“Maria, nu er det over os!”

Weekendavisen.dk den 13. september 2023

Ordskælv. I 1960 blev Agadir i Marokko ødelagt af et jordskælv. Den svenske forfatter Artur Lundkvist var til stede og skrev et banebrydende langdigt.

Den 29. februar 1960 var to bohemer fra den svenske litterære elite på rejse i Agadir, Marokko.

Artur Lundkvist var en kendt og respekteret digter, kritiker og venstreintellektuel med et lille affekteret overskæg. Som toneangivende medlem af Det Svenske Akademi svingede han taktstokken, når årets modtager af Nobelprisen i litteratur skulle vælges.

Hans hustru, Maria Wine, var også en etableret lyriker, og med sit lange røde hår og sorte solbriller lignede hun en vaskeægte filmdiva – men oprindelig hed hun Karla Petersen og var et dansk børnehjemsbarn, som var vokset op hos sin moster og onkel på Amagerbrogade. Læs videre ““Maria, nu er det over os!””

Idealer i frit fald

Weekendavisen den 1. september 2023

Ø. Dansk debutant rapporterer fra Stillehavsøen Nauru som asylsøgerfængsel og en tysk generationsstemme analyserer hvad en mikrostat er.

Tahir Mirza: Nauru. 288 sider, 199,95 kr. Gyldendal.

Theresia Enzensberger: På havet. På dansk ved Karen Tortzen. 278 sider, 269 kr. Forlaget Etcetera.

Lang pokker i vold ude i Stillehavet, tæt på Ækvator og fire og en halv times flyvetur fra Australien, ligger 20 km² aflejret havefuglelort, også kendt under navnet Nauru, en selvstændig republik og en af verdens mindste stater.

Herude udspiller sig en underrapporteret humanitær tragedie i form af de brutale australske detentionscentre, hvor asylsøgere på flugt fra alverdens helvedeshuller bliver tilbageholdt år efter år.

Australien håndhæver en kompromisløs politik overfor flygtninge, der alle som én bliver sendt til Nauru, hvor private firmaer styrer centrene på vegne af de australske myndigheder.

I 2018-19 arbejde afghansk-danske Tahir Mirza (f. 1987) på Nauru som tolk for Læger Uden Grænser. Senere uddannede han sig på Forfatterskolen, og hans litterære debut, der slet og ret hedder Nauru, er baseret på hans erfaringer fra øen. I romanen hedder tolken blot Samar, og han er udstationeret for rådgivningsorganisation International Psychology Service (fiktiv).

Vi følger Samar og hans kolleger, når de møder asylsøgerne, der hutler sig igennem på bedste vis, mens håbet om at blive udvalgt til asyl i Australien fortoner sig i miserabilitet og mismod.

De flygtedes egne fortællinger er – noget vilkårligt – lagt ind som selvstændige stemmestykker om forfølgelse, krig, flugt og angst. Gennem denne perspektivforskydning får vi flygtningenes blik på Samar, og i glimt bliver der vendt op og ned på styrkeforholdet. Samar taler om, hvor svært livet på øen er, da han har været der i fire måneder: ”Stærke er I, der stadig holder ud,” siger han (med en ærgerligt klodset sætning), hvilket får en af flygtningene til at tænke:

”Jeg har lyst til at spørge, hvad han egentlig ved om livet her på Nauru? En fri mand, der kommer for at tjene penge på os, og så sidder han der og prøver at vise sin skemalagte sympati.”

Denne vinkel skærpes mod romanens slutning, hvor en anden flygtning kritiserer det australske system for at være ondskabsfuldt. Det hele er løgn og lidelse, siger han: ”De lyver, vi lider.” Da en af rådgiverne siger, at det er vigtigt for hende at vide, om manden selv lider, svarer han syrligt, at det nok er vigtigt for hende nu og de næste tyve minutter, men hvad så bagefter? Svaret giver han selv:

”Så siger vi tak for i dag, og du skriver noget ind på din computer, mens jeg går tilbage til lejren og dør lidt hele tiden på vejen. Endnu en samtale med en psykiater, og endnu engang ingenting. Har du set, hvordan vi lever på den her hæslige ø? Det eneste, der er smukt, er solen, men kun når den går ned og efterlader os i mørke.”

