Weekendavisen den 3. oktober 2025
Ny dag. Tine Høeg har skrevet en drilsk, spændende, morsom, komisk og kosmisk roman om det uforklarlige. Det er uforklarligt vellykket.
Tine Høeg: Ultramarin. 330 sider. 299,95 kr. Gutkind.
Bogen fanger øjet med det samme, radierende på bordet som en gnistrende blå blok. Omslagets forside, bagside og ryg er blå. Bogblokkens forsnit og oversnit er blåt. Begge flapper og de to indermargener er blå. Forfatternavnet og titlen skinner i sølv: Tine Høeg. Ultramarin. Tanken er oplagt, romanens titel taget i betragtning, måske også for oplagt? Ikke desto mindre er det en æstetisk lækker sag, vulgær og krukket, men også flamboyant modig. Haute couture-design.
Mon Tine Høegs roman så også passer til stemningen i totaldesignet? Det skal vise sig, at det gør den, dels fordi bogens stemning på mange måder er blue, dels fordi intet beror på tilfældigheder, når forfatteren lægger symboler i lag på lag.
Stilen er velkendt for Tine Høegs læsere: mange korte afsnit med elegante replikindskud og ikke specielt gennemskuelige linjeskift. Ved første øjekast ser den luftige prosa nem ud, så opdager man, at det er den ikke, men så fanger man melodien, og så kører det derudad.
Dagny Gudmundsen er billedkunstner, kendt for »det monstrøse Maria-maleri« på SMK. Værket, som forestiller Jesus, der ammer sig selv, er ultramarinblåt.
Dagny er ved at køre sin datter Vita ind i vuggestuen. Kæresten Benjamin forsker i asiatiske myter og gæsteunderviser nu på et universitet i Japan; jeg er lidt forarget over, at han er væk fra sin datter i seks måneder, når hun er så lille, men romanen forholder sig kun perifert til det. Dagny får praktisk hjælp i hverdagen af sin meget aktive og (enormt morsomt skildret) emsige mor.
Da romanen begynder, har Dagny accepteret en invitation til at lave et værk på museet GAIA i København, der forener naturhistorie og billedkunst. Værket skal skabes i dialog med en eksisterende totaludsmykning af en kunstner ved navn Valdis Grabner.
En dag møder Dagny en kvinde i en blåskinnende jakke med similisten foran vuggestuen. Hun rækker hende en æske, som hun mener, at Dagny har tabt, men Dagny afslår at tage imod den. Kvinden siger, at hendes datter, Liv, også går på den samme institution.
Dagen efter sidder Dagny på en café. Pludselig står Livs mor foran hende. Det viser sig, at hun udmærket kender til Maria-maleriet. Hun siger, at ultramarin betyder »hinsides havet«. Dagny forklarer, at hun valgte farven, fordi den var så dyr at fremstille i gamle dage, at kirkerne reserverede den til malerier af Jesus og Maria.
Der er noget ved kvinden, som forekommer Dagny bekendt, og så alligevel ikke. Og så er der noget ved hende, der virker ironisk. Livs mor foreslår, at de skal mødes på cafeen igen dagen efter, men dukker aldrig op. Til gengæld har hun efterladt en kuvert til Dagny. Der ligger kun en seddel med et navn: LIV SANDRA BERG.
MED DETTE MYSTISKE træk foretager Tine Høeg en velfungerende og uforudsigelig acceleration af handlingen. Vi forstår, at der bliver rokket ved noget uforløst i Dagnys liv, noget hun ikke selv er bevidst om, noget fortrængt.
Den opmærksomme læser har lagt mærke til, at kunstneren Valdis Grabner og Liv Sandra Berg, den fremmede kvindes datter, er hinandens anagrammer. Og Dagny opdager, at man også kan bytte bogstaverne om til Silva Berngard, hendes ven fra danskstudiet på Københavns Universitet for 15 år siden.
Herefter veksler romanen mellem velfortalte scener fra Dagnys nutid som mor og kunstner og tilbageblik til studietidens formative år, hvor hun dannede læsegruppe med den muntre Frans og den hemmelighedsfulde Silva, mens den milde Benjamin gjorde haneben i baggrunden. Hvilke begivenheder fra dengang har kvinden i jakken med similisten forbindelse til?
Ultramarin er en mærkelig roman, ikke bare hinsides havet, men hinsides normalvirkeligheden. Med god effekt flirter Tine Høeg voldsomt med det forklaringsløse, ikke mindst den besjælede natur, for eksempel i en konfliktscene, hvor Silva er taget til Samsø, hvor hendes mor ligger for døden.
Dagny og Frans er rejst med, og Dagny bemærker husets reproduktion af Caspar David Friedrichs maleri Munk ved havet, hvor man ser en skikkelse på stranden under en ultramarinblå himmel over et sort vandspejl.
Silva er i oprør, for hun har brudt med sin mor for flere år siden, og en efterårsaften flygter hun ned på stranden og videre ud i havet, hvor hun skriger:
»Hun fortsætter længe. Til sidst bliver hun stille, det begynder at støvregne. Og med ét lægger bølgerne sig. Havet falder fuldstændig til ro. Vi ser det ske.«
Da de bagefter sidder i den døende mors hus, ser Dagny, at munkeskikkelsen på maleriet pludselig er forsvundet. Hvordan kan det forklares?
FOR EN VAKS litterær symbolanalytiker er der nok at tage fat på i Tine Høegs roman, hvor (så godt som) alle navne, farver med mere er placeret med en hensigt. I Dagnys navn er en ny dag indlejret. Vitas navn betyder liv. Livs navn giver sig selv. Silva er latin for skov, ultramarin betyder som sagt hinsides havet, Gaia er selve jordkloden, dertil kommer vandet, månen og tiden som tilbagevendende ledemotiver.
Hvordan hænger vores liv sammen? Hvad kan vand? Hvad er tid? Kommer vi igen i nye skikkelser? Kan der opstå en rift i tiden, når man sejler i en svanevandcykel på Sortedam i København? Og hvordan hænger sådan en svane sammen med den svane, som Zeus tog skikkelse som, da han besvangrede Leda (motiv: moderskab)?
Det er jo gode spørgsmål af den slags, som videnskaben ikke kan svare helt komfortabelt på, og ikke uden grund læser Frans i en enkelt scene i Illustreret Videnskab, umiddelbart før han finder Silvas mors dagbog – en nøgle, jeg ikke drejer om her.
Ultramarin er en både komisk og kosmisk kunstnerroman med et pikaresk plot, som jeg ikke vil gå yderligere i detaljer med. Jeg vil nøjes med at sige, at Tine Høeg slår sig løs med moderskabslitteraturen – til tider helt selvsatirisk (håber jeg), hvilket er klædeligt – kunstnerromanen, udviklingsromanen, videnskabskrimien og den fantastiske fortælling.
Af dette konglomerat opstår en både spændende, drilsk og – mærkeligt nok – også morsom hinsides-realisme af en vis skøn monstrøsitet, hvis vellykkethed er nærmest lige så uforklarlig som Dagnys oplevelser med Silva for 15 år siden.
Som læser skal man acceptere det vidtløftige, men så er det også en ganske fascinerende fornøjelse at bevæge sig ind i den ultramarine pyramides indre kamre og søge svaret på, hvordan Dagnys liv og kunst hænger sammen med Valdis Grabner, Liv Sandra Berg og Silva Berngard.