LIVET (OG DØDEN) I ZONEN

Posted bykro 1.000 kommentarer til LIVET (OG DØDEN) I ZONEN

Anmeldelse i Amnesty, februar 2008.

I Mexico City er de riges rigdom grænseløs og de fattiges fattigdom bundløs. Og det er ikke kun penge og privilegier, der sætter skel mellem de sociale klasser. I Rodrigo Plás nye film adskiller en sikkerhedsmur de riges kæmpevillaer fra småfolk og slumfolk i megabyens menneskehav. Men da et par fattige trænger ind i La Zona, bliver det ikke kun et møde mellem overflod og underskud. Det bliver også en dødelig konfrontation med svære spørgsmål om retfærdighed, selvtægt, mord og moral.

En voldsom storm har fat i nattehimlen over Mexico City, og pludselig bliver et kæmpe reklamebillboard revet løs. Det farer gennem luften og lander op ad en mur, der adskiller byens fattigkvarterer fra det rige nabolag, der bare er kendt som Zonen, og mens stormen forstyrrer signalerne til kameraerne, der overvåger muren, lykkes det for tre unge fyre fra slummen at kravle op ad skiltet og hoppe ned på den fashionable og forbudte side.

Inde i Zonen går de tre på jagt efter et hus, de kan bryde ind i, og mens de er ved at plyndre en villa, bliver de overrasket af en ældre kvinde, som de ender med at slå ihjel. Hushjælpen flygter og slår alarm, og pludselig er drengene omringet af sikkerhedsfolk, der skyder og dræber to af dem, mens den tredje – Miguel – flygter fra huset. Men han kan ikke komme tilbage over muren, og pludselig er han fanget i Zonen. Og jaget vildt.

Sådan begynder den uruguaysk-mexicanske manuskriptforfatter, skuespiller og filminstruktør Rodrigo Plás prisbelønnede og kritikerroste film, som på overfladen er en simpel krimihistorie. Men går man et spadestik dybere, ser man dog at filmens ærende er ganske anderledes, end den normale thrillers. De store spørgsmål, der sættes til debat handler om retfærdighed, selvtægt, mord og moral set i lyset af den sociale og økonomiske demarkationslinje, der – i fysisk form af beskyttelsesmuren – adskiller rige fra fattige i Mexico City.

Mens de tre indbrudstyve trænger ind i Zonen, fejrer Alejandro sin fødselsdag sammen med familie og venner, og alt ånder fred os idyl i velhaverenklaven. Men pludselig er der en slange i paradiset, en trussel udefra, som skal udryddes. Efter drabet går Alejandros far derfor med i et selvbestaltet korps, der beslutter at holde myndighederne udenfor og selv klare mellemværendet med den fattige flygtning i Zonen. Menneskejagten kan begynde.

Blandt Zonens rigmænd er der kun en spagfærdig enkelt stemme, der taler imod selvtægten, men han bliver hurtigt og effektivt kørt ud på et sidespor af den magtfulde elite, der mener at det er nødvendigt at slå hårdt ned på de fattige, og med liv skal liv undgælde.

Imens forsøger Miguel at skjule sig, og tilfældet vil, at han finder ly i kælderen under Alejandros hus, hvor de to jævnaldrende drenge – fra samme by og alligevel fra hver sin verden – tøvende nærmer sig hinanden. Alejandro beslutter sig til at hjælpe den desperate Miguel ud af Zonen, men de bliver opdaget af de rige menneskejægere, der mener at have retten til selv at dømme og straffe, hvilket i sidste ende betyder, at den selvbestaltede og selvretfærdige domstol, degenererer til et gadeparlament, hvor straffen er spontan og voldelig.

La Zona har vundet priser på filmfestivaler i både Toronto og Venedig, og af særlig dansk interesse kan vi lige nævne, at Rodrigo Plá nævner Lars von Trier som et instruktørforbillede, og at han i øvrigt nu arbejder på en historie om en politisk-religiøs konflikt i 1920’ernes Mexico, hvor hovedpersonen er inspireret af Søren Kierkegaards liv.

