Martin Krogh Andersen: Arsenalet

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. maj 2008.

Debut. Pointen går sin gang i Martin Krogh Andersens vellykkede romandebut.

Man kan ikke flygte fra sig selv

Det kommer ærlig talt som lidt af en befrielse, at en broget og mangfoldig familiekrønike ikke nødvendigvis skal leve op til de seneste års sæsonkrav om 500 sider, og romandebutanten Martin Krog Andersen (f. 1978) beviser da også en fortælling sagtens kan fordele sig gavmildt i hovedspor og afkroge på den halve plads. I hvert fald lever Arsenalet op til (næsten) alle mine kriterier for en læseværdig, velfortalt og underholdende roman, og så pyt med at pointen er bøjet i neon.

Historien åbner med en nostalgisk skildring fra barndommens sommerland, hvor to drenge på tolv lærer hinanden at kende, vagtsomme og tøvende. Romanens fortæller kommer til Lysvig (stedet er fiktivt, men jeg ser en slags Nordvestsjælland for mig) i ferierne, fordi hans mors kæreste, forfatteren Axel, bor der. Her bliver han en slags ven, men ikke fortrolig, med den mystiske Jakob, der er bofast på Digegården, men mest strejfer om på markerne og ved fjorden.

En dag dikterer moren hovedrengøring i hele huset, og Jakob giver en hånd med. Axels arbejdsværelse skal ryddes for gamle papirer og aviser i bunker, og alt bliver kylet gennem vinduet og ned på et bål i haven. Drengene må bare ikke røre skrivebordet, hvor Axel opbevarer et manuskript i en gul mappe – en roman, han har skrevet på i årevis. Men da affaldet er brændt, er manuskriptet væk, tilsyneladende gået op i røg ved en fatal fejl. Axel forvinder aldrig tabet af sit livsværk, og en dag går han i fjorden og drukner sig.

Tretten af senere tumler romanens jeg forvirret og formålsløst rundt i København, hvor han bor på et lejet værelse. Han dropper ud af sine studier og er ved at forhutle, da moren overdrager ham en kasse med Axels favoritbøger. Han begynder at læse den ene klassiker efter den anden, og i bøgerne finder han små sedler, notater, udklip, henvisninger m.m., og pludselig forstår han, at han er på sporet af den historie, som gik tabt da Axels manuskript brændte. Pludselig får han noget at leve for, og han begynder møjsommeligt at genskabe romanen, som er bygget over en af virkeligelighedens krimigåder, nemlig et seksdobbelt rovmord på en skonnert i 1887.

Pludselig genkender fortælleren en skikkelse i gadebilledet: Jakob, som han ikke har set siden de var tolv. Hvad laver han? Hvad er der blevet af ham? Drengenes forhold fik en brat ende dengang, men der er ingen vej udenom. Spillet fra barndommen må genoptages. De plejede at cirkle omkring hinanden, undgå hinanden, følge hinandens spor og til sidst vinde eller tabe i et listigt baghold, og nu begynder spillet igen, denne gang på Vesterbro med Jakob som den jagede.

Forholdet mellem de to drenge er romanens hovedspor, hvis drama kulminerer i et logisk forræderi (som jeg dog heldigvis ikke havde forudset). Med stor behændighed vikler Martin Krogh Andersen en række bipersoner, sidesporsfortællinger og tidsspring ind og ud af handlingen – bl.a. historien om et hemmeligt våbenlager, heraf romanens titel – så det hele fremstår som én mangfoldig roman, der rummer mere end man ser ved første øjekast, bl.a. historien om det seksdobbelte rovmord (gad vide om det er autentisk eller fri fantasi?).

Men Arsenalet er ikke kun en handlingsmættet fortælling. Den bliver pludselig også til en eksistentialistisk refleksion og til en roman om romaner. Da Jakob flakker rundt i Europa, bliver han betaget af en norsk pige der sidder og læser en roman. Han prøver forgæves at få hendes opmærksomhed, men hun har kun blik for bogen, hvorefter Jakob læner sig frem, kysser hende, stjæler romanen ud af hænderne på hende, stikker af og hopper på et tog, hvor han begraver sig i bogen, som viser sig at være Ernest Hemingways Solen går sin gang. Han læser: ”Det hjælper ikke at rejse til et andet land. Det har jeg prøvet alt sammen. Man kan ikke komme væk fra sig selv ved at flytte sig fra et sted til et andet. Det duer ikke.”

Nej, man kan ikke komme væk fra sig selv, det er den lektie som bogtyven Jakob lærer. Og pointen går sin gang, mens man læser den gavmilde roman, der på visse punkter minder om Morten Ramslands Hundehoved, Kim Blæsbjergs Rådhusklatreren og Thorstein Thomsens Sne på hendes ansigt (tilsat noget sømandsliv a la Carsten Jensen), men formen er kortere og strammere i Arsenalet. Martin Krogh Andersen skriver godt, ubesværet og med glæde, men også – af og til – med for mange sproglige virkemidler, som kan overophede ellers gode sætninger, som f.eks. når dynen er en fedladen torso og puden et afhugget hoved. Det er dog en beskeden indvending imod en absolut lovende debut.

Martin Krogh Andersen: Arsenalet. 224 sider, 229 kr. Roman. Gyldendal.