Weekendavisen den 10. november 2025
Cheminova. Johanne Myginds pen synes drevet af misundelse over den forfatterkollega, hun har hængt ud i medierne.
Johanne Mygind: Giftig. 387 sider. 299,95 kr. Gads Forlag.
Giftig hedder Johanne Myginds nye roman, og giftig er lige nøjagtig den atmosfære, der omgiver den.
I et underligt interview med Zetland i sidste uge satte forfatteren nemlig kollegaen Kim Blæsbjerg på anklagebænken. Han har, mener hun, brugt uhæderlige researchmetoder til at skrive hendes bedsteforældres private historie ind i sin egen roman, De bedste familier, som i 2023 scorede læsere og litteraturpriser i tonsvis. Kim Blæsbjerg afviser.
Perspektivet i denne ærgerlige historie kommer vi til, men først må vi have konteksten på plads:
Fotocollage: Mette Hau Larsen. Kildefotos: Morten Stricker, Joachim Ladefoged, Jens Christian Top, Jysk Fynske Medier, Scanpix, Adobe Stock
Da Kim Blæsbjerg var i gang med research til romanen om mennesker på og omkring kemikaliefabrikken Cheminova i Lemvig i 50erne og 60erne, kontaktede han Johanne Mygind, som i 2004 havde lavet en radiodokumentar om sin morfar, der i sin tid var driftsdirektør på Cheminova.
Kim Blæsbjerg ville meget gerne høre udsendelsen, og Johanne Mygind stillede den til rådighed. Senere havde de en affære. Hun fortalte også Kim Blæsbjerg, at hun selv planlagde at skrive en roman om sin morfar og mormor. Stort var hendes chok derfor, da De bedste familier udkom, for to af de bærende karakterer var direkte modelleret over hendes bedsteforældre.
Eller hvad? Kim Blæsbjerg påstår nej. Romanen er et resultat af flere års research om mennesker og begivenheder i Lemvig, hvor forfatteren selv er vokset op. Kun en enkelt detalje om, hvordan stoflommetørklæder blev ætset op, når man tørrede sveden af panden, fordi giften hang i luften på arbejdspladsen, har han fra Johanne Mygind, siger han.
Hvad skal man mene om denne sæbeopera, som har præget alle medier de seneste dage? Først og fremmest bør man ikke dømme for hårdt, for som i så mange andre konflikter mellem to mennesker er der nok tale om to oplevede sandheder, to legitimiteter, to legale retfærdighedssanser, der søger i hver sin retning, snarere end om et entydigt skyldsforhold.
GIFTIG HAR TO spor, et med hovedvægten på de år, hvor Cheminova etablerede sig på Lemvig-egnen, og forureningen fandt sted, og et i nutiden.
I fortidssporet følger vi lederen af fabrikkens udviklingsafdeling og hans hustru, der er flyttet med til Vestjylland for hans karrieres skyld. I nutidssporet møder vi dette ægtepars barnebarn, en radiodokumentarist ved navn Nanna, der samtidig er romanens fortæller.
Hun bliver kontaktet af en forfatter, René, som arbejder på en roman om Cheminova og derfor gerne vil høre den radiodokumentar, Nanna engang lavede med sin morfar. Hun lader ham høre den, hvorefter de udveksler researchmateriale, ideer og manuskriptudkast. Og har en affære.
Da Renés roman udkommer, føler Nanna sig bestjålet. Nu kan hun ikke gennemføre sit eget romanprojekt. Mens hans succes vokser, stiger hendes frustration. Hun pendler til Lemvig, hvor hun er blevet huskunstner på museet, mens hendes podcastproduktionsselskab er ved at gå i opløsning, og privatøkonomien hænger i laser.
Hun forsøger samtidig at balancere privatlivet i København med en ny kæreste, tre børn, en eksmand, der er lykkeligt nybagt far, og en mor (Elisabeth, som var hovedpersonen i Johanne Myginds debutroman, Kærlighedens år), der skal opereres og i kemobehandling.
AF INTERVIEWET MED Johanne Mygind i Zetland forstår man, at fortælleren og forfatteren er to sider af samme sag, hvilket betyder, at Giftig ikke bare er autofiktion, men også metafiktion, altså en roman om sin egen skabelse.
Som en roman om at miste – en idé, en historie, en forelskelse, en mulighed, en ambition, en drøm – er Giftig både sand og rørende. Dens katarsiseffekt for forfatteren synes indiskutabel, selvom giftens halveringstid stadig må føles lang.
Som skrivekunst lader romanen derimod en del tilbage at ønske, men noget siger mig, at det sprogæstetiske slet ikke er en efterstræbelse hos forfatteren. For hende er historiens fremdrift og budskab det vigtigste.
Af samme grund tror jeg, at Johanne Mygind kunne have gjort sig selv og sin litterære revanche en tjeneste, hvis hun havde droppet romangenren og i stedet skrevet en dokumentarisk jegfortælling. Dertil er hendes stof unikt og hendes sprog velegnet.
Som nonfiktiv beretning ville familien Myginds Cheminova-historie være bedre situeret og argumenteret. Johanne Myginds relation til Kim Blæsbjerg og bitterheden over romanen kunne stadig være en drivende kraft, men projektet ville opnå en anderledes litterær legitimitet og suverænitet.
I romanens form virker det, som om pennen er drevet af misundelse mod forfatterkollegaen, ikke af en kunstnerisk nødvendighed. Derfor står romanens symbolske motiver også noget uforløste tilbage, både når det gælder Nannas flirt med urmyter, naturen og det spirituelle og – især – en grumt forblommet sammenligning af Nannas morfar og Adolf Eichmann som embedsmænd, der bare passede jobbet.
Kort sagt: Jeg tror, at den autentiske og dokumenterende Johanne Mygind ville være meget mere interessant end den vagt fiktionaliserede.
HVOR BITTERT DET end kan være, er det ikke usædvanligt, at to forfattere arbejder med den samme idé.
I 2013 havde forfatterne Sven Holm og Bodil Steensen-Leth begge fået den idé at skrive en roman om komponisten Rued Langgaard, og begge havde orienteret Gyldendals daværende litterære direktør (og nuværende nytilkommen kritiker på Kristeligt Dagblad), Johannes Riis.
Han valgte at bevare begges fortrolighed, og da Sven Holm erfarede, at Bodil Steensen-Leths roman var antaget, følte han sig ført bag lyset, og i forurettelse skred han fra forlaget.
Anderledes konfliktfrit foregik det i 2017, da forfatteren Malene Ravn skrev på slægtsromanen I dine øjne om den etnografiske Kina-udstilling i Tivoli i 1902. Hun stødte på navnet Wung-Sung og kontaktede sin forfatterkollega Jesper Wung-Sung for at høre, om han havde planer om at skrive om sin families historie. Det havde han, de 550 sider lå hos forlaget.
Malene Ravn overvejede at droppe sin roman, men da chokket havde fortaget sig, og hun havde drøftet det hele med sin kollega, skrev hun romanen færdig, og det viste sig, at læserne havde plads til dem begge.
Da jeg anmeldte De bedste familier, skrev jeg, at det blev for meget af det mellemgode. Det samme vil jeg sige om Johanne Myginds roman, der fortjener moderat anerkendelse, men ikke mere. Mit gæt er, at også Giftig (så tæt på Toves Gift som man kan komme) vil finde læsere med lethed.