▪

Vi bliver i filmens verden, men flytter fra den virkelighedsnære fiktion til dokumentarismen. To danske instruktører, Boris B. Bertram og Rasmus Dinesen, havde nemlig i 2006 en unik mulighed for at følge arbejdet i og omkring FN’s Sikkerhedsråd i de 30 dage, hvor Danmark som midlertidigt medlemsland havde formandsposten. Aldrig før er et filmhold kommet så tæt på den politiske og diplomatiske proces, og selvom mange døre forblev lukkede, er det forbavsende hvor mange, der rent faktisk også blev åbnet for dokumentaristerne.

Vi er med når Danmarks FN-ambassadør, Ellen Margrethe Løj, slår med hammeren og erklærer møde nummer 5469 i The Security Council for åbent, og vi er med når embedsmænd, diplomater og politikere drøfter mulighederne for at få vedtaget en resolution, der skal bane vejen for indsættelse af en fredsstyrke i Darfur. Men Kina tænker først og fremmest på egne olieinteresser og Rusland plejer markedet for våbeneksport, og derfor undlader begge lande at stemme for – hvilket i realiteten betyder, at resolutionsforslaget falder, da Rusland og Kina har vetoret.

Siden 2002 har verdenssamfundet forsøgt at få en fredsbevarende styrke til Darfur, men først nu, i foråret 2008, er der – måske! – soldater på vej for at beskytte befolkningen mod de drab, voldtægter og plyndringer, som sker med den sudanesiske regerings velsignelse. Og imens har FN’s begreb ”the responsibility to protect” – forpligtelsen til at beskytte – mere været ord på papir, end aktive handlinger. Til politikernes og diplomaternes fortvivlelse.

Boris B. Bertrams og Rasmus Dinesens film beskriver de muligheder som diplomatiet har – eller netop ikke har. Og den giver interessante indblik i, hvad topdiplomaterne i det udskældte og handlingslammede FN siger til hinanden, når sagerne går i endnu en politisk hårdknude.

Zonen (Mexico, Spanien, 91 min.)
Manuskript: Rodrigo Plá, Laura Santullo. Instruktør: Rodrigo Plá.
Premiere i danske biografer den 11. april 2008

Diplomacy – the responsibility to protect.
Instruktion: Boris B. Bertram og Rasmus Dinesen.
Premiere i foråret.

KULTUR PÅ VEJ

Bucuresti
Lars arbejder som ”vagt” på et bordel i en forstad til Århus. På hans første arbejdsdag ankommer en ny pige til bordellet, Jelena fra Rumænien. Lars forelsker sig i hende, og den unge rumænske pige bliver tilsyneladende også forelsket i ham. Men er deres kærlighed overhovedet ægte, eller er den blot en flugt fra en verden af bedrag? Man mener at der er over 3000 udenlandske kvinder som er i Danmark som ofre for sexslavehandel. Bucuresti sætter krop og ansigt på nogle af de skæbner, der gemmer sig bag avisernes overskrifter og viser de lyssky mekanismer, der fungerer i underverdenen.

Manus: Lærke Sanderhoff, Morten Lundgaard. Iscenesættelse: Morten Lundgaard. Scenografi:
Marie Bøje Lundgaard. Spiller fra den 29. marts til 17. april 2008 på Svalegangen, Århus.

Marinus og Marianne
Den danske journalist og fotograf Marinus Jacob Kjeldgaard (1884 – 1964), kaldet Marinus, boede i Paris i 30’erne hvor han fremstillede satiriske fotomontager af f.eks. Hitler og Stalin. Den franske ugeavis Marianne bragte fra 1932–1940 over 250 af Marinus’ fotomontager, og den 4. oktober 1939, lige godt en måned efter invasionen i Polen, bragte avisen et forsidebillede af Hitler i malerkittel i fuld gang med at hvidte en bierstube. ”Verden ville stadig leve i fred … hvis enhver passede sit arbejde”, lød overskriften. Det franske propagandaministerium trykte 200.000 postkort og kastede dem ud over Tyskland, og billedet blev trykt i 140 amerikanske aviser og magasiner. Set med både datidens og nutidens øjne er montagerne særdeles modige, og det er ikke mindst derfor, Marinus indtager en særlig plads i fotohistorien.

Værker af Marinus Jacob Kjeldgaard. Fra den 7. marts til den 8. juni på Brandts Klædefabrik, Odense.

Join the Conversation

1000 Comments

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *