Weekendaviden den 1. september 2023
Erindringsroman. Den sidste fjerdedel af Anne B. Ragde nye bog er tænkt som en kulmination, men er et kollaps.
Anne B. Ragde: Mor og mig. På dansk ved Camilla Christensen. 280 sider, 279,95 kr. People’s.
Sjældent – eller snarere: aldrig – har jeg i mit professionelle liv læst noget så forbryderisk overflødigt som den sidste fjerdedel af Anne B. Ragdes ellers ret herlige da-dum-da-da-dej-erindringsroman, Mor og mig.
Den jævnt muntre bog holdt fint skansen, ja faktisk mere end det, frem til side 229, men derfra og de næste 70 sider, er der tale om et stejlt styrtdyk af ligegyldig plapren, som bunder i et fejlslagent litterært jugement.
Anne B. Ragde (f. 1957) er et fænomen i nyere norsk litteratur. Romanserie om Neshov-slægten fra Trondheim (Berlinerpoplerne og fem følgende romaner) gav hende i 2007 et litterært, folkeligt og kommercielt gennembrud, først i Norge, senere på det internationale bogmarkedet, hvor bøgerne har solgt i flere millioner eksemplarer og gjort sin forfatter elsket og stenrig.
I Mor og mig vender Anne B. Ragde tilbage til et stof, hun tidligere har brugt i sin debutroman, En tiger for en engel (på dansk 2011), hvor hun skrev et romanportræt af sin mor, en ukuelig kvinde, som hutlede sig igennem som fabriksarbejder på nathold efter en bitter skilsmisse.
Der står ”roman” på omslaget, men man fornemmer ingen fiktiv overbygning på erindringen. Tværtimod fremstår det hele som Anne B. Ragde kommentarspor til sit eget skønlitterære forfatterskab.
Muttra og meg, hedder bogen på norsk. ”Muttra” er kaldenavnet for moren, der hed Birte og stammede fra Amager. Hvorfor dette norske ord ikke er oversat til ”Mutter”, forstår jeg ikke rigtig.
Muttra kom altså til Norge fra Danmark, hvor hun lidt tilfældigt stiftede familie. Efter forældrenes brud, vokser Anne op med sin mor og lillesøster Eva. For moren handler det om at bevare en facade af værdighed. Derfor bilder hun naboerne ind, at eksmanden betaler underholdsbidrag, men det gør han ikke. Hun lever af socialhjælp fra kommunen, hvilket er flovt. Senere tager hun job på plasticposefabrikkens nathold.
Anne og hendes søster vokser op i skyggen af skilsmissen traumer og tabuer, og forholdet til faren bryder sammen i løgn og skam. Men morens ukuelighed går igen i pigerne, der begge driver det vidt. Mens Anne bliver en succesfuld forfatter, er Eva B. Ragde en kendt og respekteret kriminaltekniker. Begge er så store kendisser, at de er med i et eller andet norsk reality-tv.
De første tre fjerdele af Mor og mig slentrer derudad i fin stil. Anne B. Ragde fortæller gavmildt og stedvis interessant om sin vej til gennembruddet. Hun arbejder i reklamebranchen og ved ikke meget om litteratur, men hovedet er fuld af historier og behovet for at skrive er enormt. Desværre er der hele tiden et ægteskab i vejen, men efter den tredje skilsmisse, får hun endelig mulighed for at skrive uden at føle dårlig samvittighed over at svigte sin mand.
Dette selvportræt er både rørende og interessant. Anne B. Ragde lyder hovedrystende nok som en af de kvindelige emancipationsforfattere fra det moderne gennembruds tid for halvandet hundrede år siden.
Et langt stykke af vejen er Mor og mig en munter erindringsbog fra en folkekær forfatter. Harveriet sker først, da Muttra skal have indopereret en ny hjerteklap, og Anne B. Ragde lover sin solelskende mor en rejse til Omans ørkenvarme, når hun er blevet rask igen.
På denne rejse skriver Anne og Muttra breve hjem til familie og venner, og bogens sidste del består af genoptryk af disse e-mails plus nogle af forfatteres nye kommentarer. Det handler blandt andet om vejret, arkitekturen og den umådelige luksus, som den generøse Anne forkæler sin fattige mor med. Efter hjemkomsten fortæller Muttra, at hun har læst brevene højt for sine naboer: ”De var ved at dø af grin, Anne, du skulle have været der.”
Ja, man skulle nok have været der selv. Men det var man ikke. Gengivelse af de gamle rejsebreve er ulidelige, og i al deres familiære privathed er de simpelthen ikke værd at læse for udenforstående.
Anne B. Ragde skriver, at hun altid gør sig meget umage med at skrive sine bøger, så læseren opfatter dem som enkle, men ikke banale. Med den ørkenvandringen i Oman opnår hun desværre det stik modsatte.
Den sidste del af bogen er vist tænkt som en kulmination, men den er et kollaps. Anne B. Ragde tror vist, at vi alle finder hende og hendes mor så knuselskelige, at vi vil labbe deres ligegyldigheder i os. Det er en fejlbeslutning, der føles som en fornærmelse.