Weekendavisen den 21. oktober 2025
Sjælekamp. Peder Frederik Jensen skriver dybt og dunkelt om et hittebarn på et syndflodsramt Lolland. Noget vigtigt er under opsejling.
Peder Frederik Jensen: Pigen og verden. 360 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Når paven til jul og påske velsigner Rom og hele den katolske verden, indleder han med ordene Urbi et Orbi, byen og verden. Gad vide, om ikke Peder Frederik Jensen har haft dette i tankerne, da han valgte titlen på sin roman?
Der er ganske vist lige så langt fra Byen og Verden til Pigen og verden, som der er fra Rom til Rødby, hvor begivenhederne udspiller sig, og hvor religiøsiteten ikke er katolsk. Men på samme måde som paven gør Rom til universets navle, placerer Peder Frederik Jensen pigen med det sære mytologiske navn Hæminglæva i centrum for den lollandske lilleverden, hvor kampen om sjælene står.
Lidt baggrund er nødvendig, så se bort fra bagsideteksten, der vildledende påstår, at romanen er en »selvstændig fortsættelse« af Rans vilje (2023). Pigen og verden er tværtimod en direkte og højst uselvstændig fortsættelse af den roman, som indledte Peder Frederik Jensens stemningsfulde og litterært højtrækkende menneske-modernitet-og-natur-projekt.
Så helt kort: I Rans vilje mødte vi sømanden Roar, der havde bygget sig et solidt hus på en jordstrimmel ved Rødby Fjord. Efter den historisk katastrofale stormflod, der skyllede hele byer bort i november 1872, finder Roar en baby i en kasse, et mirakuløst overlevende menneskebarn. Den gamle søulk giver pigen navnet Hæminglæva efter Rans datter i den nordiske mytologi, hvor Ran er en jættekone, der lokker sømænd i druknedøden. Pigen er Rans vilje.
Så går der ti år. Egnen er ved at komme på fode efter naturkatastrofen, og ud mod kysten rejser sig nu et kæmpemæssigt dige. Hæminglæva er vokset til. Tidligere var hun under den driftige købmandskone Lise Mikkelsens myndighed, men nu er hun i pleje hos et ægtepar.
Hæminglæva er ved at vokse ud af barndommen. Hun søger sit eget ståsted i tilværelsen, men hvem er man, når man er et hittebarn? Og hvad er det for erindringer, der begynder at presse sig på? Hvad er det, kroppen husker bedre end hjernen? Hvem er pigen i verden?
Spørgsmålene rumsterer i Hæminglævas tanker i romanens begyndelse, da hun følger med i mændenes drøje arbejde på stenhøjen Golgata, hvor frosten er gået af jorden, og liget af en mand er dukket op:
»Hvad er der sket bag de lukkede døre? Det er der ingen, der vil svare hende på. Hun mærker bare en kulde fra de voksne. En afvisning, hun har svært ved at håndtere. Det er som med alt andet i et hus ved et dige mod havet. Man spørger ikke, man lever bare, men Hæminglæva er nysgerrig. Hun vil kende sit liv.«
Pigen og verden præsenterer sig altså som en eksistensroman, og med Hæminglævas introspektion har Peder Frederik Jensen fat i et storartet materiale. Det er nemlig ikke bare pigen, der prøver at forstå sig selv.
Købmandskonen kæmper for at vinde åndeligt og jordisk terræn med en ny kirke og en højskole. Men arbejder hun for lokalsamfundets bedste? Og hvad er hendes mand, Bjørnen, ude på med sin sære religiøsitet?
JO, DER ER SANDELIG gode kår for gådefuldhed, når Peder Frederik Jensen skildrer menneskelig dårskab, ondskab og fællesskab under dobbeltpres fra naturen, troen og magtbegæret. Og midt i dette morads af en blichersk mordhistorie placerer forfatteren en interessant karakter, den rationelt tænkende landmåler hr. Horn, karakteristisk nok en immigrant, en fremmed udefra.
Hvem liget på Golgata er, og hvorfor han er død, viser sig mod slutningen. Som Hæminglæva siger: »Nogen skal dø, for at andre kan leve«, hvormed forfatteren lige vel underligt lader hende forvarsle et velkendt brevcitat fra en af Hvidstensgruppens medlemmer, der skal blive henrettet af nazisterne 62 år senere i 1944.
Peder Frederik Jensen har en klar vision med sit historiske romanprojekt. Og han har et godt greb om visionen. Rans vilje og Pigen og verden er sprogligt fortættet, på én gang klar og konkret, komprimeret og kompliceret, og selvom jeg kan have forbehold over for fortællingens nutidsramme, ser jeg frem til næste (sidste?) roman i serien, hvor Lise Mikkelsens tilbagekomst allerede er antydet. Jeg gætter på en central rolle til hr. Horn.
Til sidst må jeg lige fiske et hår i suppen: Da jeg anmeldte Rans vilje, påpegede jeg et par sproglige anakronismer, der skæmmede indtrykket af 1872-stemningen. Det problem er løst i Pigen og verden. Til gengæld bliver der et enkelt sted spillet sange af Carl Nielsen på et tidspunkt, hvor komponisten var blot 17 år og endnu ikke begyndt at skrive melodier.
Ikke desto mindre: Noget vigtigt er under opsejling med disse romaner om tilværelsen i det syndflodsramte Lolland under en dansk brydningstid. Peder Frederik Jensen bevæger sig væk fra den konkrete samtidsrealisme og hen til et dybere og dunklere sted, hvor hans sans for brutalkynisme, magtkampe og menneskets behov for at etablere fællesskaber og sætte spor kan udfolde sig. Om hjørnet ligger et århundredeskifte, hvor alt er i opbrud. Det ligger, tror jeg, perfekt til forfatteren.