Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 17. april 2008.

Kortslutning. Hyldede Valdemar Rørdam nazismen, fordi han var fortvivlet over besættelsen?

Digteren Valdemar Rørdam og litteraturforskeren Harald Nielsen har i mange år været stemplet som nazisympatisører og/eller antisemitter, og som læsere af denne sektions debatsider vil side, er det livet om at gøre for Søren Krarup at rehabilitere dem og trække dem op af degraderingsdyndet.

Hans debat med litteraturprofessor Hans Hertel nåede et besynderligt punkt i sidste uge, hvor Søren Krarup skrev, at Valdemar Rørdams ”fatale digt” om Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen, var resultatet af en ”sjælelig kortslutning” i fortvivlelse over 9. april. Valdemar Rørdams sympati for Hitler bør derfor påkalde sig Hans Hertels ”menneskelige medfølelse”, mener Søren Krarup, der er insisterende langmodig med den nationale skjald, der med åbne øjne og klar i tanken, kastede sin sympati på nazismen, som han hyldede i svulstig og umisforståelige formuleringer i digtet Så kom den Dag fra 1941. Her glæder han sig blandt andet over, at tysken viser sin kampkraft: ”Vi har dog samme livsrum at forsvare…” Læs videre “Den degraderede”

Kommentar i Weekendavisen den 11. april 2008.

Boykot. Brian Mikkelsen siger at OL-åbningsceremonien er kinesisk show off. Men show off kan han selv være med sit gratis tøndebulder om at blive væk.

Da kulturminister Brian Mikkelsen søndag aften meddelte, at han måske vil boykotte åbningsceremonien ved OL i Beijing til august, smed han en klyngebombe ind i den danske debat. Den har foreløbig ramt regeringen, kronprisen og kulturministeren selv. Han regnede vist med at blive betragtet som modig, fordi han turde sætte dialog med Tibet som betingelse for sin tilstedeværelse på stadion, men reaktionerne har mere været forundring over hans politiske illoyalitet overfor regeringen, og den hyppigste kommentarer har været tsk tsk tsk.

Kulturministerens soloudbrud var ualmindelig ubekvemt for statsministeren og regeringen, og det har kun skabt forvirring om Danmarks officielle politik og Kronprins Frederiks fremtid som IOC-kandidat. Samtidig er Brian Mikkelsens mulige aktion fuldkommen virkningsløs og ude af stand til at fremme menneskerettighedssituationen i Kina. Alle eksperter – både sinologer, Amnesty International m.fl. – mener at kritik og dialog er vejen frem, ikke boykot. Læs videre “De Politiske Lege”

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. april 2008.

Emancipation. Hvad gør man, hvis man både ønsker sig frihed og underkastelse? Den unge Mathilde Fibiger fandt aldrig svaret og forblev…

Fortvivlet og forvildet

For bare halvandet hundred år siden var de danske kvinder lige så underlegne og magtesløse i forhold til mændene, som kvinderne er i dag i kulturer uden kønsligebyrdighed. Men langsomt opstod kvindebevidstheden og kvindebevægelsen, og blandt de allerførste emancipationspionerer var en ganske ung kvinde ved navn Mathilde Fibiger. Som knap 19-årig skrev hun brevromanen Tolv Breve under navnet Clara Raphael – og pludselig stod danskeren midt i en kolossal, samfundsomrystende debat om kvindernes stilling i samfundet.

I dag kender de fleste nok Mathilde Fibiger bedst for at lægge navn til henholdsvis en vej på Frederiksberg og Dansk Kvindesamfunds årlige pris, Mathildeprisen. Men Danmarks første kvindesagskvinde var altså fra sin pure ungdom en skønlitterær forfatter med programmatiske ambitioner. Hun ville fremme ”Damernes Emancipation”, og aldrig havde man da hørt så galt i det dybt patriarkalske og reaktionære danske samfund, hvor kvinder ikke havde ret til at bestemme over egne forhold. De var groft sagt enten husmødre, tyende eller guvernanter, og under alle omstændigheder var det deres mænd eller mandlige slægtninge, der bestemte over dem og hundsede med dem, mens det vist hed sig at de beskyttede deres ære. Man har hørt om den slags siden. Læs videre “Clara Raphael: Tolv Breve / Bodil Wamberg: Passionsblomsten”

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. april 2008.

Reality-doku-soap. Med en debatbog fra bagscenen af bogscenen, forsøger Steen Langstrup at finde opskriften på en bestseller.

Stress og moderkærlighed

Forfatterforlæggeren Steen Langstrup vil gerne skrive en bestseller, og derfor beder han en masse bogbranchefolk om gode råd. Han mailer med dem om forfatterforhold og branchevilkår, og deres svar og betragtninger fylder en god del af denne reality-doku-soap (hans egen genrebetegnelse), som på overfladen beskriver en forfatters søgen efter opskriften på den ultimative vinderbog, men som måske i virkeligheden er Steen Langstrups første forsigtigt forsøg på at skrive en non fiction selvbiografi om en mislykket barndom fuld af følelseskulde og forældrefortræd.

Omslaget er et plagiat (eller venligere: citat) af Dan Browns Da Vinci Mysteriet, som bekendt alle bestselleres moder. Hvad var det lige han kunne, ham Dan? Hvad betyder hans personlige brand for bogens verdensomspændende succes? Og hvad skal der til for at en velskrivende fyr ved navn Steen også kan ramme en guldåre og køre Aston Martin resten af livet? Ja, ikke fordi Steen Langstrup er grådig, en succes på niveau med Hanne-Vibeke Holst, Knud Romer, Jacob Ejersbo eller Morten Ramsland vil vist også stille ham tilfreds… Læs videre “Steen Langstrup: Hjælp, jeg vil skrive en bestseller”

Kommentar i Bogmarkedet, den 7. april 2008.

Jeg har indimellem skrevet kritisk om både statsminister Anders Fogh Rasmussen og forlaget Gyldendal, for man skal holde et vågent øje med mennesker og institutioner med stor magt. Jeg har – for bare at tage to eksempler – været ude med riven efter regeringens lumre kulturkanonprojekt og efter Gyldendals dominans over Danske Banks Litteraturpris. Men man skal også komme de magtfulde til undsætning når de selv er genstand for urimelige angreb, så here goes:

Midt i marts læste jeg i Politiken, at der var udbredt polemik om Gyldendals valg af festtaler for Jens Smærup Sørensen ved årets overrækkelse af De Gyldne Laurbær (som ikke er overrakt i skrivende stund), da forlaget havde inviteret Anders Fogh Rasmussen. Avisen kunne bl.a. citere Morten Sabroe og Knud Romer for vredladne ord om, at kunsten skal være ubesmittet af det politiske, og at statsministeren ikke har noget at gøre til en litterær prisfest, når hans egen regering har varslet en omlægning af de livsvarige kunstnerydelser. Knud Romer viste som den dygtige reklamemand, han er, hvordan man taler i punchlines: ”Til en roman om bondesamfundets afvikling, får man den største bonderøv til at holde tale.” Læs videre “Mærkedag for en bonderøv”