Nauru er en roman med hjertet på rette sted, og den rummer mange velplacerede pointer om politik som en sag for blinde øjne og tomme hjerter, som en af romanens flygtningestemmer formulerer det.

Romanen kan altså ikke siges fri for at spænde det litterære for det humanitære. Selv jeg – som faldt i den humanitære suppe som barn – kan mærke den ”skemalagte sympati”, som romanen ellers selv holder ud i strakt arm. Men jeg har altså ikke brug for at få bekræftet min egen empati, når jeg læser romaner.

Tahir Mirza skriver stabil ordinærprosa, men sproget slår aldrig gnister, og tonen er lavmælt på en måde, der står i sær kontrast til Nauru som den desperate undtagelsestilstand af en menneskelig losseplads.

Til sidst får vi en fornemmelse af den konspirationstænkning og paranoia, som er en del af tilværelsen for det menneskelige vraggods, som australierne betaler nauruerne for at opbevare. Her er ansatsen til en konfliktfortælling, som måske kunne have givet romanen de modhager, den mangler.

Anderledes litterær tilfredsstillende er tyske Theresia Enzensbergers komplekse scifiroman På havet, hvor Nauru også spiller en lille, vigtig rolle. Vi er i en ikke nærmere defineret fremtid, hvor Berlin har været oversvømmet af en flodbølge. Nyt spekulationsbyggeri er skudt op, og de fattige bor i telte i Tiergarten.

Romanen falder i tre sammenvævede spor:

Den 17-årige Yada bor på en kunstig ø i Østersøen, Seestatt, udtænkt og bygget af hendes far, en flamboyant filosofisk-aktivistisk entreprenør, der ville skabe et alternativ til det kapitalistiske kaos på kontinentet. Men efter ti år er ideerne om en selvforsynende frihandelszone med et beboelsesskib til arbejderne som drabantby gået i vasken, og Yadas far minder nu om Amdi fra Tvind.

I Berlin lever den anarkistiske og skandaliserede konceptkunstner Helena et besynderligt liv som ufrivilligt åndelig leder for en slags neoliberalistisk kult, som er opstået omkring hende. I et kunstprojekt kom hun med nogle profetier, som viste sig at gå i opfyldelse, hvorefter hun fik orakelstatus. Nu kæmper Helena for at kunne leve i fred, men berømmelsen er en klods om benet.

Mellem kapitlerne om Yada og Helena står en række saglige tekster under betegnelsen Arkiv. De oplysende og underholdende tekster – som er en del af et af Helenas værker – omhandler otte aparte statsdannelser fra historien, både autentiske og syntetiske. På den måde stiller Arkiv-teksterne Seestatt i perspektiv og etablerer en forbindelse mellem Yada, hendes far og Helena.

Theresia Enzensberger (f. 1986, journalist, forfatter, generationsstemme, og ja, datter af Hans Magnus) har et godt, kritisk øje til den utopiske idé om at skabe en idealstat fra bunden af, og hendes nærfremtidsroman (oversat til flydende dansk af Karen Tortzen) fremstår som en tankevækkende analyse af ethvert kunstnerisk, kommercielt, socialt eller nationalt mikrokosmoseksperiment.

I romanens Arkiv finder vi blandt andet en beskrivelse af østaten Nauru. Theresia Enzensberger skriver om den europæiske kolonisering af Stillehavet og udbytningen af Naurus fosfat, som alle andre end nauruerne selv tjente store former på.

Da fosfatreserverne blev udtømt i 1990’erne, slog nauruerne sig dels på lyssky bankforretninger for skatteunddragere, dels på handel med nauriske pas til russiske oligarker, terrorister og andre svindlere, der havde brug for en ny nationalitet.

I 2001 indgik Nauru så en aftale med den australske regering om at huse alle de asylsøgere, som Australien siger no way til. For at holde disse mennesker fængslet på ubestemt tid, fik Nauru dengang 30 millioner dollar om året. Der rapporteres løbende om overtrædelser af flere FN-konventioner, inhuman behandling, selvskade og selvmord blandt de desperate asylsøgere. Men alligevel har den australske model inspireret Danmark til en lignende løsning for afviste asylsøgere, nemlig Lindholm i Stege Bugt (de planer blev senere droppet), skriver Theresia Enzensberger. Og så konstaterer hun, at nauruerne har mistet kontrollen over deres ø.

