Weekendavisen den 20. januar 2026
Kærlighed. Lena Andersson samler samfundsanalyse og socialsatire i en fremragende skæbnefortælling om passion og politik, svigt og håb.
Lena Andersson: Mænd og kvinder. Oversat af Andrea Fehlauer. 317 sider. 300 kr. Politikens Forlag.
Det kan man da kalde en romanreplik til tiden! I svenske Lena Anderssons diskret suveræne og intelligente roman Mænd og kvinder leverer en amerikansk efterretningsagent en lille magtsarkastisk analyse, der runger tungt i en tid, hvor det er blevet en præsidentsport at ydmyge vores lille land:
»Alle lande har en syge. Danmarks er ikke at vide, om man gerne vil være en stormagt eller en hyggelig provinsby.«
Ordene leveres i den diskret suveræne Lena Anderssons intelligente roman Mænd og kvinder, og selvom beskrivelsen af Danmark er placeret en passant, er den ikke uden årsag: Hele fortællingen handler om, hvordan vi ser og bedømmer hinanden, forsøger at få magten over hinanden. Det drejer sig om politik og kærlighed; om stater, religioner og mænd og kvinder.
Efterretningsagenten Paul Henning North bor i Lille Strandstræde i København, er halvt amerikansk, halvt dansk, har klap for det ene øje, en læderet hånd og arbejder internationalt med terrorforebyggelse. Og så er han den nye mand i Esther Nilssons liv, den akademiske, kunstneriske, intellektuelle enegænger, som svenske Lena Andersson nu præsenterer os for for tredje gang.
Nye læsere kan ikke begynde her. Blæs på, at forlaget kalder den skarpe og rørende Mænd og kvinder for en fritstående roman; man bør helt bestemt først have læst de to første, Brugstyveri – en roman om kærlighed (2013, da. 2014) og Uden personligt ansvar (2014, da. 2015).
Det handler igen om den uopnåelige, uundgåelige, uopslidelige og ulidelige kærlighed, som Lena Andersson lader Esther og hendes venindekor brydes med, og mon ikke mange – mænd som kvinder – kan spejle sig i Esthers tanker, da kærligheden igen kuldsejler?
»At kunne have det vidunderligt er ikke mig beskåret, ikke i længere tid (…) Jeg er kommet forkert fra start. Har måttet kæmpe for meget. Det skal ikke være så svært at opnå det, som næsten alle på jorden opnår. Men begynder det tidligt at gå skævt, så fortsætter det. Sådan er det med alting i livet. Man må bare konstatere: Jeg har været mere optaget af kærligheden, end den har været af mig.«
Vi er i et introspektivt kvindeligt univers i vor tids Stockholm og København, hvor følelser og handlinger forhandles og fortolkes i et trygt socialt fællesskab af gamle veninder – der dog ikke viger tilbage for bagtalelsens ædle kunst.
Esther har det med at forelske sig hovedkulds i mænd, som mangler evnen til at elske ligeværdigt tilbage. Men denne gang virker det, som om noget er anderledes. Da hun skal tale om sproget som identitetshandling (vokalernes længde afslører vores plads i samfundshierarkiet) på et symposium på Københavns Universitet, møder hun Paul Henning North.
I første omgang er Esther på vagt. Hun rejser hjem igen, men før hun ved af det, sidder hun i et tog tilbage til København, hvor hun – forgæves – tager opstilling uden for Paul Hennings lejlighed i Lille Strandstræde. Da hun vender hjem til Stockholm, vil efterretningstjenesten vide, hvad hun havde gang i.
Det lyder som anslaget til en tjubangroman, men er det gudskelov ikke! En følelsesmæssig thriller er det i høj grad, også med politiske over- og undertoner. Og højdramatisk bliver det også, det forsikrer jeg, men mere siger jeg ikke om al den sorg og vitalitet, som Esther (og læseren) må helt til Alexandria for at forstå.
LENA ANDERSSON (født 1970) er en af Sveriges mest profilerede samfundsdebattører, og hendes romaner om den svenske velfærdsstat (Sveas søn, Datteren og Koryfæerne) er mere end almindeligt læseværdige, ligesom den syrlige og satiriske fortællekreds Studier i menneskelig adfærd, der er beslægtet med Esther-romanerne.
Måske er det et billigt point, men det er både skarpt og sjovt, når en af veninderne ikke vil holde sin kæreste i hånden for ikke at reproducere en ekskluderende tosomhed.
På den måde samler Lena Andersson det hele i en fremragende skæbnefortælling om passion og politik, svigt og håb, og sådan som hun lægger sig i landskabet mellem samfundsanalyse og socialsatire – ikke mindst i parallelhistorierne om venindernes kærlighed, ægteskab og møder med mænd – er hun en af de væsentligste nordiske forfattere.
Altid gode Andrea Fehlauers oversættelse er strygefri, bortset fra nogle klassiske svecismer, ikke mindst »promenere« og »fundere«, der med fordel kunne have været fordansket til »spadsere« og »tænke på«.
Mænd og kvinder er endnu en lille, storartet roman om kvinders kroniske kærlighedskvaler, men denne gang er mændene ikke helt så vankelmodige. Spørgsmålet er, om de kan få følelser og forventninger til at balancere. Klassisk stof, ja, og Lena Anderssons romaner kan også læses som en slags nutidige svar på D.H. Lawrences romaner Regnbuen (1915) og Når kvinder elsker (1920) om intelligente, kunstneriske og emanciperede kvinder med talent for at møde de forkerte mænd.
Tænk engang, at sådan en oplagt, D.H. Lawrence-agtig, nærmest perfekt romantitel som Mænd og kvinder var ledig på markedet. Det virker nærmest lige så usandsynligt, som at Esther, der igen kommer forkert fra start, skulle finde en mand. Man kan kun håbe, at Lena Andersson en dag vil lade hendes flamme brænde uden at flakke og gå ud. Give hende en chance mere for at få det vidunderligt. Andet er ikke til at bære.