerne – muligvis en debat om kunststøtten, men først og fremmest udpegning af nye folk til de bevilgende udvalg i Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Det skal ske meget snart, og den slags er jo altid interessant, da personer og profiler kan give et indblik i, hvad den nye minister står for.

På Brian Mikkelsens arbejdsseddel stod umiddelbart før valget ellers kun en enkelt ting, der påkaldte sig offentlighedens interesse, nemlig ideen om at tilslutte Danmark ordningen med fribyer for forfulgte forfattere. Den tanke vil han genoptage hvis han fortsætter som minister, og ellers vil hans efterfølger forhåbentlig. Der er ikke tale om en skelsættende indsats, men om en symbolsk og aktivistisk kulturpolitik, der markerer en holdning til ytringsfrihed og i hvert fald gør en forskel for den forfatter, der måtte blive udvalgt til at få skrively i Danmark. Man kan nemt regne ud at det ikke er Dansk Folkepartis kop te, men mon ikke de kan overtales til at nikke.

Og så er der jo det store ubekendte spørgsmål. Får vi en kulturminister, der kan sætte en dagsorden for en fornyet kulturdebat? Brian Mikkelsen kastede sig jo med brask og bram ud i et halsbrækkende opgør med alt og alle – med vekslende held. Han var danskhedsministeren, og han gjorde ministeriet synligt og sjovt i sine første år, men har han kanonkrudt til mere? Og hvis ikke det bliver ham, får vi så en ny minister, der også har tænkt sig at føre værdikamp med kulturpolitikken, eller får vi en forhandler, der kan rette op på institutionernes krise?