Weekendavisen den 29. november 2025
Podcastroman. Sanne Søndergaard har skrevet en klæbrig og effektiv spøgelsesroman.
Sanne Søndergaard: Huset. 248 sider. 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
For nylig karakteriserede Informations kritiker Erik Skyum-Nielsen Johanne Myginds Giftig som en podcast, »der så mindeligt beder om at blive gjort til en roman«, og han spurgte polemisk, om podcasten som berettende medie er ved at sprede sin gift for og i samtidsromanen.
Nu, blot en måned senere, kan Sanne Søndergaards roman Huset læses som en slags svar. Hvor hovedpersonen i Johanne Myginds roman er en podcaster, som skriver en roman, er en af fortællerne i Sanne Søndergaards roman nemlig en podcaster, hvis podcastspeak aftrykkes som et af romanens fortællespor. Der er altså en direkte afsmitning i formsproget – fra det auditive til det narrative.
Sanne Søndergaard er mig bekendt den første forfatter, der foretager en så konkret fusion mellem den traditionelle prosa og podcastens nonfiktive fortælling. Det er et simpelt greb og en oplagt idé.
Huset (ikke at forveksle med Anna Elisabeth Jessens roman fra 2021 af samme titel) er en roman med et stærkt visuelt signal. På det okkergule omslag ser man blot en stiliseret tegning af en elegant sofa. Al typografi er hvid og diskret. Bagsideteksten fortæller intet om handlingen, her er blot et citat fra romanen. Når man åbner bogen, ser man millimeterpapir. Hvis man tænker mere på arkitektur og møbeldesign end på skønlitteratur, er man på rette spor.
Romanen fortælles i tre spor. Det ene, som er dateret 2025, er journalisten Anna Munthes podcastspeak. Hun prøver at opklare en mystisk historie om et hus, som hendes veninde Mia Rosholm købte, efter at hendes kæreste var død i en trafikulykke. Det kan lyde således:
»EPISODE 2 (…) Huset i skoven var støbt mellem rødder og svampetråde som et overmodigt forsøg på at sætte mennesket over naturen, endda sætte mennesket over dets egen natur. Men hovmodet stod for fald. Det var et hus, der forværrede. Et hus, der forrådte. Mit navn er Anna Munthe, og du lytter til Huset i skoven – min podcastserie om umulig og udødelig kærlighed, om ensomhed og sorg, sådan som det udspillede sig for to mennesker forskanset i en dyster betonbunker [intromusik].«
Det andet spor er fortællingen om møbeldesigneren Mia, der er traumatiseret af sorg over sin irske kæreste Keegans pludselige død. Han kørte galt, da hans hjerne pludselig faldt tilbage i en gammel indlært forestilling om venstrekørsel. Mia køber et arkitektonisk mesterværk af et vinduesløst betonhus ude i skoven, hvor hun isolerer sig. Huset har stået tomt, siden dets skaber og beboer, den berømte arkitekt Kurt Wittman, døde.
Det tredje spor begynder i 1961, hvor vi følger den purunge Charlotte, hvis far er professor i arkitektur. Hans elev, den yderst talentfulde Kurt, frier til Charlotte på hendes 18-årsdag, og de flytter ind i det ekstremt avantgardistiske hus, han selv har tegnet. Kurt etablerer tegnestue og opnår betydelig succes som skaber af vigtige bygninger i mange lande. Charlotte er hans muse.
VI ER ALTSÅ behageligt langt fra al den autofiktion og alle de elendighedserindringer, som dominerer litteraturen. Men hvor er vi så? Vi er i et uheldsvangert, uudgrundeligt og sært hitchcocks miljø, hvor vi tydeligt fornemmer, at der er ugler i mosen. Man forudaner en forbrydelse meget tidligt, og sådan en bliver man heller ikke nægtet. Til gengæld er der ikke tale om en konventionskrimi. Der er et opklaringsarbejde, men ingen kriminalkommissær med mavesår, ingen retsmediciner med autisme, ingen profileringsekspert, der bor på en husbåd.
At det er journalisten, som opdager, opklarer og optrævler sagen, er mildest talt ingen nyskabelse for den kriminalistiske litteratur. Men det, der er helt vederkvægende ved denne roman, er, at det hele sker på solid afstand af forbrydelsen, og at journalisten ikke har en psykopatisk gerningsmand i hælene.
Hvad forbrydelsen går ud på, siger jeg naturligvis ikke højt. Jeg vil bare sige, at Sanne Søndergaard ikke er den første, der har skrevet en gyser om æstetik og etik, om kærlighed og tyranni, om magt og køn.
I grundideen minder Huset slående om Meg Wolitzers roman Hustruen (2003) om en berømt mandlig forfatter, der rejser til Helsinki sammen med sin hustru for at modtage en stor litteraturpris (filmatiseret med Glenn Close, hvor det sågar handler om Nobelprisen). I begge romaner løber mændene med al æren og opmærksomheden, mens ingen forventer andet, end at hustruen skal spille rollen som musen og livsledsageren, der gør det muligt for geniet at udfolde sig. Det er to fortællinger om forræderi.
Som vores (måske) første podcastroman er Huset en interessant nyskabelse med speak som prosa, der dog på ingen måder går til litterære yderligheder for at afsøge genremødet. Men den spreder heller ikke gift.
Som negativ love story og psykologisk spøgelsesroman er Huset ubehageligt klæbrig og effektivt ildevarslende. Sanne Søndergaard har skrevet en stemningsfuld roman, som kan anbefales til læsere, der ikke orker flere plots med udpenslet psykopatisk kvindehad, men gerne vil underholdes af misogyni med elitært schwung – og en legaliserende feministisk pointe.