Anmeldelse i Weekendavisen den 16. november 2007.
Tre brødre. Norsk succestrilogi viser at vi er skrøbelige som glas og ubeskyttede som eremitkrebs.
Swarovskimennesker
Hvad Stieg Larsson er for svenskerne, er Anne B. Ragde for nordmændene – én som alle læser. Her i Danmark er det dog kun en lille skare, der har opdaget hende, men det skyldes nok at hun ikke skriver skamløst underholdende krimier. Til gengæld skriver hun mærkelige slægtsfortællinger, der bl.a. foregår i København, og i disse dage er hun i byen som sit forlags gæst på bogmessen i Forum.
Med en lang række bøger på sit cv – fra billedbøger til romaner – slog Anne B. Ragde (f. 1957) for alvor igennem med et kolossalt brag da første bind i en trilogi, Berlinerpoplerne, udkom i 2004. Ingen anden norsk bog har solgt så mange eksemplarer i udgivelsesåret, og da efterfølgeren Eremitkrebsene kom i 2005, var succes så total, at de to første bind blev omsat til både teater og tv, og her i efteråret har nationen samlet sig om de seks afsnit i tv-dramatiseringen.
På dansk fik vi bind 1 i foråret og bind 2 her i efteråret, og vi må vel regne med at den afsluttende roman, Ligge i grønne enger, der er udkommet på norsk i år, allerede nu er under oversættelse af kyndige og velskrivende Karen Fastrup og Niels Lyngsø.
Vi er på gården Neshov uden for Trondheim. Her voksede tre brødre op. Tor er en tavs og indadvendt bonde, der nu driver gården. Margido er en menneskesky kristen, der er flyttet til byen og arbejder som bedemand. Og Erlend er familiens sorte får, bøssen der flygtede fra det hele og nu lever et bohemeliv i København med sin danske kæreste Krumme, der er avisredaktør. Jep, bonden, bedemanden og bøssen er så forskellige som man kan være, og den eneste grund til at brødrene overhovedet mødes igen alle tre, er at den gamle tyran af en mor ligger for døden.
Mod sin vilje vender Erlend hjem til den slægtsgård og den familie, der byder ham så meget imod, fordi han blev undsagt da han sprang ud som bøsse. Hvad skal han her i det kolde, fjendske, fordomsfulde og ukultiverede Norge, når nu han har slået rod i Danmark, hvor han bor i en luksuriøs penthouselejlighed på Gråbrødre Torv? Glemte jeg at sige at han arbejder som succesrig vinduesdekoratør og samler lidenskabeligt på figurer af skrøbeligt swarovskiglas?
I denne flok af mænd havner naturligvis en ung dame. Det viser sig nemlig at Tor har en hemmelig voksen datter, Torunn, som han kun har set en eneste gang i sit liv. Nu sender han bud efter hende, så hun kan se sin farmor på dødslejet. Pludselig begynder hemmelighederne og fortrængninger at pible ud af skabe og skuffer. Hvad var det mon for en apokryf viden, farmoren tager med sig i graven? Ja, jeg siger ikke noget. Og det gør den gamle bedstefar Tallak heller ikke.
Jeg har læst de to første bind af trilogien og skal naturligvis også have slutningen med. Egentlig syntes jeg at der var lige lovlig få vitaminer i Berlinerpoplerne, men fortællingen tager til i Eremitkrebsene, og jo bedre man lærer personerne at kende, jo mere nuancerede bliver det psykologiske portræt og jo mere dybde kommer der i tegningen. Midt inde i den anden roman – og halvvejs gennem hele værket – står det f.eks. klart, at Anne B. Ragde ikke kun er ude på at underholde, men at hun har et budskab. Hun lader Erlend tænke på en eremitkrebs af swarovskiglas – og på dengang han som barn fangede eremitkrebs i lavvandet sammen med sin bedstefar:
”Bedstefar Tallak hjalp ham med at fange dem i en spand. De puttede mange tomme sneglehuse op i den og smilede ved synet af krebsene der pilede glinsende og nøgne rundt og boede på prøve i de nye huse for at tjekke facon og rummelighed. De kæmper for at finde det rigtige og bliver urolige fordi de har for mange huse at vælge imellem, sagde bedstefar Tallak, de bilder sig ind at de vantrives i det gamle når de opdager et nyt. Erlend lod sig fascinere af det faktum at de var født til det, født til at stjæle andres huse for at overleve. At de var født helt uden beskyttelse.”
Det skrøbelige swarovskiglas, de ubeskyttede eremitkrebs og folkene fra Neshov har meget til fælles, men den tydelige nøgle til trilogiens hjerte, tynger heldigvis ikke fortællingen, som hele tiden knopskyder med klædelige uvisheder og forvirringer. Nogen vil finde tonen irriterende, andre charmerende. Efter lidt vankelmod, bekender jeg mig til de sidste. Og slutningen på Eremitkrebsene er faktisk en ægte nervepirrende cliff hanger. Hvad sker der egentlig derude i grisestalden? Læs med i næste roman om de norske swarovskimennesker!
Anne B. Ragde er blevet verdensberømt i Norge, men måske ikke helt så agtet som hun gerne vil være på det litterære parnas. I hvert fald stod hun i slutningen af oktober bag en opsigtsvækkende aktion i det netop indviede Litteraturhuset i Oslo. Her hænger en 15 m2 stor collage med forfatterportrætter af kunstneren Steffen Kverneland. Udvalget af forfattere har været et varmt diskussionsemne i Norge, og utilfreds med at være valgt fra, brød Anne B. Ragde ind om natten om placerede hele syv tegninger af sig selv på collagen. Hun siger til norsk presse, at hun handlede på vegne af en række norske forfattere og i nødværge. Dagen efter var hendes tegninger pillet ned igen. ”Usolidarisk, illitterært og det rene hærværk,” siger hun til Aftenposten.
Den slags har vi sgu for lidt af i Danmark!
Anne B. Ragde: Eremitkrebsene. 300 sider, 299 kr. Oversat fra norsk af Karen Fastrup og Niels Lyngsø. Roman. Rosinante.