Weekendavisen den 22. november 2025
Flaskepost. »Dyrenes røgt viser menneskets kløgt,« var mottoet for Dyrenes Beskyttelse i 1875, men mennesket blev ikke kløgtigere.
DEN 20. NOVEMBER 1875, altså for nøjagtig 150 år siden, samledes en kreds af dyrevenner for at oprette en forening. Deres mærkesager var lænkehundens frihed, flere vandingstrug til byens arbejdsheste og et forbud mod eksotiske fuglefjer i damehatte.
Ved det stiftende møde i Foreningen til Dyrenes Beskyttelse var ingeniør og løjtnant Viggo Schmidt. Han tog ordet for at foreslå det motto, som man skulle arbejde under: »Dyrenes røgt viser menneskets kløgt,« deklamerede han.
De andre foreningsstiftere – en kreaturkommissionær, en professor, en kammerherre, en konditor, chefen for den kongelige staldetat, en sadelmagermester, en generalkrigskommissær, en vognmand, en teaterdirektør m.fl. – nikkede anerkendende, ja, sådan skulle det være. Røgt, kløgt. Det lød godt.
Om det også var Viggo Schmidt, der førte pennen, eller om han bare satte standarden, fremgår ikke, men i Dyrenes Beskyttelses medlemsblad kunne man i de kommende år læse flere opslag, der vidnede om en stærk sans for ord og rim:
Husk Kusk! lyder den manende opfordring. Og så: »I Kulden: Læg Dækken på Ryggen. I Varme: Stil Hesten i Skyggen. Før Hesten til Smed! Kør Hesten i Fred! Gør ej den Fortræd!«
DA FORENINGEN i 1900 markerede de første 25 år i dyrebeskyttelsens tjeneste, viste formanden, J. Chr. Lembcke, hvordan en ordentlig tekst skal skæres. Om dueskydning skrev han blandt andet:
»Denne ’noble’ Sport består i, at der skydes til Måls efter tamme Duer, som indkøbes i dette Øjemed, indespærres i Kasser eller Bure og slippes løs for at nedskydes massevis af nydelsessyge Lediggængere, for hvem det er den ligegyldigste Ting af Verden, at Fuglene med sønderskudte Ben eller Vinger for at undgå deres forfølgere søger Ly i Tagrender, ved Gærder og andre lignende Steder, overladte til en langsom Død af Sult eller Saar.«
Skrive kunne dyrevennerne. Med i kredsen var også Viggo Schmidts fætter, digteren H.V. Kaalund, og han havde allerede 30 år før foreningens stiftelse, altså i 1845, vist sin enorme kærlighed til dyrene med den legendariske samling af fortællende digte, Fabler for Børn (med illustrationer af Johan Th. Lundbye), som altså nu runder 180 år.
Som fortale til sine dyrefabler satte H.V. Kaalund et rim – også kendt fra hans portrætbuste i Allégade, Frederiksberg, København – om, at »Det er det herligste tidsfordriv, at agte på dyrenes færden og liv.« Ja, sandt nok. Men for dyrebeskyttelsesaktivisterne er det mere end »tidsfordriv«, det er et stærkt engagement i et retfærdigt samliv. Kaalund skriver selv (her gengivet med moderne retskrivning):
Og kan ikke dyret græde og le,
det kan dog kærligt på mennesket se,
det bringer sin tak og klager sin nød
og elsker den hånd, som rækker det brød;
og derfor skal mennesket dyret agte,
og gerne dets venlige færd betragte.
JA, RIME kunne de, de to fætre Viggo og Hans Vilhelm, men nu græder de sikkert begge i deres grave over ubalancen mellem røgt og kløgt, når lastbilerne suser afsted på de europæiske motorveje med millioner af smågrise i lasten, fem dyr pr. kvadratmeter med risiko for sult, tørst, stress, hedeslag. »Hvor skal vi hen?« hyler grisene. »Hvor længe skal vi køre? Hvornår må vi komme ud?«
Ingen fortæller de små basser, at de er på vej til opfedning og slagtning et eller andet sted i Polen, Serbien, Rumænien, Italien eller Tyskland. De ved slet ikke, at der venter dem en lækker fremtid som hotdogpølser, bacon i burgere og koteletter i fad.
Vi lader H.V. Kaalund give den store orne det sidste ord med en livslektie til sine små grisebasser – mens deres efterkommere presser snuden mod en friskluftslem i lastbilen et eller andet sted ude på de europæiske motorveje på vej mod slagtehallen.
Skam jer, børn, vort liv er for kort,
Til vi med lege tør fjase det bort.
Vænne man må sig til alvor i tide,
Møddingen, ser I, det er det solide.
Hvis I ej hører formaningen min,
bliver I aldrig anstændige svin.