Weekendavisen den 26. september 2026
Virkelighed. Socialrealismen er blevet magisk i tre nye, gode romaner om udkanten og hjemstavnen.
Deniz Kiy: Blokkene. 192 sider. 249,95 kr. Gyldendal.
Thomas Bach: Bunker: 280 sider. 299,95 kr. Gutkind.
Anders Rishøj: Til vi finder noget andet. 227 sider. 199,00 kr. Kronstork.
Der sker noget interessant i ny dansk socialrealisme, hvor det genkendeligt virkelighedsnære får spændende tilføjelser af noget mytisk-mystisk-mere-end-menneskeligt, som rumler, brummer og skærer hårdt i stoffet.
Det ser man i nye romaner af musikeren Thomas Bach (f. 1984), der hermed debuterer som forfatter, og Deniz Kiy (f. 1994), der tidligere har udsendt en enkelt digtsamling, Blå øje (türkü) (2021), mens Anders Rishøj (f. 1987), der debuterede med digtene Bornholm-notater (2018), holder sig mere til en realistisk realisme.
Trods forskelle – man kan tale om en indre og en ydre realisme – rammer de tre forfattere den samme tidsdefinerende tone, og for at illustrere fællesskabet mellem de tre romaner citerer jeg her fra deres bagsidetekster:
Om Deniz Kiys roman hedder det: »Blokkene er en kollektivroman om de verdener, der findes imellem os. Det er magisk socialrealisme om magt og modstand, hjemløs sorg og grænseløs kærlighed.«
Om Anders Rishøjs roman noterer forlaget: »Til vi finder noget andet følger en barndom præget af flyttekasser, håb og skuffelser. Det er en fortælling om at vokse op i udkanten – geografisk og socialt – og om det, der bliver siddende i kroppen, længe efter at man er flyttet.«
Og om Thomas Bachs roman står der: »Bunker er en fabulerende hjemstavnsfortælling fra Danmarks vilde vest om maskulinitet, vold og sammenhold.«
Magisk socialrealisme, udkantsfortælling, hjemstavnsfortælling, det er fint dækkende begreber for de mennesker og miljøer, som de tre forfattere skriver om. På hver sin måde forlænger de tendensen fra forfattere som Thomas Korsgaard, Jens Vilstrup, Jonas T. Bengtsson, Morten Pape og – især – Liv Duvå og Stine Askov, der alle har skildret de socialt stigmatiseredes liv i ghettoerne, drabantbyerne og de mennesketømte provinshuller.
ANDERS RISHØJS ROMAN er en skildring af en aalborgfamilies sociale deroute i 1990erne, som sønnen Asger oplever den i et hjem, hvor svigtende evner overtrumfer gode viljer med omsorgssvigt som resultat.
Moren er hjemmehjælper med nattevagter, faren har lidt forefaldende arbejde, men bruger mest tid på at bælle øller, ryge hash og hænge ud med dubiøse venner. Til sidst kommer han i spjældet, og Asger og hans to mindre søskende bliver en slags socialnomader. Moren mister sit job, nasser på sin egen mors folkepension og flytter hele tiden familien til en ny bolig, der enten er til at betale eller ligger i nærheden af det fængsel, hvor faren afsoner sin straf. Som det hedder i romanens titel: Til vi finder noget andet. Det er en forgæves jagt på en frisk start.
Anders Rishøjs prosa er rolig og sikker, men også foruroligende og ildevarslende. I en række kursiverede tekster sitrer følelserne særlig stærkt, ikke mindst i åbningen, hvor familien er på vej til farens begravelse, men først skal have reddet de vigtige ting ud af huset, inden skifteretten kommer. Senere erindrer sønnen sin far, der er blevet kørt på psykiatrisk, efter at der er gået ild i huset, da han brændte haveaffald af:
»Du har været død i snart ti år,/ og jeg ligner dig hverken mere eller mindre,/ jeg kan ikke huske,/ hvem du var./ Kun de oplevelser, som er lagret i min krop./ I hjertets kulmine står Freud med fuglebryst iført badeshorts/ og vender skovlen i den samme bunke,/ så det ser ud, som om han laver noget./ Du havde gemt dig på adressen,/ lå og sov på sofaen./ Jeg kunne ikke komme i tanker om/ et bedre gemmested.«
I helt samme miljø udspiller Thomas Bachs Bunker sig, og i stil og stemning er de to romaner hinanden så meget lig, at de flyder sammen i min hukommelse.
Også her er vi i det nordjyske i 1990erne, nemlig Hanstholm, og også her er hovedpersonen en teenagedreng i en familie, hvor druk hører til dagens uorden. Sonny har en beskeden plads i hakkeordenen, der domineres af Jannik, hvis far, Frank, er byens økonomiske sværvægter, en kutterkonge og vaskeægte alfahan, der prøver at samle byen om sit nye, store projekt, Druklandia, en øllet og erotisk udgave af Lalandia.
