Weekendavisen den 29. oktober 2025
Morroman. Morten Pape skriver så tæt på hverdagen, at det bliver kedeligt. Men han leverer stadig Danmarks bedste bud på filterløs, mandlig autofiktion.
Morten Pape: Månebarn. Roman. 528 sider. 300 kr. Politikens Forlag.
Da jeg for præcis et år siden anmeldte Morten Papes Nøglebarn, hæftede jeg mig ved forfatterens durkdrevne dygtighed, hans evne til at sætte en scene og hans sans for at stemme forventninger og pirre nerver.
Jeg refererede romanens tragiske faderportræt og lod uvisheden herske om det mystiske dokument, som faren havde efterladt på sin computer med titlen »Til mine børn«. Var det et anklageskrift? En forsvarstale? Et selvmordsbrev? Af loyalitet over for romanen undlod jeg at spoile plottet. Men nu løfter jeg sløret.
Intet af det, Morten og hans to søskende frygtede, havde bund i virkeligheden. Da de endelig åbnede filen, var det farens ønskeliste til jul. Ha, hvilket herligt antidramatisk kulminationskollaps.
Min anmeldelse, som vel var positiv med moderation, sluttede, hvor også romanen sluttede: med læseren hængende ud over en klippekant. Aldrig, skrev jeg, havde jeg læst så skamløs og beregnende en cliffhanger.
Dengang holdt jeg tand for tunge. Men nu kan jeg roligt fortælle, at Morten på romanens næstsidste side røbede en familiehemmelighed for sin mor, og at hun til gengæld på sidste side lagde an til at røbe en anden familiehemmelighed for ham. Slut!
Forfatteren kunne se læseren sprælle på krogen, mens han skrev.
NU ER DER gået et år, og Nøglebarn bliver fulgt op af Månebarn, hvormed dobbeltromanen om Morten Papes forældre er ved vejs ende.
Vi er på Amager, Pape-familiens hjemland, op gennem Mortens opvækst i 80erne og 90erne. Men vi er også på Københavns ydre Østerbro, hvor hans mormor, Bedste, bor på sine gamle dage, og hvor han selv flytter ind og sover på sofaen efter et brud med kæresten i tiden op til udgivelsen af hans debutroman i 2015.
I krydsklip mellem epokerne og med rekonstruktioner af morens barndom i 70erne tegner Morten Pape sin families disharmoniske erfaringer op. Jeg opfatter det som et nærmest eksistentielt forsøg på at bryde den kæde af giftig og voldelig maskulinitet, som både hans mor og mormor har været ofre for.
Morten Pape skriver helt tæt på virkeligheden og hverdagen, ofte kedeligt konkret. Det er ikke, fordi følelserne ikke er aktive, for det er de, men fordi sprog og symbolik ikke er det vigtigste. På en undtagelse nær.
I en frysende skildring af morens depression bruger Morten Pape »ansigtet« som et tilbagevendende motiv. Nytårsaftensdag 2004 henvender hun sig på Socialkontoret for at få hjælp, for at redde ansigt. Børnene har det ikke godt, siger hun, og det er hendes egen skyld, fordi hun lider af depression og har selvmordstanker.
Den kommunale medarbejder vender hende i døren med besked om at komme godt ind i det nye år, så skal det hele nok gå.
»Hun har intet ansigt,« står der så. »Nej … Omvendt: Hun har intet ansigt.«
Hvem det i virkeligheden er, der har mistet ansigt i situationen, er først svært at gennemskue. Men så: »Mor har intet ansigt. Intet ansigt, der har fortjent at få hjælp.«
Kvinden uden ansigt bliver romanens bærende suicidale motiv, en antydet allusion til et tungt toveditlevsensk mentalunivers. Det er stærke sager.
Samtidig er morromanen en slags etisk regnskabsaflæggelse for tiden efter Morten Papes debut med den selvbiografiske Planen, som familien bogstavelig talt stod model til. Ikke at han fortryder, men han erkender, at hans roman skabte splittelse, som moren og mormoren led under. Men fra de to møder han kun kærlighed, respekt, tilladelse og tilgivelse. Det er rørende.
NU VED JEG, hvad hemmeligheden fra slutningen af Nøglebarn handler om, men naturligvis røber jeg ikke noget her. Læserne, som jo kender familien Pape så indgående, skal naturligvis selv have den fulde oplevelse af forfatterens durkdrevenhed, herunder hans selvrefererende metametode og hans narrative fermhed, der overgår hans sproglige ditto.
At Morten Pape er en dygtig forfatter, vil jeg til hver en tid skrive under på. Han er en effektiv, snu og intens fortæller med en beundringsværdig socialindigneret retfærdighedssans. Men om han også er en god forfatter, en stor forfatter, ved vi først, når han skriver en sprogligt smuk roman, der ikke forveksler længde med kvalitet.
Månebarn er ikke ringe skrevet, håndværket er okay, men dens kunstneriske aspirationer er for gennemskuelige, for eksempel de prosalyriske mellemtekster og dialoger, og ikke mindst en besynderlig brug af kolon i parenteser, for eksempel »(Jeg siger ikke til dig, at: jeg fortryder det en smule)«, »(Måske var det: aften?)«, »(Jeg ville have jer til: at stoppe)«.
Lad så gå, at man ikke brugte ordet »spidskompetence« på dansk i 1980, hvor Morten Pape lægger det i munden på sin mor (det kom først ind i sproget fra 1993), men det er bare min irriterende hobby at finde ord, der er fejlplaceret i tid.
I Nøglebarn fortalte Morten Pape historien om oldefaren, kemiingeniør Pape, der lå i en årelang strid med kommunen, ministeriet og magtfulde fagfæller om det københavnske drikkevands kvalitet. Historien rakte langt ud over familiens egen kreds og gav romanen et dybere perspektiv. Sådan en vinkel mangler Månebarn.
Men pointen er, at Morten Pape nu fyrer de familiehemmeligheder af, som han byggede rampen til i sin forrige roman. Han har ikke Karl Ove Knausgårds suverænitet og intellektuelle overskud (mindre kan jo gøre det), men leverer alligevel Danmarks bedste bud på den mandlige, selvudleverende, filterløse autofiktion.
Efter at have læst om Pape-familiens tabu (der tematisk placerer dobbeltromanen i en vigtig litterær strøm, som både Kim Leine, Caspar Eric, Niviaq Korneliussen og Glenn Bech har bidraget til de senere år) sidder jeg, trods visse litterære forbehold, tilbage med min bedste medmenneskelige empati- og beundringsfølelse.