Weekendavisen.dk. den 15. april 2026
Fællesskab? Nanna Holm debuterer med en bemærkelsesværdigt god roman om at finde, forjage eller forsone sig med fortidens spøgelser.
Nanna Holm: Røde Port. 530 sider. 299,95 kr. Gutkind.
I en individfokuseret tid, hvor solidariteten er under pres – fra familiernes fællesskaber til nationernes sammenhold – bør man bemærke, at romanforfatterne har taget 1930ernes gamle kollektivroman til sig.
Fra eksempelsamlingen: Kim Fupz Aakeson bruger fængslet som samfundssymbol i Fangeleg, Anna Elisabeth Jessens Hjemsted viser identitetsgeografiske konflikter i det splittede Sønderjylland, Anne Lise Marstrand-Jørgensens Ræveår anvender øen Læsø i 1780 som mikrokosmos, Linea Maja Ernst beskriver i Kun til navlen unge venner i et sommerhus, Suzanne Brøgger fokuserer i Mischling på gamle venner på et slot, og Deniz Kiy lader Blokkene udspille sig i et socialt boligbyggeri.
Familien, fængslet, landsdelen, øen, sommerhuset, slottet, ghettoen – alle romanerne siger noget om vores liv nu og her, og med Nanna Holms bemærkelsesværdigt gode debutroman, Røde Port, bliver det idealistiske kollektiv selv centrum for en kollektivroman.
Vi er på Langeland i slutningen af 1980erne, hvor et epokeskifte står for døren. En gruppe venner fra et bofællesskab i København har skabt et fritidskollektiv i en gammel villa, Røde Port, som de vender tilbage til hver sommer med alle deres drømme og idealer om at komme hinanden ved – men samtidig er det vigtigt at realisere sig selv. De kollektive forpligtelsers uundgåelige konflikt med det individuelle behov er hele tiden klar til at bryde ud.
I denne gruppe vokser tre børn op. Mona, Gry og Aske er ikke i familie med hinanden, men i praksis er de så nært forbundne, som var de søskende. I romanens krydsklip til deres voksne nutid er de stadig tæt på hinandens problemer, der naturligvis har en forankring i fortiden.
Aske drikker for meget, han svigter både sin søn, sin gamle mor og vennerne. Der hviler en undergangsstemning over ham, en selvopløsende drift, som måske hænger sammen med uvisheden om, hvem der var hans far.
Gry har et stabilt arbejde som specialkonsulent i en styrelse, men hun har aldrig etableret sin egen familie. En gammel flamme – eller to? – nævnes, men de forbliver ubekræftede muligheder i horisonten.
Mona er freelancegrafiker, mor til to, gift med Jeppe, en berømt (men ikke berømt nok) samfundsforsker, der føler sig forbigået og overhalet, men liver op, når han bliver inviteret med i tv eller en podcast. Hans talent for mansplaining er lige så stort, som hans sociale opmærksomhed er minimal. Mona gør klar til exit.
I 1980ERNE ER Røde Port et fristed for kollektivisterne og deres gæster. Relationerne flyder frit, her tror ingen på autoriteter, men kun på frie viljer og fællesskabsfølelser. Alligevel er der ofte rod i kollektivets ølregnskab, for nogen glemmer altid at sætte en streg ved deres navn, når de har taget en flaske.
Titelmelodien fra firserfilmen Ghostbusters er lydsporet til Aske, Gry og Monas barndom. Først undrede jeg mig, for hvad laver sådan et amerikansk kulturprodukt i dette venstreorienterede miljø? Men naturligvis er der en god grund, for spøgelsesjagten er symbolsk.
I det selvbekræftende kollektiv placerer Nanna Holm – med en dramaturgisk nødvendighed, som historiefortællingen har kendt siden oldtiden – naturligvis en udefrakommende kraftpåvirkning.
Gregers – en ven af kollektivet – dukker pludselig op. Han er en kendt fotograf, der netop er vendt hjem fra en af sine rejser i Afrika, hvor han dækker konflikter og uretfærdigheder for aviserne. Hans viden fra den tredje verdens lande giver ham en vis status i en gruppe, der går ind for solidaritet med de undertrykte, men samtidig er der noget skummelt og uheldsvangert ved manden.
Røde Port tager realismen alvorligt, men Nanna Holm viger ikke tilbage for det gådefulde. En af kollektivisterne, Niels, bliver især eksponent for alt det uudgrundelige, der ulmer i underbevidstheden. Med sin interesse for naturen og mytologi samt tilbøjelighed til stoffer er Niels både et udtryk for kollektivisternes verdensvendte længsler og et symbol på deres mistede jordforbindelse. Det spøgelsesspor, hans historie er lagt i, emmer af jord, blod og død.
Røde Port skildrer både idealernes opløsning og menneskelige svigt. Det, der skulle være solidarisk og kollektivt, er lige så meget egoisme og fravær.
Den sommer, hvor Mona for alvor har brug for sin mor, har moren vendt kollektivet ryggen til fordel for et andet fællesskab. Hun er på kvindelejr for at realisere sig selv. Men hun sender da et postkort til sin datter.
I romanens nutid er Røde Port kun en afdanket afglans af sig selv, men Grys mor, Lis, bor stadig i huset. Det viser sig, til Grys betydelige overraskelse, at Gregers også er der. Hvilken rolle spiller han i Lis’ liv?
NANNA HOLM ER en debutant, der skriver som en rutineret forfatter. Sproget, sætningerne, holder et roligt og stabilt niveau, her er intet nyt under solen. Til gengæld er romanens glidende komposition og sømløse overgange mellem fortid og nutid værd at lægge mærke til. Vi bliver ført fra dengang til nu i én sproglig bevægelse, nøjagtig sådan som mennesker tænker, associativt og springende, og på den måde forstår vi, hvordan erindringer fra barndomslandet er med til at definere voksenlivet.
Da Mona, som nu er voksen og i drift fra sit ægteskab, vender tilbage til Røde Port og møder Gregers, som nu er gammel, vælter tankerne frem i hende:
»Det var så anderledes dengang. Børn kunne lege frit. Det er svært at forstå i dag. Seksualiteten var mere fri. Er det sådan, han tænker? Er det det, han siger til sig selv? Sådan som hun også selv har gjort. At tiden var en anden. Tiden, som kan ophæve gerninger, udviske dem til handlinger og flytte ansvaret over på tidsånden. Tidens ånd. En ånd. Som kan retfærdiggøre og gøre livet mildt at se tilbage på. En ånd, som ikke kan pågribes. Og som med tiden fordufter.«
Det er både psykologisk interessant og litterært elegant, når Nanna Holm lader den formative fortid og den nagende nutid glide sammen på den måde.
Det er litterær mode at undersøge sociale virkeligheder og menneskelige interaktioner i grupper og flokke, og Røde Port er slet og ret en prima kollektiv-kollektivroman om at finde, forjage eller forsone sig med fortidens spøgelser.