Weekendavisen den 22. november 2025
Udbrud. Hvorfor betragtes skrivearbejde ofte som noget, man ikke behøver at betale for?
For nogle år siden blev jeg bedt om at skrive en tekst til et litteraturfestivalprogram af en stor kommunes kulturforvaltning (en meget stor kommune!). Jeg spurgte, hvad de tilbød i honorar. De svarede, at der ikke var budget til honorar, men at mit navn ville blive set af rigtig mange mennesker, så det ville være god reklame for mig.
Jeg svarede nej tak og spurgte, om kommunen også bad blikkenslageren om at rense faldstammen på rådhuset uden betaling. Det kunne de jo så nævne i et eller andet nyhedsbrev, det ville være god reklame for vvs-firmaet. Jeg fik vist aldrig noget svar.
Forleden fik jeg så en mail fra et forlag, som inviterede mig til at skrive et bidrag til en antologi. Den slags henvendelser rammer altid det center i min hjerne, hvor forfængeligheden bor, så jeg læste videre med en vis nysgerrighed. Jeg skulle skrive noget om menneskets åndelige og eksistentielle dimension.
Jo, sådan en tekst kunne jeg da godt ryste ud af ærmet. Samtidig anede jeg, at der nede i mailens fodende ventede en irriterende oplysning, og ganske rigtigt: »Vi kan ikke tilbyde royalty på denne type bog, der i så fald ikke kan hænge økonomisk sammen. Vi håber, at det gode koncept og det gode selskab kan bære lønnen i sig selv.«
På listen over inviterede forfattere genkender jeg mange med faste job som lektor, forstander, præst, politiker med mere, og for dem er sagen måske anderledes. For kunstnere og kritikere uden fast ansættelse og pensionsopsparing er et honorar dog ikke helt irrelevant.
Hvorfor betragtes skrivearbejde ofte som noget, man ikke behøver at betale for? Hvorfor forventes ord at være gratis? Hvorfor har forlaget ikke skaffet fondsfinansiering, inden det begynder at rekruttere forfattere til frivilligt arbejde?
Jeg ved, at det kan være svært at få en antologikalkule til at gå i plus, og det er derfor ikke et stålsat evighedsprincip at afvise en opfordring.
Men bemærk, at der ikke er så meget som et »desværre« i beskeden om, at forfatteren ikke får noget honorar. Forlaget efterspørger med den største selvfølge og uden snert af samvittighedsnag ulønnet arbejde. Og ja, jeg kunne da godt lige bidrage til den åndelige føde. Hvis jeg havde tid. Men det har jeg ikke. Jeg skal skrive noget, som jeg får honorar for, så jeg kan købe rugbrød og gulerødder.