Mens vi venter på statsadvokaten

Kommentar i Weekendavisen den 6. februar 2009.

Kommentar. En dårlig uge for demokratiet sluttede godt da regeringen fandt ud af, at dialog er nødvendig i kampen mod radikalisering.

Mens vi venter på en afgørelse fra Statsadvokaten i sagen om perkeren, der blev til en perle, kan vi overveje de sproglige aspekter:

Jøder må gerne fortælle jødevittigheder, men hvis andre gør det, er det antisemitisme. Perkere må gerne kalde hinanden for perkere, men hvis andre gør det, er det racisme.

”Perker” er naturligvis ikke en legitim menneskebetegnelse på lige fod med ”jøder”, da det har en nedsættende og destruktiv hensigt. Ordet er konstrueret af elementer fra ”pakistaner” og ”tyrker” og er en sproglig ekskludering af ”fremmede”. Alligevel kan man blandt unge indvandrere sagtens løbe på ordet, der dog ikke bare bliver brugt som et etnisk prædikat, men som et socialt. En ”perker” kan slet og ret betyde en ballademager. Ordet undergår altså en form for transformation blandt dem, det er skabt til at betegne. De unge indvandrere har – som de homoseksuelle mænd i sin tid gjorde med ”bøsse” – integreret skældsordet i deres eget sprog. Det kan man kalde at, gøre en dyd ud af en nødvendighed.

Hos politiet er man naturligvis klar over, at man ikke må bruge racistiske ord. Derfor bruger de eufemismer, altså omskrivninger af tabuiseret begreber Det kender man andre eksempler på: Vil man f.eks. have en taxa med en hvid chauffør, skal man bede centralen om en vogn, ”der kan have en hund med”. På samme måde har personalet i Københavns biografer og koncertsteder en sproglig genvej, når de ringer til politiet, hvis der en gruppe indvandrere laver ballade: ”Vi har problemer med bornholmere,” siger de.

Derfor tror jeg også gerne på politiet, når de siger, at ordet ”perle” er intern slang, som de tit bruger. Her må man blot spørge hvad ordet betegner? Er det politislang for en demonstrant? En arrestant? Eller for en – perker? Ja, politidirektør Hanne Bech-Hansen kunne ikke svare, men stod bare og så fåret ud, for hendes medarbejdere havde ikke informeret hende om, hvad eufemismen ”perle” dækker. Hvis hun stadig er i tvivl, skal hun blot tage sin mobiltelefon og skrive en sms-besked med ordet ”perker”. Ordbogen retter det straks til – ”perler”. Jeg ved ikke om det holder som bevismateriale i byretten, men den indicerer en logisk sammenhæng.

Konklusionen på denne sprogsag synes at være klar: Politiet har en intern slang om indvandrere, baserer på en eufemisme. Ærlig talt: det skal de have lov til. Men denne interne slang kom ud af kontrol og blev ekstern racisme, da politiet den 13. januar ville opløse den pro-palæstinensiske demonstration. Den betjent, hvis ordre blev fanget på bånd, påstår at han sagde ”perle”, ikke ”perker”, men retsakustiker Eddy Bøgh Brixens spektrografiske analyse nåede som bekendt frem til, at han sagde ”perk”.

Til denne sære sag, knytter sig en række problemer, der dels handler om demonstrationen, dels om anholdelsen og dels om politiets misforståede forsøg på at dække over en klar fejl. I ingen af sagerne handlede hovedpersonerne som de burde. Det skabte en kedelig uge for det danske demokrati:

For det første: Gaza-demonstrationen begyndte og sluttede eksemplarisk, og naturligvis har herboende palæstinensere en politisk og moralsk ret til at demonstrere imod Israels bombardement, men da en mindre gruppe demonstranter råbte antisemitiske slagord, gik de over stregen. Det er utrygt for danske jøder og undergravende for demokratiet.

For det andet: Politimanden sagde ”perk”. Det er et nedsættende, småracistisk ord, som en øvrighedsperson under ingen omstændigheder må forfalde til. Hvordan skal palæstinenserne forstå det på anden måde, end at politiet ser ned på dem og ikke giver dem en fair behandling?

For det tredje: Politidirektør Hanne Bech-Hansens forsøgte at sløre det faktum, at politimanden sagde ”perk”, selvom både det menneskelige øre og retsakustikerens spektrografiske analyse klart kan høre det modsatte. At Hanne Bech-Hansen – som i fjor advarede imod at skrue politiretorikken i vejret – æder sin medarbejders søsyge søforklaring, er foruroligende naivt og provokerende overfor indvandrerne. Politidirektøren skal afsløre politifejl, ikke dække over dem.

