Anmeldelse i Weekendavisen den 11. april 2008.
Reality-doku-soap. Med en debatbog fra bagscenen af bogscenen, forsøger Steen Langstrup at finde opskriften på en bestseller.
Stress og moderkærlighed
Forfatterforlæggeren Steen Langstrup vil gerne skrive en bestseller, og derfor beder han en masse bogbranchefolk om gode råd. Han mailer med dem om forfatterforhold og branchevilkår, og deres svar og betragtninger fylder en god del af denne reality-doku-soap (hans egen genrebetegnelse), som på overfladen beskriver en forfatters søgen efter opskriften på den ultimative vinderbog, men som måske i virkeligheden er Steen Langstrups første forsigtigt forsøg på at skrive en non fiction selvbiografi om en mislykket barndom fuld af følelseskulde og forældrefortræd.
Omslaget er et plagiat (eller venligere: citat) af Dan Browns Da Vinci Mysteriet, som bekendt alle bestselleres moder. Hvad var det lige han kunne, ham Dan? Hvad betyder hans personlige brand for bogens verdensomspændende succes? Og hvad skal der til for at en velskrivende fyr ved navn Steen også kan ramme en guldåre og køre Aston Martin resten af livet? Ja, ikke fordi Steen Langstrup er grådig, en succes på niveau med Hanne-Vibeke Holst, Knud Romer, Jacob Ejersbo eller Morten Ramsland vil vist også stille ham tilfreds…
Hjælp, jeg vil skrive en bestseller nævner ikke Jens Smærup Sørensens forbløffende og absolut uforudsete gennembrud med Mærkedage med ét ord – og så alligevel! Steen Langstrup beder nemlig Politikens Bo Tao Michaëlis om hjælp, og han definerer ti bud til en kommende dansk bestsellerforfatter, og jeg citerer et af dem:
”Husk at vi alle stammer fra bønder. Du må godt gøre provinsen dæmonisk, forfærdelig og rædselsfuld, men du må for Guds skyld aldrig sætte storbyen op som et paradisisk alternativ! Husk Dan Turéll-syndromet. Det var historien om en rustik underklasseFORSTAD, Vangede, som gjorde ham til bestsellerforfatter. Aldrig hans skildring af det indre Vesterbro.”
Dér er en pointe, der er til at tage at føle på i disse mærkedage, og måske en forklaring på, at Jonas T. Bengtssons hovedstadsmareridt Submarino ikke har ramt nær så bredt som nogle af de seneste års bestsellere, der har det med at foregå i en eller anden geografisk udkant (hvis man altså er københavner, og det er mange bogkøbere, jvf. Jens Smærup Sørensens egen bitre anekdote om, at de jyske mennesker han skriver om, hellere vil låne på biblioteket end at købe i boghandelen). Men naturligvis er provinsen ikke i sig selv opskriften på en bestseller, og Steen Langstrup beder sine korrespondenter om hjælp til at finde et tema, et emne.
Henrik Palle (kulturel altmuligmand på Politiken) foreslår ”stress” og vor egen Bo Bjørnvig anbefaler ”moderkærlighed”, altså den sorte side af den, og søreme om ikke Steen Langstrup tager dem på ordet og begynder på en slags femikrimi, som han indlejrer i bogen. Ikke uden humor hedder romanen Kvinde, der elsker børn (Stieg Larsson kunne det der med at vælge fængende titler), og ikke uden satirisk sødme, møder vi en kvindelig singlejournalist på en provinsavis, der skal dække en historie om en stresset karrierekvinde, der slås med moderkærligheden, samtidig med at en kollega på avisredaktionen får en hademail fra en, der underskriver sig Adolf Hitler! Ja, ja, når Elsebeth Egholm og Christian Jungersen kan…
Og apropos Undtagelsen, der jo åbenbart stadig storsælger. Steen Langstup har gjort sig den ulejlighed at krydstjekke mediernes historie om Christian Jungersen, sådan som den fremkom i interviews ved udgivelsen, med konkrete fakta om hans økonomi, sådan som man kan aflæse den i lister over arbejdslegater til danske forfattere. Han kommer frem til, at alle journalister fortalte at forfatteren boede og arbejdede i en toværelses munkecelleagtig lejlighed på Nørrebro, mens han skrev, og man fik indtryk af enorme afsavn. Men samtidig har Christian Jungersen over fem år modtaget ca. en million korner i arbejdslegater. Måske er rønnebærrene lidt sure her?
Det er de i hvert fald i en passage, hvor Gyldendal-redaktør og krimiforfatter Simon Pasternak bliver direkte beskyldt for at have stjålet en idé fra Steen Langstrup, nemlig ideen om at bruge en weblog til at kommunikere med læserne om tilblivelsen af en roman. Dét gjorde Simon Pasternak og Christian Dorph da de arbejde på romanen Afgrundens rand, og medierne skrev – undertegnede inklusive – at det var første gang i Danmark, at nettet blev brugt på den måde. Nu hævder Steen Langstrup så, at Simon Pasternak slet og ret har stjålet ideen fra ham, og selvom det kan lyde som branchefnidder, så bunder den i en dybere irritation over at være uretfærdigt stillet i forhold til de store forlag, når man – som Langstrup – er sin egen forlægger. Hvordan kan det være, siger han, at der kun gives offentlig støtte til forfattere, der udkommer på forlag, hvor de ikke selv har ansvar for redaktion, produktion og økonomi? Nu har han skabt en lille iværksættervirksomhed for sig selv efter at have brudt med Gyldendal, han sælger flere bøger end tidligere ved at udgive sig selv, men samtidig har han afskåret sig fra offentlig støtte. Han forsøger at få en god forklaring fra kulturminister Brian Mikkelsen, men modtager kun varm luft.
Hist og pist i bogen skriver Steen Langstrup om barndom. Han er vokset op i en dysfunktionel familie i en ikke-prominent del af Nordsjælland. Det fremgår pludselig, at han ikke har set sine forældre i syv år, at faren drak og slog, at kulden og skuffelsen præger barndomserindringerne, og at kærlighedsløsheden og de evige bebrejdelser om uduelighed førte til et selvmordsforsøg. Den unge Steen slugte et glas Panodil, men kastede det hele op og overlevede. På hospitalet kunne man ikke finde årsagen til at han var så forkrampet i maven, og ingen fortalte lægerne, hvad der var sket. Da han kom hjem igen, var opkastet tørret op, og ingen i familien nævnte med ét eneste ord, hvad der var sket. Stress og (mangel på) moderkærlighed!
Hjælp, jeg vil skrive en bestseller er et bevidst genremiskmask, som både rummer skarp analyse og kritik af bogbranchen, ærlig selvindsigt og stort mod – herunder økonomisk, idet vi må huske, at Steen Langstrup er sin egen forlægger. Mod, vilje og talent skal belønnes, så jeg vil anbefale at branchefolk, kritikere, forfattere og bestselleraspiranter læser bogen og bliver klogere på hele den litterære institution i Danmark. Forfatteren har investeret to arbejdsår og økonomi i bogen. Andre kan nøjes med at investere 348 kroner. Til gengæld får man en usædvanlig bog, der forener sladder og satire med en kritisk kortlægning af forlags- og medieverdenen, herunder en masse mails fra bl.a. kollega Bukdahl, kollega Bjørnvig m.fl. Dybest set er Steen Langstrups søgen efter bestsellerens anatomi en debatbog fra bagscenen af bogscenen, men samtidig er det en bog, der tøvende løfter sløret for en personlig historie, der måske har potentiale til meget, meget mere.
Steen Langstrup: Hjælp, jeg vil skrive en bestseller. 536 sider, 348 kr. 2 Feet Entertainment.