Jens Chr. Grøndahl: Sihaya ti amo

Skriften på væggen. Jens Christian Grøndahl spiser ravioli i nøddesovs med Seppo Mattinen, der fylder 75 år i dag.

Forvansket til genkendelighed

Det hedder sig ofte i anmeldelser af Jens Christian Grøndahls bøger, at ikke et ord er fejlplaceret, men om det er godt eller skidt, er et åbent spørgsmål. Bare se forfatterskabets romaner, der hedder sådan noget som Det indre blik, Sekundernes ensomhed og Stilhed i glas, titler med en nærmest tvungen intellektuel dybde. Der er en gravalvorlig stemning over hver eneste sætning, som om de er kalligraferet med en bedemandsagtig langsomhed der holder ethvert tilløb til humor i ave og gør al spontanitet forbudt. Læs videre “Jens Chr. Grøndahl: Sihaya ti amo”

Thomas Thurah: Begyndelsen

Skilsmisse. Det er ikke kun ægteskaberne, der er i opbrud. Det er hele samfundet.
Afslutningen

En tydelig erindring fra min barndom: Min mor fortæller, at forældrene til en af mine klassekammerater skal skilles. Der er tale om et ægtepar, jeg har kendt hele livet. Jeg går i klasse med deres datter og spiller fodbold med deres søn. Deres forældre og mine forældre er gode venner. Det er første gang, at nogen jeg kender, skal skilles. Min mor græder, og stemningen sætter klare spor i min erindring. Noget godt er sluttet dumt, det er sørgeligt. Læs videre “Thomas Thurah: Begyndelsen”

Muslimer under pres

Kommentar i Weekendavisen den 14. januar 2005

Forsvar. Hærværk mod 50 muslimske gravpladser blev mødt med total tavshed af meningsdannerne. Hvor var I henne?

Det er altid sjovere at gribe i andres, end i egen barm. Derfor er det svært at bebrejde folk som Claes Kastholm Hansen og Niels Lunde, at de efter mordet på Theo van Gogh råbte alle de venstreorienterede humanister an og bad dem aflægge regnskab for hvor og hvornår de havde fordømt drabet. Hvorfor er de intellektuelle så tavse, spurgte de, og mere end antydede, at de kulturradikale sandsynligvis havde mere respekt for den muslimske morder, end for offeret. Læs videre “Muslimer under pres”

Winkel Holm & Stjernfelt: KRITIK 172

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. december 2004

Identitetsfnidder. Henning Tjørnehøj minder om, hvad Søren Krarup sagde om ungdomsoprørerne i 1968:

Slå dem ned som gale hunde!

Kan man kritisere KRITIK for at være for akademisk? Jeg forsøgte en gang, men blev straks beskyldt for at hyppe tidsåndens antiintellektuelle kartofler – og det var oven i købet inden opgøret med smagsdommere og eksperter. Men naturligvis var jeg ikke ude på at gøre op med viden og sagkundskab. Jeg pegede bare på, at mange af tidsskriftets artikler var komplet uforståelige. Sådan er situationen stadig, men fred nu med det, for ingen – heller ikke jeg – siger at alle skal kunne forstå alt, og da slet ikke i første forsøg. Læs videre “Winkel Holm & Stjernfelt: KRITIK 172”

Flemming Chr. Nielsen: Nytårstalen

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. december 2004

Scherfigsk. Kun ved at indføre ufrihed i dag, kan vi genskabe frihed i morgen.

Gratis sindelagskontrol til alle

”Når politik udvikler sig til fantasteri, har litteraturen bare at følge med. Det gør Flemming Chr. Nielsen”. Sådan står der på flappen på den nye roman af en af dansk presses bedre lurendrejere. Og bagsiden skovler mere kul på forventningerne med fristende ord om folk der dør, internering af samfundsnedbrydende kræfter, sandhed og politik, og sabotage af statsministerens nytårstale. Man sætter straks næsen op efter en samfundssatire af scherfigske dimensioner – og et meget langt stykke hen af vejen holder duftsporet. Læs videre “Flemming Chr. Nielsen: Nytårstalen”