Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 20. februar 2009.

Asyl. Overanstrengt og overopbyggelig ungdomsroman om en drengs flygtningeskæbne.

”Jeg skal kæmpe for mors ideer”

Jeg har et stort, stort problem med denne ungdomsroman. På den ene side kan jeg godt lide dens humanistiske kritik af det engelske asylsystem, på den anden side kan jeg ikke holde dens selvretfærdige og floskuløse tone ud. Lad mig vise, hvad jeg mener:

Ægteparret Fitzgerald er værtsfamilie for Alem, en asylsøgerdreng, der er halvt etiopier, halvt eritrerianer, og på flugt fra krigen mellem de to lande. På et tidspunkt siger Mrs. Fitzgerald: ”Min mand og jeg er irere. Vi er ikke født her, ved du. Jeg kom hertil da jeg var ni. Min mor og far sultede. Dette land har hjulpet os, dette land har meget at tilbyde. Men nogen gange vælger aviserne og politikerne at hakke på folk for at demonstrere deres magt og få os til at glemme de rigtige problemer. Send irerne hjem, brems de tilrejsende, stop bøsserne, skyd skylden på sygeplejerskerne og lærerne. Det sker hele tiden. Nu er parolen ’Ud med flygtningene.” Læs videre “Benjamin Zephaniah: På flugt.”

Kommentar i Weekendavisen den 14. februar 2009.

Liberalister & nazister. Venstres Ungdom lider af frihedsfilosofsforstoppelse og roterende ytringsfrihedsfis i kasketten.

I år 279 vandt kong Pyrrhus af Epirus et slag mod romerne i Heraclea og Asculum, men sejren kostede ham nærmest hele hans hær, mens romerne hele tiden fik nye rekrutter. Denne dyrekøbte sejr har siden været knyttet til kongens navn. En Pyrrhussejr, er en sejr man gerne ville have undværet, men netop sådan en sejr er Venstres Ungdom i Århus ved at vinde i disse dage. Læs videre “Pyrrhussejren i Århus”

Kommentar i Weekendavisen den 6. februar 2009.

Kommentar. En dårlig uge for demokratiet sluttede godt da regeringen fandt ud af, at dialog er nødvendig i kampen mod radikalisering.

Mens vi venter på en afgørelse fra Statsadvokaten i sagen om perkeren, der blev til en perle, kan vi overveje de sproglige aspekter:

Jøder må gerne fortælle jødevittigheder, men hvis andre gør det, er det antisemitisme. Perkere må gerne kalde hinanden for perkere, men hvis andre gør det, er det racisme.

”Perker” er naturligvis ikke en legitim menneskebetegnelse på lige fod med ”jøder”, da det har en nedsættende og destruktiv hensigt. Ordet er konstrueret af elementer fra ”pakistaner” og ”tyrker” og er en sproglig ekskludering af ”fremmede”. Alligevel kan man blandt unge indvandrere sagtens løbe på ordet, der dog ikke bare bliver brugt som et etnisk prædikat, men som et socialt. En ”perker” kan slet og ret betyde en ballademager. Ordet undergår altså en form for transformation blandt dem, det er skabt til at betegne. De unge indvandrere har – som de homoseksuelle mænd i sin tid gjorde med ”bøsse” – integreret skældsordet i deres eget sprog. Det kan man kalde at, gøre en dyd ud af en nødvendighed. Læs videre “Mens vi venter på statsadvokaten”

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. februar 2009.

Storytelling. Thorstein Thomsen om altings overflade – og det der ligger skjult under den.

Glemte minder

Thomas Grønmark er 57 år, møbeldesigner og indehaver af et stort hus med bådebro og søudsigt nord for byen, hvor han bor i et visnet ægteskab den 15 år yngre Marianne, som han ikke længere orker at forføre. ”Skal vi bolle?” spørger han uden entusiasme – og bliver ignoreret. I stedet fisker han hendes trusser op af vasketøjskurven for at tjekke om de lugter af fremmed sæd.

Til hverdag underviser Torben på Vesterbro Designskole, eller rettere: West End School of Design and Art, som den nu hedder. Da romanen åbner, er han ved at ordne sin lysbilledkarrusel med billeder af det 20. århundredes møbelkunst. Hans chef, der går meget op i at skolen skal være moderne, synlig i medierne og god til at sælge sig selv, formaner ham om, at det her er den sidste sæson med lysbilleder. Til sommer smider vi apparatet ud, siger hun, så det nærmest lyder som om, det er manden selv hun taler om. Læs videre “Thorstein Thomsen: At elske Charlotte”

Kommentar i Weekendavisen den 6. februar 2009.

Kommentar. Skal vi ikke glæde os over, at kunst og kultur bliver ved med at provokere?

Salman Rushdies De Sataniske Vers, Theo Van Goghs og Ayaan Hirsi Alis Submission og Jyllands-Postens tolv tegninger af Muhammed, udgør som bekendt en trio af udtryk, der fik rettroende muslimer til at undsige al demokratisk børnelærdom om kunstens og pressen frie ret til at ytre sig, og man behøver ikke at være profet for at forudse, at vi ikke har set den sidste konflikt med den arabiske verden, når det kommer til spørgsmål om religionskritik, satire m.m. Læs videre “Æselsex og slumhunde”