Den 9. november 2007.
Kommentar. Anders Fogh Rasmussen har integreret løbeture i sin valgkamp. Det er der en god grund til.
Stem på Anders, han kan stå distancen. Stem på Anders, han holder helt i mål. Stem på Anders, han vinder spurten. Stem på Anders, han giver de andre baghjul.
Ja, det er nemt nok at finde på smarte slogans til statsministerens valgkampagne, hvor han hver eneste dag snupper sig en rask løbetur. Men man kunne også sige det på en anden måde: ”Stem på Anders, han er en stærk mand med gode evner for reproduktion”…
Så primitiv er politisk kommunikation nemlig også, og for hele Danmarks alfahan, statsminister Anders Fogh Rasmussen, handler valget ikke kun om velfærd og gavmilde gaver. Det handler også om at tale til underbevidstheden, ikke mindst kvindernes. Som påfuglehannen, der breder haleviften ud, skyder statsministeren brystkassen frem og spurter. Se mig!
Det hele begyndte – naturligvis – i USA. Da fitnessbølgen slog igennem i 70’erne måtte præsidentkandidaterne naturligvis være med, og Jimmy Carter var den første amerikanske præsidentkandidat, der gav begrebet running for office en helt ny mening. Snart begyndte den ene kandidat efter den anden at løbe, (nærmest på samme måde som de nu begynder at blogge). Pludselig så man midaldrende mænd, der gerne ville være præsidenter, jogge af sted i roligt tempo, mens de smilede og vinkede til fotograferne. George Bush gjorde det, Bill Clinton gjorde det, George W. Bush gjorde det, og ikke mindst All Gore gjorde det. Sidstnævntes kampagne foregik oven i købet til tonerne af musikken fra Oscar-vinderen Chariots of Fire – Viljen til sejr på dansk – der beskrev den autentiske historie om to amerikanske løbere fra OL i 1924.
Om disse præsidentkandidater virkelig løb en 10-kilometer eller gispende gik i stå så snart kameraet havde fået sit, melder historien intet om. De skulle bare fotograferes, fordi løb og motion var en del af nationens nye selvforståelse, en livsstil. Og en helt ny kommunikationsform.
I 2001 bragte Anders Fogh Rasmussen løbet ind i den politiske kultur i Danmark. Han sørgede for omhyggeligt at fortælle journalisterne, hvordan han hver dag under en travl valgkamp tog sig tid til en løbetur, og i Venstres præsentationsvideo så man ham i moderigtigt løbetøj i fuld firspring henover skovbunden. En moden mand i kontakt med sin egen krop og naturen, en ledertype med overskud, fuldkommen som de mange erhvervsledere, der op gennem 90’erne havde ladet sig fotografere i løbetøj til interviews om deres mennesker, magt og management.
Den løbende statsminister knytter løbets mange symboler, der taler til både hjerne og hjerte, til den liberalistiske ideologi, hvor kandidatens frihed og styrke bliver et politisk tilbud til vælgerne. Og det er jo den rene og skære fornuft. Alle løbere ved, hvor nyttigt og gavnligt det er at snuppe en 10 kilometer i skoven, for kroppens velvære, for hovedets trivsel og for tankernes klarhed. På løbeturen kommer de gode ideer, tankerne bliver sorteret, og midt i al udmattelsen finder man uanede mænger ny energi. At statsministeren løber, er kun godt.
Men i valgkampen er det ikke løbet selv, men eksponeringen af løbet, der er det vigtigste for statsministeren. Hvorfor skulle han ellers løbe så manisk og så demonstrativt tydeligt? Ville han løbe, hvis ingen så det? Nej, naturligvis ikke. Løbet er en del af hans strategi, og alle de mennesker han løber med på sin turné rundt i landet, er statister i hans valgkamp.
Ok, man skal ikke gøre skarn uret, og i tilfældet Fogh er der tale om en troværdig løber. Det er ikke noget vi nødvendigvis tænker meget over til hverdag, hvor vi ser ham som et mørkt og beslutsomt jakkesæt kronet med et skarptskåret ansigt, hvis mørke skægstubbe skal holdes nede med en le – men manden er vist nok en flittig motionist. Valgkampens nøje indstuderede løbeture er altså ikke fixet for fotograferne i disharmoni med hverdagen, men de er designet som en photo oppertunity, og ufatteligt nok hopper både fjernsyn og aviser på limpinden.
Indtil videre har vi set statsministeren løbe med fritidshjemsbørn, en ministerkollega, en journalist og en håndboldspiller. Hver gang nogen filmer og fotograferer ham i løb, gnider hans spindoktor sig i hænderne, for billederne af Anders Fogh Rasmussen i en sund, glad, overskudsagtig spurt, taler til folket som påfuglens hale taler til hunnerne.
Anders Fogh Rasmussen har integreret løbeture i sin valgkampagne under overskriften ’Den ekstra kilometer’. Det er der en god grund til. Ligesom der er god grund til at unge fra Socialdemokraterne, Enhedslisten og LO stiller op i løbetøj med plakater, der siger ’Du kan ikke løbe fra ansvaret’. Spørgsmålet er, hvem der mon stiller op næste gang som statsministerens nyttige idiot og løbestatist. Gad vide om der er nogen, der får lov til at overhale ham, eller om Anders Fogh kun løber sammen med medløbere? Og gad vide hvad spindoktoren vil gøre, hvis statsministeren snubler og må hjælpes på benene af sine bodyguards, mens påfuglehalen folder sig smertefuldt sammen?