Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. oktober 2005

The History of Love. Beklager, Nicole Krauss, vi er nødt til at tale om din mands forfatterskab.

En nostalgisk drøm

Der lander en roman på mit skrivebord, som på en eller anden udefinerbar måde bærer et panser af ukrænkelighed. Dels hedder den noget så højrøvet og prætentiøst som ”Kærlighedens historie”. Dels handler den om jødisk og eksistentiel identitetssøgning i Holocausts lange skygger. Dels er den skrevet af en ganske ung næsten-debutant fra New York, Nicole Krauss, som ligner enhver intellektuel mands drøm om en million dollar baby. Læs videre “Nicole Krauss: Kærlighedens historie”

Anmeldelse i Weekendavisen den 21. oktober 2005

Tiden råber. Men er der ikke nogen kvalitativ bundgrænse for satire?

Pjatværk

Jeg håber da at forfatteren Klaus Kjøller og forlæggeren Steen Piper moret sig med at skrive og udgive ”Lingos lov”, hvor hovedpersonerne indenfor spin og politik bliver luftet i den satiriske salatslynge. Men jeg har altså lidt med at læse den. Romanen er et pjatværk, der skraber bunden i en genre, som ellers er vant til lidt af hvert. Læs videre “Klaus Kjøller: Lingos lov”

Anmeldelse i Weekendavisen den 21. oktober 2005

Retrokrimi. København, 1975. Blodig vold, bizar sex, spioner og terrorister.

Forvirrede sjæle

Sagens kolde fakta er at forfatteren og højskolelæreren Christian Dorph har slået sig sammen med forlagsredaktøren Simon Pasternak for at skrive en 480 sider stor kriminalroman med masser af blodig vold, bizar sex, spioner fra den kolde krig og venstreorienterede terrorister. Det ubesvarede spørgsmål er: hvad er forfatternes motiv? Nå, hul i det: at læse romanen er som at skære i blødt smør med en opvarmet hobbykniv. Læs videre “Dorph & Pasternak: Om et øjeblik i himlen”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. oktober 2005

At være elsket er et ansvar

”Han havde været hendes favorit blandt de voksne”. Ekstremt god roman om en navnløs, uheldsvanger kvinde.

Mage til særpræget, uheldsvanger og forknyt kvinde skal man lede længe efter, og selvom hun ler i bogens sidste sætning, skal man ikke føles sig sikker på, at hun nu også morer sig. Det er nok snarere en desperat latter, måske med et element af befrielse, efter at hun for første gang i sit liv har sat sig igennem og talt med en stemme, der for alvor kunne høres. Læs videre “Céline Curiol: Det lyserøde rum”