Weekendavisen den 12. september 2025
TOVE. Lilian Munk Rösing har skrevet en begavet og skriftklog bog om Tove Ditlevsen. Men hun holder en ærgerlig distance til forfatterens svigt af sin datter.
Lilian Munk Rösing: Tove Ditlevsens veje. 336 sider, illustreret. 349,95 kr. Gyldendal.
Bedst som jeg troede, at jeg havde nået et mætningspunkt, hvad Tove Ditlevsen angår, vendte appetitten tilbage med Lilian Munk Rösings markante og skriftkloge bog om den på én gang skønne og skandaløse digter.
Tove Ditlevsens veje er eksemplarisk forfatterskabsformidling, der gennem en fiks metode tager tråden op fra de fine Tove-biografier af Karen Syberg og Jens Andersen. Lilian Munk Rösing følger simpelthen digterens værk og skæbne via de adresser, hun havde gennem livet. Hun (altså forfatteren, Lilian, ikke Tove) opsøger stederne, fra barndommens gade på Vesterbro, hvor det hele blev grundlagt, til herskabslejligheden på H.C. Andersens Boulevard, hvor det hele blev gravlagt (dog må vi nøjes med at se det hele udefra, mens vi ærgrer os over, at hun ikke også ringer på og beder de nuværende beboere om lov til at kigge indenfor).
Lilian Munk Rösings litterære metode minder om Ida Jessens Jeg vil! om Sigrid Undset. Gennem læsninger og arkivstudier grundlægger hun en litterær og biografisk Tove-turisme. Men hvorfor? Prøver hun at finde »stedets ånd«? Det spørger hun sig selv om. Og så strammer hun skruen: »Ville den bedste indlevelse i erindringerne ikke være at lægge mig i en seng på Sct. Hans [psykiatrisk hospital, red.] hvor hun skrev dem, hvor hun skrev og skrev og skrev?«
Hvor langt kan og skal man gå i bestræbelserne på indlevelse, når man skriver om Tove Ditlevsen? Spørgsmålet er interessant, fordi hun selv havde en frygtløs empati. Ved at læse hendes digte og romaner om voksnes utroskab, børns smerte og kapitulerede tyske soldaters fortabthed i forlængelse af hinanden, ser Lilian Munk Rösing med skarp sans for tværgående temaer et interessant mønster. Tove Ditlevsen havde, konkluderer hun, en særlig evne til at indleve sig. Ikke alene i andre personers perspektiv, men selv i modpartens. Det er godt set.
Tove Ditlevsens veje reviderer ikke billedet af digteren, som vi kender hende. Men da Lilian Munk Rösing dykker ned i arkivernes avisudklip, opdager hun, at modernisterne med Klaus Rifbjerg og Torben Brostrøm i spidsen slet ikke var så nedladende over for den rimdydige digterinde, som de ellers har haft ry for. Tværtimod stod der stor respekt om hende. Det er en fin lille nuance.
Lilian Munk Rösings skildring af Tove Ditlevsens veje – både de konkrete og de overførte – er forbilledligt beskrevet i denne forstandige bog, der dybest set handler om det at leve med og i litteraturen, hvad enten den er en skæbnebestemmelse for en tragisk digter eller en passion for en intellektuel universitetslektor.
Men Tove Ditlevsens veje er ikke et sted, hvor nye læsere kan begynde. Hvis man har lidt forhåndskendskab til digterliv og digterværk, bliver man til gengæld forsynet med en række brillante og inspirerende tolkninger, herunder nærstudier af Tove Ditlevsens blærede sproglige metode og poetiske praksis.
AF INDVENDINGER HAR jeg to. Én med substans og en rent idiosynkratisk (og morsom). Den substantielle først:
I debatten om Tove Ditlevsens moralske kollaps som mor holder bogen en ærgerligt absolverende distance. Det handler naturligvis om digterens passivitet over for ægtemanden Victor Andreasens seksuelle udnyttelse af den 15-årige steddatter Helle, som vi via Helles psykiatriske journal kunne læse om i Lise Munk Thygesens fine Tove Ditlevsen var min mormor (2023).
Dengang troede jeg, at Tove Ditlevsens tilsyneladende medviden om det upassende forhold ville fremkalde fortrydelse blandt alle dem, der har dyrket den åh så menneskelige Tove de seneste mange år, men der skete ikke rigtig noget. Og nu håbede jeg så, at Lilian Munk Rösing ville bryde nyt land, men nej.
Hun skriver med køligt, konstaterende overblik om Victors overgreb på Helle, men er tilsyneladende ikke specielt konsterneret. Da forfatteren Niels Barfoed i en samtale er oprørt over, at Tove Ditlevsen i et brev kalder Helle sin »rivalinde«, reflekterer Lilian Munk Rösing også i en helt anden retning. Hun skriver, at hun finder ordet rivalinde »mindre chokerende«, og at hun kender »den ældre kvindes rivalisering med den yngre«, hun kender historien om Snehvides onde stedmor, hun kender ældre mænd, der vil have unge kvinder.
Ja, naturligvis og gud bedre det. Men det her handler altså om noget andet, nemlig om en kvinde, en mor, den elskede digter og kaosmennesket Tove, der undlader at gribe ind, da hendes ægtemand hiver hendes datter, hans steddatter, med ind i sengen.
Det er, mener jeg, Tove Ditlevsens ikkehandling, der er oprørende. Og det er ikkereaktionen på ikkehandlingen også. Men okay, barnebarnet har givet sin tilladelse til en syndsforladelse. Hun skrev, og Lilian Munk Rösing citerer det, at når man elsker Tove, tilgiver man hende, fordi hun selv tilgiver og forstår alt.
Sådan en konklusion er, undskyld mig, en grov omgang sludder, skabt af tidens forgabelse i Tove Ditlevsen som det perfekt uperfekte menneske. Gid nogen af dem, der elsker Tove højest, ville sige det ærligt: Hun svigtede sin datter fatalt, og piedestalen burde vakle. Men piedestalen vakler ikke, dertil er pietetshensynet for stort.
Og så til den idiosynkratiske indvending: I bogens begyndelse diskuterer Lilian Munk Rösing med sig selv, hvad hun skal kalde »de forskellige instanser af Tove Ditlevsen«. Det er for langt at skrive »Tove Ditlevsen« og for tungt at skrive »Ditlevsen«, synes hun, og »Tove« kvier hun sig ved, fordi det lyder, som om hun kendte hende personligt. Derfor beslutter hun sig for samlebegrebet TD.
Det er virkelig ikke en særlig god løsning. TD er en reduktion, som ikke giver megen mening. Efter min smag havde det været bedst at veksle mellem det fulde navn og fornavnet, alt efter situationen. Og det er (ufrivilligt?) morsomt, at Lilian Munk Rösing kvier sig ved at skrive »Tove«, for hendes bog har – og det har jeg altså aldrig set før – hverken forfatternavn eller titel på ryggen. I stedet gjalder det med basunbogstaver: TOVE.
Ja, Tove er titlen, ikke på bogen, men på mennesket, livet, digtningen og det ustyrlige kaos med druk, narkomani og moralsk kollaps. Kulten omkring hende lever og har det godt. Og Lilian Munk Rösings essayistiske skrivestil, hvor et autentisk jeg har ordet, ikke kun som forsker, men også som et følende og fortællende menneske, udmønter sig i meningsfuld og stærkt læseværdig litteraturformidling.