Weekendavisen den 2. april 2026
Mørke. Efter et styrt må en tidligere professionel cykelrytter revurdere sit selvbillede. Olivier Haralambon har skrevet en fin og tænksom bog om pludselig at blive gammel.
Olivier Haralambon: En mands krop. Oversat af Peer Bundgaard. 144 sider, 200 kr. Forlaget Bobo.
Min ven skorstensfejeren fyldte 70 forleden, og hans body age er lige blevet målt til 20. Hvordan i alverden? Jo, manden kan andet end at tage sod ud og syne brændeovne. Han har en livslang fiksering på elitesport, var landsholdsbryder som ung og slog sig på cykling i en moden alder. Nu går han for tredje gang efter guldet i sin aldersklasse ved DM i landevejsløb.
Illustration: Liv Lansner
Som træningsjunkie har min ven valgt den måske sundeste af alle narkomanier. I stedet for at nedbryde sin krop bevarer og beskytter han den, ganske vist på en lidt småpervers måde, som han har tilfælles med andre misbrugere af ædle sportsgrene. Som nu den franske forfatter og forhenværende professionelle cykelrytter Olivier Haralambon i sin nye bog, En mands krop, hans tredje på dansk, en lille perle om »at styrte ung og rejse sig gammel«.
I et filosofi-essayistisk soloridt reflekterer forfatteren frit og begavet over sig selv, sin krop og sin selvforståelse efter et benhårdt styrt i asfalten. På en træningstur sammen med en aktiv Tour de France-rytter (ifølge pressemeddelelsen Romain Bardet, i bogen omtalt, uvist hvorfor, under aliasset Françoise-Xavier Tempo) mister dækkene vejgreb under den 50-årige Olivier Haralambon.
Et »stort brag af mørke ramte verden«, og rytteren falder »lige så tungt som en værktøjskasse«.
»Jeg fik mig op på en albue, jeg forsøgte at krybe væk fra biltrafikken, men smerten talte mig fra det med den mest indiskutable autoritet, så jeg blev liggende dér midt på vejen. Lige så stille lagde jeg mit hoved ned mod den. Det er ikke ofte, at man stille lægger sin kind mod asfalten, tænkte jeg. Tempos aflange ansigt aftegnedes mod en sølvfarvet baggrund af skyer, hjelmen lå tungt over hans øjne som en klippeafsats. Han stod lænet ind over mig, forlegen, med strakte arme og hænderne på de bøjede knæ.«
Jeg har set min ven skorstensfejeren være i nøjagtig samme situation for nogle år siden. På opløbsstrækningen ved et DM på en jysk landevej, medaljerne lige til at gribe ud efter, skred han i glatføre og smadrede hoften. Jeg foreslog, at tiden var inde til at stoppe med konkurrencesport, og i et svagt øjeblik gav han mig ret. Men så begyndte han at genoptræne med kroppen fuld af implantater. Han ville op på sadlen igen, han ville være stærkere og sejere end nogensinde før. Det lykkedes.
NÅR OLIVIER HARALAMBONS bog minder mig så meget om min ven, er det, fordi den ikke kun er en personlig kriseberetning, men en lille kondenseret mentalitetshistorie om den midaldrende og ældre mands idé om ungdommelighed og udødelighed. Hør bare, hvordan den havarerede forfatter når frem til et nyt selvbillede:
»Jeg, der for tyve-femogtyve år siden havde været en hæderlig atlet, måtte nu vinke farvel til den status. Slut med eksrytteren-der-stadig-har-bevaret-noget-af-sin-klasse. For selv om jeg havde mistet enhver konkurrencelyst og vilje til at være i topform, havde jeg længe gjort mig umage med at holde facaden i stand. Karrosseriet. Jeg var forblevet slank, næsten skarp, og jeg havde altid sørget for at træne tilstrækkeligt til at kunne gøre et godt indtryk på de korte distancer. Men nu var jeg nødt til at opgive selv dette uskyldige spilfægteri.«
Olivier Haralambon havde som professionel været i den zone, som min ven skorstensfejeren stræber efter i sin alderstegne amatørisme, og han havde fundet sig til rette i sit otium. Men styrtet flyttede ham, for hvad er eksrytteren, når han ikke engang længere er forhenværende?
»Enhver, der kommer til skade, efterlader sin krop på ulykkesstedet. Han må tage bolig i en anden krop, der ikke i så høj grad er svækket, som den er forandret. Han må reinkarnere sig selv. Og selv om livet fremstår med en illusorisk kontinuitet i vores fortællinger, består det i grunden snarere af en lang række hamskifter – man kunne næsten tale om sjælevandringer. Sjælen hager sig fast til den forslåede, forrykkede krop.«
Jørgen Leths læsere vil kunne lide denne lille, dybe bog, især er der et fællespunkt, når det handler om alder og svækkelse. Forskellen er blot, at Olivier Haralambon skriver en erfaringsbaseret poetisk prosa, hvor manden og cyklen ikke er iagttaget udefra, men oplevet indefra, og derfor står den lille bog så skarpt i sin beherskelse af den tænkende hjerne i den trampende krop.
Det er en ualmindelig, fin og tænksom bog om kroppen som kød, om alder og ambitioner, om maskulinitetspsykologi og tilværelsens etaper. Og derfor lagde jeg mit anmeldereksemplar af En mands krop på den cyklende skorstensfejers gavebord.