For det fjerde: Politidirektørens politiske chef, justitsminister Brian Mikkelsen, var tavs som graven. For nogle uger siden indskærpede han overfor den forhenværende PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, at han ikke måtte overskride grænsen for sin tavshedspligt. Det havde den lovlydige borger heller ikke gjort, men Brian Mikkelsen ved udmærket godt, hvornår det er opportunt for ham at tale Dansk Folkeparti efter munden. Når Bonnichsen overholder loven, men siger noget som formanden for folketingets retsudvalg, Peter Skaarup, er utilfreds med, så skal ministeren bjæffe. Men når en politimand bruger racistisk slang, skal ministeren være tavs.

Nej, ingen handlede som de burde:

Palæstinenserne burde ikke have råbt antisemitiske slagord. Det er afgørende for den demokratiske demonstrationsret, at den ikke misbruges til mere eller mindre kriminelle ytringer.

Politibetjenten burde ikke have kaldt en fredelig demonstrant for ”perk”, og burde ikke have løjet om, hvad han sagde. Ordensmagten skal ikke nedgøre folk sprogligt.

Politidirektøren burde ikke have gjort korpset en bjørnetjeneste og sig selv til grin med sin selektive bevisførelse og -hørelse. Sammenlignet med Berlingske Tidendes Cavlingpris-vindende afsløringer af politiets ophobning af svigtsager, er spørgsmålet om ”perk” eller ”perle” naturligvis inferiørt, og så meget mere uforståeligt er det, at politidirektøren ikke kvalte sagen i opløbet ved at give sin medarbejder en lille næse.

Justitsministeren burde ikke have været tavs, men benyttet lejligheden til at indskærpe korrekt sprogbrug overfor politiet. Men han fik naturligvis ikke ordet af DF, og skulle nødig have noget klinket i en tid, hvor Peter Skaarup lægger et hårdt og godt pres på for at få afdækket de mange sager om borgere, der er blevet svigtet af politiet efter den forkromede reform.

Ingen gjorde og sagde, som de burde. Palæstinensernes antisemitiske retorik, politiets småracistiske jargon, politidirektørens tåbelige røgslør og justitsministerens tavshed, udgjorde derfor i fællesskab en rigtig dårlig uge for demokratiet.

Men i kølvandsstriben på den pinagtige debat, fik vi så nyheden om, at regeringen nu mener, at dialog er en god idé, når det gælder om at forebygge radikalisering og terror blandt unge muslimer. Justitsminister Brian Mikkelsen og velfærdsminister Karen Jespersen er pludselig blevet enige med undervisningsminister Bertel Haarder og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech om, at der er brug for dialog. Man vil ellers huske at velfærdsministeren og integrationsministeren for få måneder siden flåede hovederne af hinanden i antidialogisk uenighed.

Men som justitsministeren sagde forleden, er det en opgave for PET, ikke for ministeren, at gå i dialog med radikale kredse. Dét kan der næppe herske to meninger om, og det er godt at ministeren er kommet til fornuft på dette vigtige punkt, hvor en mand som føromtalte Hans Jørgen Bonnichsen mere end nogen anden har advokeret for dialog som et middel til at skaffe viden, der kan modvirke radikalisering og udviklingen af destruktive parallelsamfund og tankesystemer. Det har han fået mange prygl for fra højre – det samme har fhv. udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, mens republikaneren James P. Cain, netop hjemvendt ambassadør fra USA, klarede frisag, skønt han mente nøjagtig det samme.

Men dialog er, som Bonnichsen hele tiden har sagt, ikke et spørgsmål om at blåstemple og ligestille antidemokratiske synspunkter med demokratiske, og kun ét virkemiddel blandt flere. Dialog er ikke en meningsudveksling, der kan falde ud til religionens eller ekstremismens fordel. Dialog er ikke et håndslag på at vi vil slække på ytringsfrihed og religionskritik. Dialog er ikke et alternativ til efterretningstjenestens overvågning og efterforskning. Dialog er derimod en demokratisk kontaktsport, hvor det gælder om at forhindre unge mennesker i at søge et ståsted i miljøer, der flirter med vold og terror.

Derfor var budskabet om regeringens nye kurs mildest talt en god nyhed, som afslutningen på en frustrerende uge, hvor de unge ”bornholmere” (Østersøens perler!) ellers var blevet skubbet endnu et nøk længere væk fra det danske samfunds integration og accept, ikke mindst af en akavet politidirektør, der i et misforstået og uoplyst forsøg på at holde hånden over sin betjent, både desavouerede de unge indvandrere og talte ned til resten af befolkningen.