Den 9. november 2007.
Kommentar. Danskheden har fået alt hvad den kunne trække under VKO. Nu må det handle om demokratisk gennemskuelighed og forbedrede vilkår for opposition.
Åh, hvor har valgkampen været herligt renset for bragesnak om særlige nationale herlighedsværdier! Hvor har vi dog været befriende forskånet for al den snak om danskhed, hvis vi da lige ser bort fra Dansk Folkepartis lange reklamefremstød for sig selv som et Vogternes Råd for de danske værdier. Bortset fra de dumme modstandere, der har vandaliseret plakaterne med hagekors og hitleroverskæg, har folk flest vel bare set dem og trukket på skuldrene over trivialiteten. Nå ja, Dansk Folkeparti prøver jo altid at kuppe og monopolisere det danske. Vi står fast på danske værdier, står der i deres annoncer. Der burde stå: Vi slår plat på danske værdier.
Men bortset fra det har kultur og værdier jo ikke spillet nogen som helst rolle i valgkampen. Hvem har f.eks. skænket Brian Mikkelsen og hans kanoner en tanke? Nej, vel! Vi har haft et bølgeskvulp om at professor Henning Koch har forladt forarbejdet med en demokratikanon, fordi han ikke mener at Muhammedkrisen skal være med, og selvom dén konflikt da nok kunne have tiltrukket sig en del opmærksomhed til hverdag, så spiller den ingen rolle under en valgkamp.
Spørgsmålet om karikaturtegningerne har da ellers været årtiers politiske begivenhed, men alle synes at være temmelig ligeglade med demokratieksperternes uenighed. Kun Dansk Folkeparti – igen, igen – fisker i rørte vande med deres valgbrochure med en tudsegammel tegning af Muhammed, og helt som ønsket har de fået gjort nogle troende udlændinge rasende, men igen forbliver det ved småskvulp og et enkelt ironisk modtræk fra den evindelige Asmaa.
Ja, der er ting, man ikke snakker om, uenigheder som ingen rigtig gider pleje. Men af alt dét som man ikke taler om, må det som regeringen ønsker at ignorere naturligvis påkalde sig størst interesse. Hvad mener De f.eks. om Anders Fogh Rasmussens undvigemanøvre da Helle Thorning Schmidt ved duellen på DR1 i søndags spurgte: ”Har du fortrudt krigen i Irak?”. Statsministeren svarede vævende og intetsigende, for naturligvis har han det, men tro mod sin drejebog er han ude af stand til at indrømme en fejl, og derfor var hans retorik tilsvarende lunken og svag, da hans modstander spurgte om han ville give håndslag på, at han aldrig igen ville sende Danmark ud i en skæbnesvanger krigsdeltagelse uden et solidt folketingsflertal.
Irak er og bliver VK-regeringens akilleshæl, og krigen må nødvendigvis være emnet for den egentlige kulturdebat i Danmark, nemlig en kulturdebat om vores demokrati og den politiske metode. Her har Helle Thorning Schmidt og Margrethe Vestager sammen et tilbud til vælgerne, som jeg ikke kan stå for – bl.a. fordi det imødekommer noget, som jeg selv har efterlyst: Oppositionens mulighed for at få kontroversielle sager undersøgt til bunds. De to partiledere vil arbejde for at regeringen ikke kan gemme grimme sager væk, bare fordi den har flertal til det, og man skal vist være blind og døv for ikke at forstå, hvor hæmmende VKO-flertallet har været for den politiske debat. Flertallets magt er ikke nødvendigvis godt for demokratiet som helhed.
Her kommer Helle og Margrethe så med et velgørende forslag, der skal sikre oppositionen bedre spillerum. Vi taler ikke om at der nødvendigvis skal nedsættes kommissionsundersøgelser om alt mellem himmel og jord, men om at magtfuldkommenheden skal knækkes. Oppositionen skal – uanset hvem den udgøres af – havde bedre muligheder for at udfritte og undersøge regeringens dispositioner, måske på samme måde som man i USA kan gennemføre kongreshøringer. Og der har jo eksempler nok at tage fat på i de senere år: Var grundlaget for Irak-krigen i orden? Var der danske uacceptable fangeudleveringer i Afghanistan? Gjorde den danske regering virkelig ikke noget som helt forkert i Muhammedkrisen? Har CIA fløjet fanger til afhøring og tortur med dansk vidende og over dansk luftrum? Hvad er konsekvenserne af 24-års reglen?
Alt dette handler om den demokratiske debats kvalitet og gennemskuelighed, og belært af de seneste års nedslående erfaringer med en regering der per automatik afviser at der er gjort nogen som helst forkert, må vi håbe på at det kommende folketing vil sætte nye standarder for debattens vilkår. Ganske vist har vi i Danmark offentlig debat ad libitum, men de seneste seks år har vist, at vi mangler systemer, der giver oppositionen mulighed for at undersøge regeringen. Vi har simpelthen brug for at vide, om det kan være sandt, at der aldrig er noget at komme efter, for intet er mindre demokratisk, end en regering, der hele tiden ”undersøger” og frikender sig selv.
Kultur er ligegyldigt i valgkampen, og selvom vi på dette sted i avisen helst helliger os bøgernes verden, må vi konstatere, at hverken bibliotekslukninger eller DR’s udsultning af litteraturen spiller nogen rolle, når vælgerne skal stemme. Det eneste der smager lidt af fugl, som jeg har lagt mærke til, er Kristian Ditlev Jensens to sekunder i Ny Alliances valgvideo!
Om det bliver skat eller ventelister, der afgør hvad vi stemmer, ved jeg ikke. Men jeg ved, hvad kulturen og demokratiet har bedst gavn af, nemlig værdipolitik med et nyt og meget mere fremadskuende og moderne indhold. Og denne gang handler det ikke om den nationale dagsorden. Danskheden har fået alt hvad den kunne trække under VKO. Nu må det handle om demokratisk gennemskuelighed og forbedrede vilkår for opposition.