Weekendavisen den 15. august 2025
Kommentar. Mattias Tesfaye bevilger fysiske bøger til folkeskolen. Men hvorfor skal de store forlag tjene penge på det?
For 35 år siden var jeg en ung mand med et fint lille job i forlagsbranchen. En dag bad en bibliotekar, forfatter, kritiker og redaktør mig om at skrive et bidrag til en antologi, der skulle udkomme i anledning af Bibliotekscentralens 50-års jubilæum. Jeg sagde ja, rullede et papir gennem skrivemaskinens valse og begyndte at hamre i tasterne. Af og til måtte jeg overxxxxe nogle tyrkfejl eller slette en uklar sætning med Tipp-Ex-rettelak, inden jeg til sidst renskrev hele molevitten.
Jeg skrev med en vis bekymring om truslen fra reklamefjernsynet, som netop var ankommet med oprettelsen af TV 2, og om bibliotekernes udvikling fra bogudlån til »informatikcentre«, der nu også havde videobånd. Ikke videre genialt, men fint nok og meget tidstypisk. En sætning, hvor jeg viser en kulturel og social utryghed ved Storebæltsbroen, skulle nok have haft en ordentlig gang slettelak.
Så vidt jeg forstår mit unge jeg, mente jeg dengang i 1988, at vi trængte til et opgør med »hele vores udviklingsbegreb«, og at opgøret skulle begynde med »fjernsynsapparaterne og skærmterminalerne«. Med retorisk snilde spurgte jeg: »Hvor er det, vi bevæger os hen?«, og svaret havde jeg heldigvis på rede hånd: »Mod en yderligere isolering af individet, mod en familiedannelse af far, mor, afkom, tv og en computer til at tale med, arbejde med og til at klare basale behov ved.«
35 år senere bliver min præmature bekymring for videofilm og bipbipspil bidt i halen af undervisningsminister Mattias Tesfaye, der var cirka syv år, da medierevolutionen tog fart. I denne uge genintroducerede han bogen – det, som børn i dag kalder »papirbogen« – i skolernes undervisning. I TV Avisen stod han i et klasselokale og talte med mild stemme om bogens og læsningens kvaliteter. Han lignede en, der havde opfundet den dybe tallerken. Lærere, elever og forskere bakkede op. Papirbogen er blevet moderne igen!
DET ER SVÆRT AT MENE noget ufordelagtigt om politikere, der har fundet 2,6 milliarder kroner til investeringer i bedre faglokaler (altså skolebiblioteker, som i en årrække har gået under betegnelsen pædagogiske lærecentre, men som nu heldigvis igen må kaldes skolebiblioteker), indkøb af friske klassesæt af 11 nye titler moderne dansk (én oversat fra norsk) børne- og ungdomslitteratur – til låns hos Center for Undervisningsmidler – og dertil en kampagne for at øge læselysten. Godt, bare godt. Men med plads til forbedring.
For det første: Hvor er klassikerne henne? Jeg håber, at forlagene udvikler nye udgaver (gerne læsepædagogisk lagt til rette og formidlet) af de litterære bærebjælker, herunder lyrikken og dramatikken, til kommende klassesæt.
For det andet: Hvorfor bliver de mange statslige bogindkøbskroner brugt til at støtte de i forvejen mest velkonsoliderede forlag? Af de 11 titler er de tre udgivet af Carlsen, et imprint under mastodonten Egmont, syv af giganten Gyldendal (og datterselskab) og kun en enkelt af et lille uafhængigt forlag, Koppelwrite. Det er dårligt planlagt, at betalingen for politikernes bevilgede midler til folkeskolen stort set kun havner i de store forlags pengekasser – og ikke hos de små, uafhængige og idealistiske forlæggere, der kæmper for deres markedsposition. Det bør fordeles meget bedre ved de kommende års bogkøb.
Dengang i 1988 medgav jeg, at jeg beskrev udviklingen »groft og karikeret«, men min pointe var, at bibliotekerne skulle være et bolværk mod teknologiens isolering af individet. Edb-maskinen var, skrev jeg, et modefænomen(!), som biblioteket gjorde klogt i ikke at hoppe på, for »hvorfor skal skole og biblioteker forlænge børnenes forjagede virkelighed, hvorfor ikke forsinke den?«
Ak ja. Hvis nogen dengang havde fortalt mig, at internettet, smartphones, sociale medier og kunstig intelligens ventede lige om hjørnet, ville jeg ikke have forstået det. Ikke desto mindre havde jeg en slags fremtidsklarsyn, da jeg skrev dét om en computer til at tale med, arbejde med og til at klare basale behov …
Og de 11 nye bøger er vitterligt et kærkomment modtræk til videofilm og bipbipspil og måske endda et første spinkelt bolværk mod den fordummelse og forførelse, som ChatGPT som genvejstasten til al viden har afstedkommet.