Weekendavisen den 10. april 2026
Virkeligheden. Gunnhild Øyehaug borer i grænsefladerne mellem det formelle og det surreelle. Det er for meget af det gode, men ikke helt til at stå for.
Gunnhild Øyehaug: Her kommer solen. Oversat af Sara Koch. 180 sider. 249,95 kr. Turbine.
En kvinde bor i et hus uden kloak. Midt om vinteren bærer hun sin toiletspand ud i haven, hvor hun må hakke i bunken af gammel lort for at få plads til den nye. Slut.
Sådan lyder plottet i en roman, som den 49-årige forfatter Helga Mork kunne tænke sig at skrive. Vi møder hende som fortælleren i norske Gunnhild Øyehaugs Her kommer solen, en skæv og kæk roman, der borer i grænsefladerne mellem det formelle og det surreelle.
Helga bor alene i et hus på en bakkeskråning. Hendes søn er flyttet til en fjern by, og der er ikke andet familie, men et sted i periferien findes en fortrolig veninde, Irina. Til hende siger Helga om sig selv: »Jeg er en myre ingen vil have i deres myretue.«
Da Irina kommer med indvendinger, uddyber Helga: »Har du, når du har stået og set på myretuer, Irina, nogensinde set en grublende, negativt indstillet myre stoppe tankefuldt op, tabe bladet den bærer, samle det op, lægge det fra sig igen, gå i en anden retning, protestere mod hele myrekonceptet?«
Helga er altså en eremit, der protesterer mod hele menneskekonceptet. Derfor læser hun kun romaner om kvinder, der lever uden for civilisationen i »stenhuse trukket ud af klipper på de britiske øer« eller i »et gammelt murstenshus med dårlige elektriske løsninger i Polen, midt i en snefuld, kold vinter«, eller om »kvinder der kørte i bil fra motel til motel i USA og fandt mærkelige ting gæster havde efterladt i kommodeskuffer på moteller« – eller: »kvinder der havde mange store hunde, og som gik med solbriller både inde og ude«.
Vi har her en variant af Katrine Marie Guldagers vrede kvinder.
Uden for Helgas hus ligger en stor vandreblok fra istiden. Geologisk set befinder den sig ikke i sit rette element, men er blevet slæbt hertil og efterladt af isen engang i tidernes morgen. Helga tænker på vandreblokken som sin egen metafysiske gravsten, og med en vis malice noterer hun: »Opsummeret: sten, mig, tomhed.«
En dag flytter et ægtepar ind i nabohuset. De er begge kendte succesfulde forfattere, der har boet mange år i London, og Helga begynder at udspionere dem, især manden, som hun føler sig stærkt tiltrukket af. Han arbejder på en roman om de tre centimeter, som filosoffen Wittgenstein ville hæve loftet i sin hytte i Norge.
Helga lejer et forladt butikslokale for at få ro til at skrive, men pludselig bliver hun opslugt af betongulvet, hun falder »som en ål gennem vand«, og pludselig befinder hun sig et sted, hvor der med »spøgelsesagtige, blege bogstaver« står »VIRKELIGHEDEN« på væggen. Et parallelunivers? En psykisk projektion?
GUNNHILD ØYEHAUG – som vi kender på dansk fra Vente, blinke (2010), Undis Brekke (2014), Knuder (2018), Præsens Maskine (2020) og Onde blomster (2022) – er ikke en forfatter, der går tretten af på dusinet. Hun er original, anderledes og hæmningsløst fantasifuld, hvilket både kan være en force og en hæmsko.
Med en faible for det mærkelige, forvrængede og forskudte – der minder om både Alice i Eventyrland, Lydia Davis og Erlend Loe – skaber Gunnhild Øyehaug en krybende, skør og unheimlich stemning. Det kan være meget inciterende, af og til forførende, af og til bare fjollet, men i længden bliver grundtonen anstrengt.
Gunnhild Øyehaug har en tydelig pointe med at studere menneskelivet gennem en grotesk lup, og jeg anerkender hendes hittepåsomhed og menneskeanalytiske bestræbelse, men idémassen er for kompakt. Grotesk humor er et tveægget sværd. Hvis den ikke rammer rent, kommer den nemt til at virke søgt og gemacht.
Mest interessant er tvesynet på verden og de sanseindtryk og vrangforestillinger, der forandrer Helgas formelle-reelle virkelighed. Før hun falder gennem gulvet i butikslokalet, hører hun hviskende stemmer, som viser sig at stamme fra Virkeligheden. Pludselig tænker Helga på Rygtets Hus i Ovids Metamorfoser, et hus der fra universets centrum opsamler og videresender alle rygter og al hvisken fra hele verden – nu også et rygte om naboen, som Helga er forelsket i.
Her kommer solen er tænkt som en fortælling om forelskelse og fortabelse, men som sådan vækker den mig ikke. Til gengæld er romanen en guldgrube for læsere med interesse for kulturhistoriske referencer og drømmetydning,
Symbolik (vandreblokken!) og litterære metakilder (en god udfordring til en vaks specialestuderende), herunder en ret sjov dobbeltbundet applikation med et essay om Shakespeare, som Helga Mork skriver.
Mens jeg læste, kunne jeg mærke en irritation over romanens forcerede underfundighed, men nu hvor jeg skriver om den, mærker jeg en vis forsoning. Gunnhild Øyehaug har skrevet en roman, der er for meget af det gode, men ikke helt til at stå for.