Marie Lade: Flemming. Manden bag myten Don Ø

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. maj 2008.

Flemming-bog. Journalist fra Ekstra Bladet reproducerer en myte og overser de gode historier om FCK-bossen.

Don Ø lyver sig selv ordblind!

Spørg mig ikke hvorfor, men Ekstra Bladets journalist Marie Lade har flikket en bog sammen om Flemming Østergaard, bestyrelsesformanden for underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment, der bl.a. står bag fodboldklubben F.C. København, Lalandia, fitness.dk m.m. Bogen foregiver at handle om manden bag myten Don Ø, men den bestiller ikke andet end at repetere og reproducere alle de åndssvage og ørkesløse klicheer, der knytter sig til den notorisk dygtige, karismatiske og arbejdsomme mand. Der er absolut intet nyt eller interessant under solen, og i det omfang der trods alt er forbigående optræk til at stimulere nysgerrighed, svigter Marie Lades journalistiske instinkt fatalt.

Jeg nævner her nogle af bogens oplysninger, som hun bovlamt undlader at følge op på med kritiske eller uddybende spørgsmål:

På en ferie med familien blev Flemming Østergaard engang så stresset, fordi de var ved at komme for sent til et biltog i Paris, at han overfusede en togmand og gav ham en på lampen. Historien fortælles af hans søn, der virker lidt småstolt over det. Hvorfor konfronterer journalisten ikke Flemming Østergaard selv med det?

Flemming Østergaard fortæller, at han til en konference i London engang har set en kendt dansk erhvervsleder tage en luder med hjem til hotellet, og at denne erhvervsleder efterfølgende prøvede at tale med Østergaard om det. Fordi han nægter at have noget med andre menneskers privatlivseskapader at gøre, benægtede han blot, at han havde bevidnet noget. Hvorfor bringer han så i det hele taget den slags sladder til torvs, så alle i miljøet nu kan gætte på, hvem det var, der købte en luder i London?

Den tidligere F.C. København-spiller Carsten Hemmingsen gik engang til Flemming Østergaard og sagde, at han var blevet indhentet af fortiden og nu stod med en stor personlig gæld. Østergaard bad ham komme med alle gældsposterne næste dag, hvorefter han betalte dem for ham. Hvad var det for en fortid, han blev indhentet af? Hvad var det for en type gæld, Østergaard bortsanerede? Gjorde han det af egen lomme eller som et udslag af personalepolitik?

Parken Sport & Entertainment har en adm. dir. ved navn Jørgen Glistrup (i øvrigt søn af Mogens), der siger at ”journalister er uvederhæftige, løgnagtige og manipulative.” Hvad mener hans bestyrelsesformand om sådan en generalisering og beskyldning?

Flemming Østergaard er ateist, men alligevel rådfører han sig med en kryptisk Dr. Shan, der kan forudsige ting og sager og ifølge en folder, som Flemming Østergaard har oversat, kan han skabe fred, lindring, harmoni, lykke, afslapning og stor fremgang i livet ved hjælp af nogle små metalplader, som Østergaard derfor altid har i lommen. De hænger også i Parkens kontorer og på klubbens træningsanlæg. Hvem denne Dr. Shan er, og hvad hans hokuspokus går ud på, får vi desværre ikke at vide.

Som dynamisk og resultatstærk erhvervsleder, er han tit blevet opfordret til at gå ind i politik, men Flemming Østergaard har afvist, fordi der er for lang vej til beslutningerne. Dog mener han at han vil kunne løse en masse problemer på meget kort tid, hvis bare han fik magten til det. Han ved at det er hypotetisk og utopisk, men han kunne ønske sig en ordning, hvor en regering ikke kan væltes i fem år. Det var da ellers et interessant demokratisyn, som jeg godt gad høre mere om.

Engang troede han at han skulle dø af cancer, men det var heldigvis en ufarlig syste. I dag taler han aldrig om det. Nå, hvorfor dog ikke det? Angst? Fortrængning?

Nej, journalistik kan man sgu ikke kalde disse fedtede interviews med familie, venner, medarbejdere m.m., som alle som en fortæller, at Flemming Østergaard er følsom (han græder gerne), flittig, ærlig, god ved de syge og svage og en mand, man kan regne med. Han er hovedrig, men penge betyder intet. Han er magtfuld og han vedkender sig magten. Han er sine sønners bedste ven (come on, løsriv jer for fanden, manden er garanteret en god far, men I siger jo selv at I altid kom i anden række i forhold til hans arbejde, tennisaftaler, golf m.m.).

For at fuldende billedet af en kontroversiel helgen, skriver Marie Lade, at Østergaard selv har oplevet misundelse og jantelov det meste af sit liv, bare fordi han var den bedste og rigeste. Han har en ekstrem retfærdighedssans, og ene dreng sagde han fra så det kunne høres, da fysiklæreren hev Hans Rydberg (hvem han så end er?!) i øret. ”Det her er uretfærdigt. Det gør De aldrig igen!” råbte Flemming. ”Fysiklæreren fik vist en chok”, konstaterer journalisten, hvorefter hun fuldender billedet med oplysningen om at drengen fik prisen som ”Bedste kammerat på Skovshoved Skole”. Så er det at jeg lige tjekker omslaget igen: Jo, den er god nok, det er ikke en Flemming-bog af Gunnar Jørgensen, jeg sidder med, men det ligner til forveksling.

Og hvis ikke pointen er festet ind, så bliver der sat trumf på med historien om, hvordan FCK-bossen er finansiel redningsmand for Ordblindeinstituttet. Han hører i morgenradioen af de har mistet bevillinger, og uden at tørre barberskummet af kinderne, farer han af sted for at gøre noget, for hans børnebørn er ordblinde, og han ved hvor vigtigt det er, at der bliver gjort en indsats. Det lykkes ham at redde instituttet (al ære værd!) og da pressen spørger til hans motiver, stikker han – manden der ellers har ubetinget ærlighed som en ledestjerne! – en nødløgn. Don Ø lyver sig selv ordblind! Hvor stort, hvor menneskeligt, hvor moralsk.

Marie Lade skriver i øvrigt, at Flemming Østergaard hver dag får over 300 personlige mails, og at alle får svar. Den skrøne har jeg hørt før. Men så er jeg undtagelsen, for da jeg i fjor skrev en mail til don@parken.dk og klagede over en skandaløs opførsel af FCK-fans på Brøndby Stadion (de kastede øl, mønter ned på den tribune hvor jeg sad), kom der intet svar. Det bebrejder jeg sådan set ikke manden. Men jeg bebrejder journalisten, der stirrer sig blind på myten, glemmer at stille kritiske spørgsmål, ikke kan se en god historie selvom den bliver serveret for hende på et sølvfad, og derfor spiser os af med en fuldkommen ligegyldig Flemming-bog.

Som Østergaards kommercielle direktør Dan Hammer siger om sin chef: ”Han skriver for mange bøger. Hvis han fortsætter i samme tempo og lever, til han bliver hundrede år, så har han udgivet tyve bøger, inden låget til kisten smækker i. Så interessant er han altså heller ikke.”

Så sandt, så sandt…

Marie Lade: Flemming. Manden bag myten Don Ø. 288 sider, 249 kr. Ekstra Bladets Forlag.