Jon Fosse: Bådehuset

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. november 2007.

Norsk nyklassiker. Jon Fosse forplanter en enerverende uro fra sin fortæller til læseren.

Uro i kroppen

Jon Fosse har skrevet en roman, som Karsten Sand Iversen har oversat. Den hedder Bådehuset. Det er en historie om en mand, der møder sin gamle skolekammerat, som han ikke har set i ti år. Vennen har fået kone og børn. Manden prøver at skrive en uro ud af kroppen. Romanen er oversat fra norsk. Den hedder Bådehuset. Jon Fosse har skrevet romanen. Manden møder sin gamle kammerat. Karsten Sand Iversen har oversat. Den handler om en mand, der har uro i kroppen. Vennen har fået kone og børn. Han skriver. Han har uro i kroppen. Jon Fosse har skrevet om en mand der skriver og Karsten Sand Iversen har oversat. Fra norsk. Manden har uro i kroppen. Bådehuset.

Ja, gentagelse, gentagelse og gentagelse er Jon Fosses metode i denne lille, lavmælte og anstrengte historie om et venskab, der løb ud i sandet og et gensyn, der blev til et trekantsdrama. Den navnløse fortæller genser sin gamle musikmakker Knut, der en sommer vender tilbage til bygden. Han har etableret sig som musiklærer, og tager nu sin kone og to døtre med på besøg i hans barndomsby, og hans karriere og familieliv er en skærende kontrast til fortælleren, der aldrig har forladt det lille samfund, og nu i en alder af tredive stadig bor sammen med sin mor – uden kæreste, uden job, uden fremtidsplaner. Men med en uro i kroppen.

De to gamle venner har mere end svært ved at genoptage kontakten til hinanden, men Knuts kone viser sig at være mere udadvendt og initiativrig, og snart er en uigennemskuelig psykologisk trekant under udvikling. Fortælleren er akavet og indadvendt og ude af vane med at begå sig blandt andre mennesker, og han opdager aldrig, hvad det er for et spil, Knuts kone orkestrerer. Og det er lige før, at læseren heller ikke opdager det. Men mødet efterlader fortælleren med en uro, som han prøver at skrive ud af kroppen. Resultatet kan man læse i Bådehuset.

Hvis man tidligere har læst romaner af Jon Fosse – der er almindelig anerkendt som Norges største dramatiker siden Henrik Ibsen – ved man udmærket, at han skriver om store emner uden at hæve stemmen. Jon Fosse har en nærmest henkastet, hviskende og diskret forfatterstil, og allerede i denne tidlige roman, som er blevet en norsk nyklassiker, (den er faktisk fra 1989, hvilket forlaget glemmer at oplyse), havde han udviklet det lavmælte til perfektion. Naturligvis er sprogets repetition en pointe i sig selv, fordi det afspejler fortællerstemmens mentale stilstand og hverdagens begivenhedsløse gentagelser. Han skriver selvterapeutisk for at komme af med sin uro. Om det lykkes for ham eller ej, vil jeg ikke røbe, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at han i hvert fald har held til at give uroen videre. Den forplanter sig simpelthen til læseren. Hvis man vil lære uroen at kende, kræver det dog – paradoksalt nok – stor læsekoncentration. Men den rytmiske, insisterende, repeterende, irriterende og enerverende tone bider sig fast, og på den måde når den malende og mystiske ordstrøm i Jon Fosses minimalroman sit mål. At skabe uro i kroppen.

Jon Fosse: Bådehuset. Oversat af Karsten Sand Iversen.160 sider, 198 kr. Roman. Batzer & Co.