Weekendavisen den 26. september 2025
Litterær nazist. Sofie Lene Baks biografi om Olga Eggers er et markant menneskeligt mindesmærke og en politisk-historisk skamstøtte.
Sofie Lene Bak: Trods og tragedie. En biografi om Olga Eggers. 272 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
På Vestre Kirkegård i København besøger jeg ofte en række grave, der har det tilfælles, at de gemmer på de jordiske rester af forfattere med knugende og knusende livsskæbner, for eksempel Herman Bang, Victoria Benedictsson, Tove Ditlevsen – og Olga Eggers.
Hvad sidstnævnte angår, passer det med de jordiske rester dog ikke helt. Der hvor hendes gravsten står, er nemlig ikke der, hvor hun blev begravet, og ingen ved, hvor i jorden hendes blankpillede knogler ligger.
Engang var marmorstenen hvid, men skønt bevaringsværdig er den ikke holdt ved lige, og plettet af tidens tand står den skødesløst lænet op ad en træstamme. Smidt hen i skammekrogen.
Ved denne sten har jeg tit stået og tænkt, at nogen burde skrive en biografi om Olga Eggers’ oprørende og foruroligende menneskeskæbnes besynderlige udvikling fra progressiv pacifist til rendyrket, blodtørstig nazist.
Stor var derfor min glæde, da jeg erfarede, at besættelsestidshistorikeren Sofie Lene Bak havde taget denne opgave på sig. Jeg har ventet i spænding, og med Trods og tragedie er mit ønske om en dybere indsigt i Olga Eggers’ liv og udvikling som menneske, politisk aktivist, forfatter og nazist blevet lykkeligt indfriet.
HUN BLEV FØDT nytårsaften 1875 på Sankt Thomas, hvor hendes far gjorde tjeneste som chef på det danske fort. For at få behandlet et kompliceret benbrud blev Olga som seksårig sendt hjem til Danmark, hvor hun boede hos en onkel og tante. Som ung blev hun uddannet privatlærerinde, men brændte kun for at skrive og skabte sig en karriere som journalist og forfatter.
Olga Eggers’ bøger tiltrak sig stor opmærksomhed, dristige og ligefremme som de var i behandlingen af traditionens krav til kvinders liv over for kvindernes egne ønsker om selvstændighed og frihed. Hun stod gennem flere år i nær kontakt med frisindets bannerfører Georg Brandes, som hun nærede brændende følelser for – og måske havde de også en erotisk forbindelse.
Side om side med det skønlitterære forfatterskab skrev Olga Eggers journalistik i flere genrer, og hun var politisk og progressiv aktivist med engagement i både kvindesagen og fredssagen. Og så skete kursskiftet.
I 1934 meldte hun sig under fanerne i det danske nazistparti, DNSAP, og frem til sin død i maj 1945 – ydmyget og fængslet efter befrielsen – havde hun en karriere i forskellige dele af den nazistiske bevægelse som en meget fremtrædende journalist, redaktør og forlægger af skandaløst løgnagtige antisemitiske blade, ikke mindst Kamptegnet, som blev udgivet af Dansk Antijødisk Liga. Til tider var hun så aggressiv, at besættelsesmagten mere så hende som et problem end som et aktiv.
Hvordan kunne en progressiv forfatter, der arbejdede inden for kvindesag og fredssag, og som tidligere havde udtalt en markant støtte til Europas jøder, forandre sig så radikalt? Sofie Lene Bak giver en slags socialpsykologisk forklaring:
»De mærkesager, som havde optaget Olga Eggers hele hendes voksne liv – fredsarbejde, kvindesagen, socialpolitikken – fandt nu en forløsning i et antisemitisk verdensbillede, hvor elendigheden var jødernes skyld.«
Olga Eggers var havnet i et professionelt dødvande, og hun gav jøderne skylden. De bestemte over medierne og kulturlivet, mente hun, og den dag var ikke langt borte, hvor Danmark ville skære »jødebylden« bort.
Sofie Lene Bak analyserer de antisemitiske konspirationsteorier som »magisk tænkning« og »kimærisk fjendtlighed«, altså en måde at se sammenhænge og sammensværgelser, som ikke findes. Den måde at opfatte verden på bygger på det, som forskningen kalder »stigmatiseret viden«, hvor den etablerede konsensus ignoreres til fordel for det, der påstås at være undertrykte fakta.
