Nina Bolt: To verdener

Weekendavisen den 8. august 2014.

Kold krig. Nina Bolt har skrevet et flerdimensionelt portræt af en kvinde, der kidnapper sine egne børn.

Søgen efter sandhed

Hvor gik Lena hen da hun gik ud? I Nina Bolts læseværdige roman, To verdener, forlader hun fiskerhuset i Tårbæk og lægger en seddel til sin mand, den lidt stive eksportchef Leo, om at hun er taget i sommerhus for at gennemtænke deres ægteskab. Men reelt rejser hun i al hemmelighed med parrets to børn tilbage til sit hjemland, Polen, for at genskabe forholdet til moren, for at opsøge sin forsvundne far – og for at finde sig selv.

Vi er i 1969, midt under den kolde krig. I tretten år har Lena boet i Danmark, som hun kom til som tolk for en maskinfabrik, der eksporterer til landene bag jerntæppet. I virksomheden traf hun eksportchefen, de forelskede sig, blev gift og fik to børn, hvorefter Lena modvilligt blev hjemmegående uden andre mål end den totale assimilations.

Hjemme i Polen driver hendes forældre et mindre landbrug. Moren har hun ingen kontakt med, for hun betragter datterens giftermål med en dansker som landsforræderi. Faren udveksler hun stilfærdige breve med. Da savnet efter Polen og det polske sprog bliver for stort, begynder Lena uden Leos vidende at besøge den polske forening i København, hvor hun møder en mand, der er særdeles velorienteret om udviklingen i hjemlandet. Fra ham hører hun foruroligende nyt om, at faren er blevet anholdt af det hemmelige politi. Lena beslutter derfor at rejse hjem. Hun hæver en stort beløb på fælleskontoen, tager børnene ud af skolen, forpolsker deres danske navne (Sofie til Zofia, Mathias til Mateusz), bilder dem ind at de skal besøge deres mormor fordi hun er syg, og efterlader Leo med en gemen løgnehistorie, som han ikke kan gennemskue.

På gården i Polen møder børnene for første gang i deres liv den modvillige bedstemor, som de ikke kan tale med. Forholdet mellem Lena og moren er anstrengt, men præges langsomt af en stille forsoning. Farens fravær ligger som en tung dyne over hjemmet, og Lena tager kontakt til en advokat, som måske kan hjælpe med at skaffe oplysninger om, hvorfor det hemmelige politi har anholdt hendes far.

Nina Bolts To verdener (en noget smagsfattige titel) er en stabilt skrevet roman om den geografiske, kulturelle og sproglige splittelse, som et eksil altid medfører, og som giver Lena en følelse af at være udenforstående. Når hun nærmer sig sit modersmål, føler hun at hun bedrager Leo og Danmark, fordi hun mærker hans forventning om en gennemført fordanskning. Ikke fordi han mener at hun bør være taknemmelig over at leve i den frie verden, for egentlig er Leo alt for pragmatisk til at have høje idealer om politik, men fordi han mener, at Lena må tilpasse sig hans hjemland på bekostning sit eget.

Leo og Lena, Danmark og Polen, udgør de to verdener, som ligger i romanens titel. Men det egentlige drama er naturligvis splittelse mellem ægtefællerne, hvor Leo er den tilfredse stivstikker, der ikke ser, at hans kone er fanget i eksilet som et følelsesmenneske med et uforløst potentiale. Men først og fremmest er romanen en fortælling om søgen efter sandhed og rødder. Lena må vide, hvad der er sket med hendes far og det kan hun kun, hvis hun vender tilbage til sit udgangspunkt. Leo må vide, hvorfor hans kone har forladt ham med en løgnehistorie, og det kan han kun finde ud af, hvis han stikker snuden i sporet. Og børnene må vide, hvorfor de er blevet tvangsflyttet fra deres hjem og skole.

Det fascinerende ved Nina Bolts roman, er dens overraskende forskydning i tid og geografi og for så vidt også kønsroller. At henlægge denne fortælling til den kolde krigs tid og gøre kvinden til kidnapperen, giver romanen en stærk tilføjelse af psykologisk spænding. Man bør nemlig ikke overse det faktum, at Lena uden ret tager børnene ud af skolen og tager dem med til et land, hvis sprog de ikke kender, bare fordi man har sympati for hendes behov for at bryde sig selv fri. Hvis nu romanen havde handlet om en irakisk mand, der tog sine to børn med fra Danmark til Irak uden deres danske mors vidende og ønske, ville man næppe have den store forståelse for hans behov for at vende hjem til rødderne.

Pr. instinkt støtter man jo gerne kvinder, der bryder ud af lænkerne, men jeg må tilstå at jeg har svært ved at snuppe den måde, Lena behandler sine børn på. Den fysiske flytning ligner et psykologisk overgreb. Det, der – moralsk set – redder Lena fra den uretfærdighed, hun udsætter børnene og Leo for (og her mener jeg ikke ønsket om skilsmisse), er hendes forsøg på at opspore faren i fængslet. Det viser sig at det paranoide hemmelige politi har fulgt ham i årevis, fordi han har haft kritiske holdninger til regeringens regionale landbrugspolitik, og det diskrete portræt af det kommunistiske styres brutalisme står fint i romanen, side om side med den gamle mors resignerede fædrelandskærlighed og frygtdrevne respekt for staten.

Nina Bolts To verdener føjer sig til mange af tidens andre romaner om transnationale identiteter. Den tidsmæssige placering tilføjer et relevant lag af samtidshistorie og giver os mulighed for at se også ægteskabet som en kold krig, to men det helt afgørende interessante, er skildringen af Lena, der på den ene side tilkalder sig al vores solidaritet, når hun søger sandheden om sin far, og på den anden side selv optræder med samme magtarrogance som den uigennemskuelige stat, når hun gør sine børn fortræd ved at fjerne dem uden forklaring. Et meget spændende, flerdimensionalt kvindeportræt.

Nina Bolt: To verdener. 272 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.