Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. august 2014.

Identitet. Lisbeth Brun afslutter solidt og solidarisk sin romankvartet fra nordjyske Lendrup.

Adoption er et tema i litteraturen for tiden, hvor Maja Lee Langvad og Eva Tind har skrevet stærke bøger om deres personlige erfaringer. Men adoption er også omdrejningspunktet for Lisbeth Bruns uretfærdigt oversete romanserie fra Lendrup i Nordjylland, hvor en tanke spøger i hovedet på Helle, der blev bortadopteret straks efter sin fødsel: Vi har altid elsket dig, som var du vores egen, havde adoptivforældrene altid sagt. Jamen, hvordan kunne de vide det, når de aldrig selv havde haft et barn? Og hvad vejer mest i et menneskes liv: arv eller miljø?

Resten af livet er fjerde og afsluttende bind i en romankvartet, der også omfatter Vejs ende, Det du mister og Som brødre vi dele. Gyldendal påstår stadig, at det er ‘selvstændige’ bøger, men det er det ikke. Der er absolut ingen pointe i at læse Resten af livet, hvis ikke man har læst de tre første. Til gengæld er der rigtig god grund til at læse dem alle fire samlet. Læs videre “Hverdagsmennesker”

Weekendavisen den 15. august 2014.

Interview. I denne uge havde Rona Munros nye skuespil om tre skotske middelalderkonger premiere i Edinburgh. I trilogiens afsluttende stykke har skotternes danskfødte dronning en afgørende monolog, som kan tolkes ind i den kommende skotske afstemning om uafhængighed fra Storbritannien. Sofie Gråbøl om sit livs største rolle: Queen Margaret.

EDINBURGH
Det er et stort brød, de har slået op sammen, National Theatre of Scotland og National Theatre of Great Britain: Tre skuespil om de tre generationer af skotske konger i det 15. århundrede, der alle hed James. Tilsammen udgør The James Plays af dramatikeren Rona Munro en historisk trilogi, som havde premiere på Edinburgh International Festival i sidste uge. Siden har alle 2.000 pladser været udsolgt i The Festival Theatre i den skotske hovedstad, både til de seperate forestillinger og til de dage med ni timers maratonopførelser af alle tre stykker i rap.

I det afsluttende skuespil, James III: The True Mirror, træder en myndig og magtfuld dame ind på scenen, den skotske konges danskfødte hustru, Queen Margaret. Som 13-årig kom hun i 1468 til Edinburgh for at blive gift med den skotske kronprins i et fornuftsægteskab, som skulle bilægge en strid mellem Danmark og Skotland. Ved samme lejlighed mistede det dansk-norske kongerige både Orkneyøerne og Shetlandsøerne til Skotland. Da vi møder Margaret som moden dronning, står hun overfor en enorm opgave med at få sin skødesløse og stridslystne mand til at tage sit ansvar som skotternes konge alvorligt.

James III rager uklar med parlamentet, adelen, sine brødre, sine sønner – og sin kone. Og selvom det kommer til et brud imellem dem, er hun hans bedste rådgiver og eneste allierede. Ingen andre kan redde kongen fra at blive afsat, end kvinden, der kom til Edinburgh som en fremmed fugl. Og rollen som den intelligente og karismatiske Queen Margaret spilles af kvinden, der i de britiske medier bliver omtalt som ‘The Killing’ Star, stjernen fra Forbrydelsen, Sofie Gråbøl. Læs videre ““Åh, Gud i himlen, altså!””

Weekendavisen den 15. august 2014.

Åben by af glas. Teju Coles romandebut er en intelligent og dybsindig palimpsest.

Gennem nåleøjet

En ny stjerne på forfatterhimlen, der tog de amerikanske læsere og kritikere med storm ved sin debut i 2011. Sådan skriver forlaget om Teju Cole på klappen til romanen Åben by, og den slags bliver man jo nærmest helt intimideret af i min profession, for tænk nu hvis man ikke er enig?

Romanen har da også alle de træk, der skal til for at begå sig på både det amerikanske bogmarked, hvor den angiveligt høstede flere priser og røg ind på hele tyve avisers lister over årets bedste bøger, og på det internationale marked, hvor den er solgt til oversættelse på tolv sprog.

Teju Cole (f. 1975) er en nigeriansk-amerikansk forfatter, der skriver om en nigeriansk-amerikansk psykiater med delvis europæiske rødder på grund af en tysk bedstemor. Han føjer sig med andre ord til korpset af multilokale pendlere, der binder kontinenterne sammen, i litteraturens verden repræsenteret af blandt andre Tayie Selasi og Chimamanda Ngozi Adiche, der i maj udkom på dansk med Americanah (og gad vide om hun er den Chimamanda, der takkes i Teju Coles efterskrift?) Læs videre “Teju Cole: Åben by”

Weekendavisen den 8. august 2014.

Jens Otto Krag. Den 15. september er det 100 år siden, at Jens Otto Krag blev født. Dramatikeren Sven Holm har skrevet et skuespil om statsministeren, der havde et tvetydigt forhold til magten.

I min bogreol står et fund fra et af Fiolstrædes mange antikvariater i min ungdom, nemlig essayantologien Dansk skrivekunst, redigeret af Erling Nielsen og udgivet i Norge i 1958. På titelbladet har bogens oprindelige ejer skrevet sit navn og årstallet med blåt blæk: Jens Otto Krag, 58.

Inde i bogen ligger – nu, som da jeg købte den – en sammenfoldet seddel, der velsagtens har tjent som bogmærke. Det er en besked fra Arbejdernes Landsbank, Panoptikonbygningen, Vestebrogade 5. På et gammelt hakkebræt er skrevet ‘Konto kurant konto nr. 16498’ og navn og adresse på ‘Herr udenrigsminister Jens Otto Krag, Hostrups Have 60, V.’ Banken tillader sig at meddele, at der den 28. november 1958 via Finansministeriet er foretaget en postering på kontoen, kredit 6.300 kr. Læs videre ““Du skal hanke op i dig selv, Jens Otto…””

Weekendavisen den 8. august 2014.

Kold krig. Nina Bolt har skrevet et flerdimensionelt portræt af en kvinde, der kidnapper sine egne børn.

Søgen efter sandhed

Hvor gik Lena hen da hun gik ud? I Nina Bolts læseværdige roman, To verdener, forlader hun fiskerhuset i Tårbæk og lægger en seddel til sin mand, den lidt stive eksportchef Leo, om at hun er taget i sommerhus for at gennemtænke deres ægteskab. Men reelt rejser hun i al hemmelighed med parrets to børn tilbage til sit hjemland, Polen, for at genskabe forholdet til moren, for at opsøge sin forsvundne far – og for at finde sig selv.

Vi er i 1969, midt under den kolde krig. I tretten år har Lena boet i Danmark, som hun kom til som tolk for en maskinfabrik, der eksporterer til landene bag jerntæppet. I virksomheden traf hun eksportchefen, de forelskede sig, blev gift og fik to børn, hvorefter Lena modvilligt blev hjemmegående uden andre mål end den totale assimilations. Læs videre “Nina Bolt: To verdener”