Weekendavisen den 22. november 2025
Udeladelsesfiktion. Anna Funder nyfortolker George Orwell og biografilitteraturen om ham. Ud af skyggen træder hans hidtil underbelyste hustru.
Anna Funder: Hustruskab. Mrs. Orwells usynlige liv. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 480 sider. 299,95 kr. Grif.
En dag i 1949 læste George Orwell en bog om forfatterkollegaen Joseph Conrad, skrevet af Conrads hustru. Han kylede bogen fra sig og hvæsede til sin kone Sonia: »Det gør du aldrig mod mig.«
George Orwell forbød ikke alene sin kone, men også alle andre, at skrive biografier om ham. Men sådan et forbud giver naturligvis ingen mening, og i årenes løb efter hans død i 1950 er der udkommet syv biografier, som han næppe ville have haft noget imod. Den ottende, derimod. Oh!
Den australske forfatter Anna Funders Hustruskab. Mrs. Orwells usynlige liv nyfortolker George Orwell som ægtemand og som menneske. Med kritisk, analytisk læsning punkterer hun hans selvfremstilling, og dermed reviderer hun væsentlige dele af det billede af ham, der har hersket i de syv hidtidige biografier, som alle er skrevet af mandlige forfattere.
Det er ikke Sonia, som fik forbud mod at skrive, der er den usynlige hustru i bogens titel. Sonia kom først ind i billedet, efter at forfatterens første hustru var død. Og det er hende, Eileen O’Shaughnessy, som Anna Funder rejser et litterært monument over. Som det gamle mundheld siger: Bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde.
I 2005 dukkede seks breve op, som Eileen havde skrevet til en veninde i årene 1936-45, hvor hun var gift med George Orwell. Brevene spænder fra brylluppet over parrets tid i Spanien under borgerkrigen, deres ophold i Marokko og livet i London under Anden Verdenskrigs bombardementer.
Disse breve, som Anna Funder aftrykker i sin bog, har ikke været kendt af tidligere biografister. Det er et scoop og et perfekt afsæt for en nylæsning af George Orwells ægteskab og – på nogle punkter – forfatterskab. Nu kan vi se, at Eileen ikke alene sørgede for husholdningen, men også for sin mands helbred, hans manuskripter (renskrivning, redigering) og organiseringen af hans politiske arbejde og liv i al almindelighed.
ANNA FUNDER HAR gennemlæst de eksisterende biografier og konstateret, at Eileen ikke rigtig er til stede. Bøgerne skildrer George Orwells heltemod, af og til hans ikke nærmere definerede »mørke afkroge«, men kvindernes rolle er nedtonet. Anna Funder mener, at biografierne fremstår som »udeladelsesfiktion«:
»Da jeg fandt ud af, hvem der burde være med i teksten, men ikke var det, fremstod biografierne som en besynderlig slags samarbejdsprojekter mellem forfatter og genstand, som om de var medlem af samme anonyme klub, hvis vigtigste regel er: Giv ikke kvinder hovedroller. Tal ikke om, hvad vi (eller vores helt) måtte skylde dem (som mødre, lærere, redaktører, mentorer eller sponsorer), eller hvad vi gør med eller mod dem (som kærester, prostituerede, flammer, hustruer, elskerinder).«
Anna Funder ser disse udeladelser som »patriarkatets metoder i mikrokosmos«, og hun udvikler sit blik på George Orwell og biografierne om ham på et fundament af køns- og kulturkritik med skarp replik til vores egen tid:
»Som forfatter er jeg fascineret af det usynlige arbejde, der udføres af en stor forfatters hustru (…) Jeg gad nok godt selv have en hustru som Eileen, og så går det op for mig, at det at tænke som en forfatter er at tænke som en mand. Det er at se med hans briller på, hvad han havde brug for, og hvordan han fik det. Men som kvinde og hustru gør hendes liv mig skrækslagen. I det ser jeg en kamp på liv og død mellem hendes opretholdelse af sit eget jeg og så den selvopofrelse og selvudslettelse, der prises i så høje toner hos kvinder i patriarkatet, og som er nogle af de grundlæggende mekanismer, der stjæler vores arbejde og vores tid. Hvad gav hun, og hvad kostede det hende?«
Og senere: »En hustru giver en mand et dobbelt liv: et at smutte fra og et at vende tilbage til.«
Anna Funder følger Orwells og Eileens ægteskab gennem alle tilgængelige kilder, men hun nyfortolker dem ved at slå ned på det, der er uldent fortalt. Gang på gang beviser eller sandsynliggør hun, at generelle, passive og upræcise formuleringer i biografierne og George Orwells egne tekster dækker over, at Eileen havde en nøglerolle: »Hendes arbejde bliver dårligt nok anerkendt af den mand, det kommer til gavn, og efterfølgende bliver hun skrevet ud af hans bedrift af biografisterne. Det kan ses som årtusinders – eller i Orwells tilfælde knap et århundredes – mandlige blindvikling.«
At George Orwell ville undgå biografier, er næppe en ny pointe i Orwell-forskningen. Men på Anna Funder forstår man en hidtil ikke belyst årsag: Han frygtede, at nogen en dag ville skrive om hans utroskab, angivelige voldtægt, besøg hos prostituerede og – måske værst af alt i hans eget blik – latente homoseksualitet.
HUSTRUSKAB. MRS. ORWELLS usynlige liv er ikke nogen traditionel levnedsskildring, men en vidunderlig genrebastard, hvor gedigen dokumentarisme, holdningsstærk kulturkritik og spekulativ fiktion samles i et biografisk dobbeltportræt. Metoden er original, og udførelsen er mesterligt gennemført med en sleben sans for ironi og kosmisk retfærdighed, dertil en fornøjelse at læse i Louise Ardenfelt Ravnilds sikre og vellydende oversættelse.
Anna Funder reproducerer ikke det gamle billede af Orwells retfærdighedssans og arbejderklassesympati. Når hun lader ham true Sonia (»Det gør du aldrig mod mig«), er det, som om hun selv siger: »Men jeg har gjort det, George. Her er den bog, du gerne ville undgå.«
Jeg har dog en indvending: Når præmissen for Hustruskab. Mrs. Orwells usynlige liv er de syv foregående biografier af mandlige forfattere, er det mystisk, at Anna Funder ikke med ét eneste ord nævner, at hun rent faktisk har en kvindelig forfatterkollega, der også har skrevet en nyskabende Orwell-biografi.
To år før hendes egen bog udkom, kom nemlig den amerikanske feministiske historiker og essayist Rebecca Solnits Orwells roser (2021, på dansk 2024), der fokuserer på Orwell som gartner og på rosens betydning for imperialismen og kolonialismen. Hvorfor Anna Funder komplet ignorerer Rebecca Solnit, virker både uforståeligt og ugenerøst.