Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 1. februar 2008.

Korankritik og krigsturisme. Det norske forfatterpseudonym Erik Bakken Olafsen udfordrer grænserne, både i livet, litteraturen og den gode smag.

Norske Erik Bakken Olafsen debuterede med romanen Koranoid i efteråret 2005, altså fuldkommen simultant med at vi hernede fik karikaturerne af Muhammed i Jyllands-Posten, og det er vel i princippet kun forskellen på ord og tegninger, der gør, at det var os og ikke nordmændene, der fik fundamentalismens kærlighed at føle og måtte lægge ryg til en international krise.

I hvert fald har jeg ikke kunnet spore nogen særlig reaktion imod denne roman, hverken fra norske muslimer eller fra udlandet, og jeg skal da ellers love for, at de rettroende får et ordentligt pulver, som de fleste af Jydepottens pjevsede tegninger ikke tilnærmelsesvis kan leve op til. Læs videre “Et sygt vidne i en syg verden”

Kommentar i Weekendavisen den 1. februar 2008.

Forfatterdebatter. Hvor er de borgerlige forfattere og debattører, der både kritiserer krigerisk islam og forsvarer fredelige muslimer?

Danske forfattere er nogle kyllinger, der ikke tør sige fra overfor fundamentalistisk islam. Det siger Dansk Folkeparti, Berlingske Tidende og diverse debattører, og det kan der måske nok være noget om, for umiddelbart er det svært at få øje på Den Store Danske Islamkritiske Roman (for de talrige danske krimier om muslimske terrorister gælder vel ikke rigtig, når vi taler om forfattere og kritisk samfundsbevidsthed?). Nej, kritikken retter sig vist primært mod de ti-tolv ususal suspects, der har været skamløse nok til at tale for tolerance og imod at skære alle muslimer over én kam.

Well, islamkritik skal der til som en naturlig og nødvendig delmængde af den religionskritik, som hele tiden må oppe sig i et samfund, hvor forskellige religiøse magtstrukturer hele tiden betoner – og udbeder sig respekt for – deres tro, moral og religiøse værdier. I sagens natur må ethvert retsindigt, demokratisk væsen, forfattere inklusive, bruge sit samfundsengagement og sin skrivekunst til at advare imod religiøs fundamentalisme og gøre sit til at det sekulære demokrati, ytringsfriheden og menneskerettighederne har fat i den lange ende. Læs videre “Tapre tinsoldater”

Kommentar i Weekendavisen den 18. januar 2008.

Retsstat? Birthe Rønn Hornbech er ikke længere frihedens liberale stemme. Nu er hun tværtimod den ene minister, der skal skrive under på, at det er helt fint at udvise folk uden rettergang.

I notoriske trusselstider, skal man ikke være mere hellig end godt er, og derfor har jeg gennem de seneste år accepteret at lovgivningen skal strammes for at modvirke truslen om terror. Jeg har absolut forståelse for, at det kan være nødvendigt at kikke med i diverse mistænkelige korrespondancer på nettet, mens jeg omvendt ikke rigtig kan se, hvorfor Politiets Efterretningstjene uden dommerkendelse skal kunne tjekke hvilke bøger vi låner på bibliotekerne. Jeg synes at videoovervågning indskrænker vores individuelle frihedsrettigheder, men jeg har ikke de store principielle indvendinger imod a friendly eye in the sky, som englænderne siger, ved trafikknudepunkter og andre potentielle terrormål, mens jeg naturligvis heller ikke mener at vi skal have overvågning for overvågningens egen skyld. Læs videre “Trusselsterror”

Kommentar i Weekendavisen den 18. januar 2008.

Litteratur-tv. Gyldendals skjulte markedsføring på DK4 er sådan set helt i orden, men det genrejser bare spørgsmålet om et egentligt bogprogram på DR.

Kulturkrisen i Danmarks Radio betyder bl.a. at vi stadig savner det rene og skære litteraturmagasin på tv, som vi synes at vi fortjener, og som vi synes hører sig til. Kan være at Danmark i Kresten Poulsgaards velmagtsdage var for lille et sprogområde til at have en ballet – men af nøjagtig samme grund bør vi vel have et bogprogram på vores store public service station.

Litteratur, kritik og debat i fjernsynet, det var noget der fandtes da far var dreng, ofte beværtet af bedemænd med munkeminer. Nu til dags følger man på DR2 den filosofi, at bøgerne skal integreres i det almene programudbud, bl.a. hos de udskældte Smagsdommere, som jeg nu gerne holder hånden over, da jeg lejlighedsvis har været én af dem. Læs videre “Product placement”

Weekendavisen den 18. januar 2008.

Melankoli. Den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint reflekterer i et essay over Zinedine Zidanes skæbne ved VM finalen i fodbold på Det Olympiske Stadion i Berlin, 2006.

Den 9. juli 2006 blev en skæbnedag for boldkunstneren Zinedine Zidane hans passion, hans kunst, fodbolden. Som anfører for sit land, Frankrig, skulle han krone en ufattelig smuk karriere med endnu en ultimativ triumf – verdensmesterskabspokalen. Men i stedet for at hæve trofæet i triumf, måtte han slukøret vandre mod omklædningsrummet efter den æreløse udvisning, der uundgåeligt måtte følge hans kraftfulde skalle mod brystkassen på en modstander.

På tribunen sad den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint (ham med de minimalistiske romaner om badeværelser og fjernsyn). Han undrede sig sammen med en hel verden over, hvad det var der foregik, for udåden fandt sted mens publikums og kameraernes opmærksomhed var rettet mod bolden et andet sted på banen. Hvad var det, der skete? Læs videre “Det sorte kort”