Af Klaus Rothstein

Grundlovsdag hos De Radikale, Odense

Hvordan ser en stat ud, når den er ved at falde fra hinanden? Hvad sker der i et land, hvis indre nationale, kulturelle og sproglige identiteter kommer i så stort et modsætningsforhold, at det ikke længere kan hænge sammen? Hvordan deler man et land midt over?

Tjekkerne og slovakkerne kunne finde ud af det. Jugoslaverne kunne ikke – men ikke desto mindre er selv serberne nu på vej ind i EU, blot 15 år efter blodsudgydelserne og de etniske udrensninger. Og næste gang vi hører om en europæisk nations deling, er det efter alt at dømme endnu en gang i fordragelighed, for hvem tror for det første på at Belgien forbliver helt og udelt og for det andet på at konflikten mellem flamlændere og valloner skulle blive blodig? Nej, vel. Det må blive et udramatisk brud, men et brud må det blive. Måske ikke lige nu, men inden for en årrække.

Belgiens kommende deling – det er en spådom, men en realistisk spådom – er interessant i dag, fordi Danmarks Riges Grundlov fra juni 1849 i mangt og meget er skrevet af efter den daværende belgiske grundlov. Når vi næste år fejrer 160 året for tredelingen af magten og indførelsen af demokrati – så småt, så småt, al begyndelse er svær – vil belgierne fortsat slikke sårene efter den massive krise, som de har været underdrejet af den forgangne vinter. Og selvom Danmark ikke består af forskellige nationer og sprog, men af en homogen kultur, er det tankevækkende: demokratiske idealer og principper rummer ingen fremtidsgaranti, og det er hele tiden nødvendigt at vedligeholde et samfund. Læs videre “Grundlovstale 2008”

Kommentar i Bogmarkedet, 2. juni 2008.

Statens Kunstfond har netop uddelt treårige arbejdsstipendier, og modtagerne er i høj grad nye, unge, smalle og eksperimenterende forfattere. Det kan man da kalde fremsynet og moderne, og selvom jeg ikke er velbevandret i de aktuelle forfatterskaber, har jeg fin fidus til de litterære udvalgsmedlemmer, Nils Gunder Hansen, Christina Hesselholdt og Morten Søndergaard, som sandsynligvis har valgt rigtigt i litteraturens tjeneste. Kun fremtiden kan vise det, for det er de bøger, som forfatterne skriver i de kommende tre år, der afslører om vi andre får noget for pengene. Man husker vist noget rummel og ballade om Lars H.U.G. og Peter Høeg, der aldrig fik sendt så meget som en tone eller en stavelse af sted til publikum, mens de fik statspenge… Læs videre “Fonden fester”

Amnesty, maj 2008.

Omar Shargawi debuterer som instruktør med ‘Gå med fred, Jamil’ om fjendskabet mellem sunnier og shiaer i København. Det er en blodig og rå film, der skildrer, hvordan venskabers krav om loyalitet kammer over og bliver til vold, som gerningsmændene retfærdiggør med religion. Men det er også en film med en forsonende humanisme.

Der er hverken blevet plads til Anders W. Berthelsen eller Nicolai Lie Kaas eller nogen af de andre danske stjerner, der synes at befolke hver og hver anden dansk film i disse år – men til gengæld præsenterer den debuterende instruktør Omar Shargawi os for en række nye mørke og udtryksfulde ansigter, som han har castet i sin egen familie og omgangskreds. Sjældent – aldrig? – før har vi været så tæt på autentiske mennesker fra det københavnske indvandrermiljø, som i denne interessante, opsigtsvækkende og foruroligende film om menneskehævn og menneskehed. Læs videre “Den modvillige hævner”

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. maj 2008.

Mysterieroman. Siri Hustvedt væver tre mysterier sammen, som til sidst går op i en eksistentialistisk analyse.

Hemmelighedernes år

Af og til må man spørge sig selv, om forfatteren er faret vild i en fagbog under sin research, for det skorter ikke på akademiske udtryk og mentale og medicinske diagnoser. Men hver gang er svaret, at man såmænd ”bare” er dybt selvindviklet i Siri Hustvedts nye, sprænglærde roman, hvor det forekommer helt naturligt, ja helt nødvendigt, at personerne pludselig kommer til at tænke på et eller andet subtilt citat fra verdenslitteraturen eller finder det relevant at referere en konklusion fra en artikel, de netop har læst i et tidsskrift. Her er klogskab tilladt, både hos forfatteren og hendes personer, der har det til fælles, at de taler som essayister, kunstkritikere og freudianske drømmetydere skriver. Jeg elsker det. Læs videre “Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser”

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. maj 2008.

Debut. Pointen går sin gang i Martin Krogh Andersens vellykkede romandebut.

Man kan ikke flygte fra sig selv

Det kommer ærlig talt som lidt af en befrielse, at en broget og mangfoldig familiekrønike ikke nødvendigvis skal leve op til de seneste års sæsonkrav om 500 sider, og romandebutanten Martin Krog Andersen (f. 1978) beviser da også en fortælling sagtens kan fordele sig gavmildt i hovedspor og afkroge på den halve plads. I hvert fald lever Arsenalet op til (næsten) alle mine kriterier for en læseværdig, velfortalt og underholdende roman, og så pyt med at pointen er bøjet i neon. Læs videre “Martin Krogh Andersen: Arsenalet”