En gammel konflikt mellem Frank og Sonnys stedfar nedarves til drengene, men da Jannik pludselig viser svaghed på en skitur med skolen og kommer i en slags tavs taknemmelighedsgæld til Sonny, vokser mulighederne for et trodsigt makkerskab frem, og da Frank hyrer Sonny til forskellige småjobs, der ikke er helt fine i kanten, opstår der nye forskydninger i relationerne mellem drengene og også mellem Sonny og stedfaren.
En nat bliver Frank overfaldet og slået til lirekassemand. Han overlever, men mister evnen til at tale og er invalideret for livet. Ved hjælp af en staveplade giver han en ordre: »KØR MIG I HAVNEN.«
Bunker har sin titel fra de gamle tyskerbunkere i Hanstholm, hvor Sonny strejfer rundt. Inde fra bunkerens bug hører han en mystisk rumlen, som om de gamle betonanlæg taler til ham, og han drages mod deres indre. Samtidig trækker historien om en forlist flydepram med bosniske flygtninge i ham. Måske er Frank involveret.
Thomas Bach dyrker det uheldsvangre og foruroligende på en ualmindelig fin måde, hvor det gådefulde hele tiden ulmer i undergrunden.
I DENIZ KIYS Blokkene er vi ude af 90erne, der tales om »efter tvillingetårnene forrige år«. Romanen åbner i en trøstesløs boligblok i en forstad, hvor Manja står tidligt op for at passe sit rengøringsjob på den lokale skole.
På sofaen i stuen sover hendes mand, Henrik, rusen ud efter en af sine utilregnelige drukture. Manja selv var gået hjem i tide, hun ved, hvornår legen må stoppe, hun har nul sygedage. Manja tænker på sit første møde med Henrik, hvor hun fortalte ham om sin opvækst i et voldeligt hjem, om lyset, som ankom i skikkelse af niecen Amanda, om tragedien, der ramte Jan, Manjas bror, der faldt i og aldrig kom op igen, om »tragedierne og tragediernes konsekvenser, om hvordan de er med til at danne et menneske, men samtidig kan være den direkte vej til rådne tænder og krumbøjet ryg«.
Henrik havde svaret, at han genkendte den svære kærlighed, man kan nære til sine forældre: »Han beskrev, hvordan det føles at være et selvmodsigende menneske,« skriver Deniz Kiy.
I denne åbning er der en meget fint afstemt tone, og forsigtige ansvarsfølelser og famlende omsorg løber som et bånd gennem romanen. Men herefter sniger det uforklarlige sig i stigende grad ind.
I blokkene har den unge Adam en levende tilstedeværelse, selvom han engang døde i en ulykke på flugt fra politiet. På et tidspunkt står han i døren og ser på sin ven som en tavs martyr: »Adam kunne godt være en projektion, men nej, det er usandsynligt. Han er alt for egenrådig, alt for fri til at være en fantasi. Men han har været stille længe, siger ikke så meget, som han plejede. Måske er han endelig ved at rådne op.«
Blokkene, der står som nedrivningstruede dominobrikker i landskabet, har – som bunkeren i Hanstholm – en egen identitet, der overskrider grænsen for realismen (bagsideteksten taler om »magisk socialrealisme«), og Deniz Kiys gode roman kan læses i forlængelse af Liv Duvås populære Ned fra himlen.
Skønt forskellige, sådan som både mennesker og romaner altid er forskellige, selvom de minder om hinanden, er Blokkene, Bunker og Til vi finder noget andet ganske nært beslægtede, helt frem til slutningerne, som i alle tre tilfælde rummer en katarsis.
Thomas Bach har skrevet en voldsom slutscene, hvor Sonny og Jannik gennemfører en bizar ceremoni, som trods sin grænseoverskridende iscenesættelse virker fuldkommen logisk.
Deniz Kiy slutter med en oprørsk, trodsig og meget symbolladet forvandling af mørke til lys, mens Anders Rishøj skildrer en mere individuel sjælerensende forløsning.
I alle tre tilfælde er der tale om overgangsceremonier for unge mænd fra under- og mellemklassen, der kæmper sig væk fra gemmestederne i hjertets kulmine, og både i bunkerne og blokkene handler det om det, der ligger efter livet. Som Deniz Kiy skriver: »Hver gang døden viser sit ansigt, bliver man en anden, hver gang man bliver en anden, viser døden sit ansigt.«
Den virkelighed, som vi alle ser, er kun en tilsyneladende virkelighed, for vi ved intet om de andres erkendelser. Det er den tanke, jeg sidder tilbage med efter tre gange grænsesøgende, velskrevet, dristig prosa fra delvist genkendelige verdener. Realisme i vild vigør.