Døden i Venedig. Der er ikke meget tilbage af Thomas Manns mesterværk i ny teateradaptation.
Hvad. I. Alverden. Var. Det?
Hvis teater skal vække undren, og det skal det vel, kan instruktør Anja Behrens og hendes fem skuespillere være tilfredse, for deres afledvridning af Thomas Manns Døden i Venedig efterlader publikum et sært sted.
Da min ledsager og jeg gik hjem ad Østerbrogade, mødte vi et andet par, som også havde været til premieren. »Hvad synes I?« spurgte jeg. »Vi er i en tilstand af… ja, vi er i en tilstand,« lød svaret.
Præcis. Vi var i en tilstand af jeg-ved-ikke-hvad, for vi havde lige overværet en vild og weird performance, der tager udgangspunkt i den berømte mesterroman om den gammelforfængelige forfatter og den smukke polske adelsyngling i den kolerahærgede by i lagunen.
Gustav von Aschenbach og Tadzio kan man dog godt glemme alt om, især den unge dreng, som vækker den gamle mands homoerotiske begær. Denne verdensberømte krise har Anja Behrens ikke lyst til at udforske, for som hun har sagt til Kristeligt Dagblad:
»Det bliver meget gammeldags, hvis der står en ung dreng på scenen. Værket er fra en helt anden tid, og i dag er vi et helt andet sted. Og de tematikker, der er i værket, er så meget større end en mand, der forelsker sig i en dreng. For mig at se er det en ydre omstændighed, og det er jo ikke en ung dreng. Det er jo et barn, og det bliver meget problematisk at iscenesætte.«
Du milde! Hvilken berøringsangst. Naturligvis er det ikke ”problematisk” at iscenesætte den gamle mands drengebegær. Og man kan vel også gøre det med det cast af 60+ skuespillere, som angiveligt er forestillingens hele raison d’être, da målet er at udforske – og her citerer jeg instruktøren igen – »den aldersmæssige overgang, hvor man ikke længere kan lukke øjnene for døden.«
Naturligvis giver det god mening at rette opmærksomheden mod forfatternes (Thomas Manns og von Aschenbachs) erkendelse af dødens uafvendelighed. Uret tikker, kroppen bliver grim og rynket, vi reagerer på forfaldet med forfængelighed og fortrængning.
Det, der bare virker så underligt ved Anja Behrens valg og fravalg er, at det jo netop er Gustav von Aschenbachs fascination af Tadzio, der accelererer hans fornemmelse af alderdom. Uden ynglingen som den udløsende faktor for den midaldrende mand (og her må vi lige huske, at von Aschenbach i romanen med sine kun 53 år ikke er i nærheden af de 60), misser vi en pointe.
Well, Døden i Venedig. Det fortrængtes genkomst er en styrvoltisk performance, hvor Lotte Andersen, Bo Madvig, Anders Mossling, Charlotte Elizabeth Munksgaard og Marie Brolin-Tani fyrer den af i en række ordløse tableauer, kun afløst af et par citatmonologer (Lotte Andersen), frem mod slutscenen, hvor de fem sidder ved hver deres sminkebord med ryggen til publikum, så vi ser deres spejlbilleder, mens de pudrer og maler sig og tager parykker på i en jagt på ungdom og skønhed – nøjagtig som den forfængelige og forskrækkede Aschenbach.
Vejen mod dette punkt begynder i en sal med 56 hvide spande stillet på rad og række, befolket – jeg ved ikke hvorfor – med performerne i kjortler og parykker som en slags græsk-mytologiske englebasser.
I et anfald af – ja, af hvad? – tømmer Charlotte Elizabeth Munksgaard i en frenetisk løbedans spandene for deres indhold af noget grøn granulat, måske et symbol på den sygdomssmitte, der hærger den dødsmærkede by.
Til akkompagnement af musik (nykomponeret og lånt), ekspressive lydeffekter og tung torden ruller et sort bølgehav gennem salen, hvorefter den ene visuelle mærkelighed afløser den anden, det forvredne, det nøgne, det skamfulde, det angste, det fortrængte.
Mest iøjnefaldende er Charlotte Elizabeth Munksgaards ekshibitionistiske selvundersøgelse og Bo Madvigs langsommelige trimmede kropskontrol, ligesom David Gehrts scenografi og Marie Koldkjær Højlunds lyddesign er fuld af effekt og store følelser.
Den totale dekonstruktion af handling har ikke meget med romanen at gøre, bortset fra at den fortolker nogle af dens følelser. At udelade Tadzio er et radikalt valg, men ikke nødvendigvis et produktivt valg, for ungdommen er det prisme, som alderdommen skal ses igennem.
At kalde denne visuelt begivenhedsrige, men temmelig uigennemskuelige performance for Døden i Venedig er noget af en tilsnigelse, som der ikke er meget belæg for. Det fortrængtes genkomst er forestillingens undertitel, men burde have været hovedtitlen. Den kunne så have haft en undertitel, f.eks: ’Inspireret af Døden i Venedig’ – eller ’von Aschenbach og alderdommen’.
Hvis man kan lide stiliseret billedstofteater og abstrakt performative eruptioner af fortolkede følelser, er denne forestillings mange maleriske og malabariske indfald og udfald gefundenes fressen.
Hvis man mere er til det genkendelige, vil man spørge sig selv: Hvad. I. Alverden. Var. Det? Og så vil man gå hjem i en tilstand af… ja, i en tilstand.