SOM LEVNEDSSKILDRING ER Trods og tragedie sandsynligvis så udtømmende, som den kan være. Hvor bogen har lakuner, skyldes det manglende sikre kilder. Som analyse af det politisk-ideologiske skred går biografien så tæt på en opklaring, som det er muligt.
Der hvor transformationen stadig virker uforståelig, skyldes det den menneskelige psykologis gådefuldhed, men det ændrer ikke det overbevisende helhedsbillede:
»For mange er Olga Eggers en personificering af nazismen: højlydt, rabiat og vulgær. Men det var ikke Eggers, som gjorde dansk nazisme højlydt, rabiat og vulgær. Hun søgte mod de miljøer, der var der i forvejen. Det vigtigste aftryk, hun efterlod på dansk nazisme, var det forhold, at hun var kvinde, men fik lov til at spille en rolle, som var hun en mand.«
Sofie Lene Bak disponerer sit stof med et vidende overblik, så læseren bliver ført sikkert gennem Olga Eggers’ opvækst og dannelsesår frem mod hendes litterære gennembrud og moralske sammenbrud.
Et enkelt emne kunne jeg godt have ønsket mere uddybet, nemlig den midaldrende Olga Eggers’ opsigtsvækkende reportagerejse i 1931 til Liberia, det hidtil lukkede land på den afrikanske vestkyst, grundlagt som en amerikanskkontrolleret republik til frigivne slavegjorte, skildret i bogen Ene hvid gennem Liberias urskove (ene hvid, ja – i bærestol og med en guide og 26 tjenere som ledsagere).
I denne bog udtrykker Olga Eggers en atypisk humanistisk tolerance, der ikke harmonerer med den nazisme, der bryder ud i hende i årene efter. Men hvordan opstod ideen til rejsen? Hvordan blev den realiseret? Og hvad med den konflikt, der senere brød ud, da Olga Eggers skrev kritisk om Liberias regering, der svarede igen med trusler om at føre sag mod hende i Folkeforbundet?
Jeg har på fornemmelsen, at der stadig er en stor, ufortalt historie her, som Sofie Lene Bak ikke følger til dørs. Vi taler immervæk om en rejse, som Olga Eggers foretog og beskrev i bogform, tre-fire år før Graham Greene også rejste gennem Liberia og skrev Journey Without Maps.
TRODS OG TRAGEDIE er ikke kun relevant besættelsestidshistorie, ikke kun bemærkelsesværdig forfatterhistorie, ikke kun bitter danmarkshistorie. Sofie Lene Baks biografi er også en dramatisk spøgelseshistorie, der først fremkalder Olga Eggers i fuld, firskåren figur og derefter maner hendes genfærd og menneskelige fallit tilbage i jorden under Vestre Kirkegård.
Litterært set – hvilket ikke er Sofie Lene Baks primære fokus – kan Olga Eggers placeres i tematisk slægtskab med samtidige forfattere som Thit Jensen, Karin Michaëlis, Agnes Henningsen og Gyrithe Lemche, der alle er blevet genopdaget de senere år (måske på nær sidstnævnte) som kunstneriske koryfæer og store kvindepolitiske personligheder.
Ganske vist har Saga Egmont for nylig digitaliseret forfatterskabet, så alle kan få fat i de progressive romaner. Men mens de andre forfattere nyder en fortjent renæssance, er Olga Eggers et litterært fortidslevn og en bizar politisk raritet, hvis nazistiske vækkelse først og fremmest har sin plads i besættelsestidens forbryderalbum. Det er i den grad løn som forskyldt.
De seneste år har forfattere som Liv Thomsen og historikeren Gry Jexen også vist interesse for denne mærkelige og ulykkelige livsskæbne. Det tog sin tid, men Danmarks mellemværende med den forræderiske Olga Eggers har fundet sin form, og med Sofie Lene Baks markante biografi om nazisten og den glødende antisemit får vi på én gang et menneskeligt mindesmærke og en politisk-historisk skamstøtte. Som tidsportræt af 30ernes og 40ernes ideologiske frontlinjer er bogens formidling af høj klasse, og som kritisk personportræt er den helstøbt.
Trods og tragedie er ikke spor forsonende, men den efterlader mig alligevel i en sært rørt stemning, hvilket er lidt af en bedrift, Olga Eggers generalieblad taget i betragtning. Men der er virkelig noget bevægende over dette fejlslagne liv, og når jeg har skrevet denne sætning færdig, spadserer jeg op til skammekrogen på Vestre Kirkegård og ser til hende, den foragtelige, den tragiske.