Mens Tahir Mirzas Nauru-roman er skrevet som konkret realisme, er Theresia Enzensbergers afdækning af mikrostaterne først og fremmest en analyse af idealer i frit fald. Gennem den dristige og sandhedssøgende systemkritiker og den kompromisløse kunstner skildrer På havet to systemer – øen og kulten – der imploderer.

Som i alle gode litterære dystopier ser vi det hele gennem den velopdragede borger, der pludselig finder mod til at være fritænker, og Theresia Enzensbergers læseværdige roman føjer sig dermed til rækken af spekulative fiktioner om, hvad der sker, når idealisterne korrumperer deres egne idealer og magt, kontrol og mistro overvinder friheden.

En ørkenvandring

Weekendaviden den 1. september 2023

Erindringsroman. Den sidste fjerdedel af Anne B. Ragde nye bog er tænkt som en kulmination, men er et kollaps.

Anne B. Ragde: Mor og mig. På dansk ved Camilla Christensen. 280 sider, 279,95 kr. People’s.

Sjældent – eller snarere: aldrig – har jeg i mit professionelle liv læst noget så forbryderisk overflødigt som den sidste fjerdedel af Anne B. Ragdes ellers ret herlige da-dum-da-da-dej-erindringsroman, Mor og mig.

Den jævnt muntre bog holdt fint skansen, ja faktisk mere end det, frem til side 229, men derfra og de næste 70 sider, er der tale om et stejlt styrtdyk af ligegyldig plapren, som bunder i et fejlslagent litterært jugement.

Anne B. Ragde (f. 1957) er et fænomen i nyere norsk litteratur. Romanserie om Neshov-slægten fra Trondheim (Berlinerpoplerne og fem følgende romaner) gav hende i 2007 et litterært, folkeligt og kommercielt gennembrud, først i Norge, senere på det internationale bogmarkedet, hvor bøgerne har solgt i flere millioner eksemplarer og gjort sin forfatter elsket og stenrig. Læs videre “En ørkenvandring”

Cykelfeber

Weekebdavisen den 18. august 2023

Cykelmyten. I København er der nu flere ladcykler, end børn i alderen 0-4 år. Verdens bedste cykelby er ved at segne under vægten af sin egen succes.

I sidste uge gik jeg morgentur på Nørrebro med en slumrende baby i en smidig barnevogn, mens forældrene prøvede at indhente noget forsømt nattesøvn.

I Asminderødgade siksakkede jeg mellem ladcykler, der var boltet til nedløbsrør og smedejernsgelændere, inden jeg til sidst måtte opgive fortovet på grund af skødesløst og hensynsløst parkerede cykler.

Da jeg nåede hjørnet af Fredensborggade og Lundtoftegade, var to unge kvinder ved at skråparkere deres cykler, så de dækkede hele fortovets ene fliserække. Også det forekom mig at være temmelig hensynsløst. Læs videre “Cykelfeber”

Magteliten i folkehjemmet

Weekendavisen den 16. august 2023

Palme. Lena Anderssons underholdende og tankevækkende konspirationsroman om mordet på en statsminister er inspireret af uvirkelige hændelser.

Lena Andersson: Koryfæerne. En konspirationsroman. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 240 sider, 300 kr. C&K.

Den svenske forfatter Lena Andersson er en intellektuel figur af den slags, vi mangler i Danmark. Som debattør og lederskribent i Svenska Dagbladet er hun original, kontroversiel og frygtløs, og som romanforfatter formår hun at gøre analytisk samfundskritik til bestsellerlitteratur.

I Koryfæerne skriver Lena Andersson om nationaltraumet fra den 28. februar 1986: Mordet på statsminister Olof Palme. I et konkret og realistisk formsprog fortæller hun fra en forklædt, men genkendelig og gådefuld virkelighed, og med en herlig selvironisk og selvbevidst undertitel og genrebetegnelse: Konspirationsroman. Læs videre “Magteliten i folkehjemmet”