Terrorromantik

Weekendavisen den 8. maj 2024

Kommentar. På Nørrebrogade i København fortæller en mindeplade en sandhed og et banner en løgn.
PÅ VEJ HJEM fra Mindelunden 4. maj cyklede jeg over Nørrebro, den bydel i København, hvor sympatien med Gazas nødstedte befolkning stråler fra flag i vinduerne, plakater på murene, klistermærker på lygtepælene og mennesker svøbt i partisantørklæder. På hjørnet af Nørrebrogade og Hillerødgade har nogen været oppe på et stillads og montere et banner: Frihedskamp er ikke terrorisme. Nedenunder blafrer et stort palæstinensisk flag i aftenmørket.

Budskabet virkede særlig påtrængende og tankevækkende, fordi jeg kom lige fra mindehøjtideligheden for dem, som vi danskere med al god ret kalder frihedskæmpere eller sabotører.

Men bannerbudskabet er nemt at falsificere. Nogle gange er frihedskamp nemlig lige præcis terrorisme, vold mod sagesløse med det formål at skabe skræk og rædsel og gennemtvinge politiske forandringer.

Det var soleklar og indiskutabel terror mod vilkårlige ofre, da Hamas 7. oktober 2023 angreb, slagtede og kidnappede civile, sagesløse, ubevæbnede israelere, som på ingen måde udgjorde et legitimt militært mål. Ingen kan påstå det modsatte.

Omvendt var det frihedskamp, da den danske modstandsbevægelse saboterede jernbaner, sprængte fabrikker og likviderede stikkere. Målet var at sabotere infrastruktur, produktion med mere uden at ramme civile.

Israels angreb på Gaza var en forudsigelig og selvfølgelig reaktion, som naturligvis ikke kunne komme bag på Hamas, der således har slæbt sine egne til slagtebænken for at påvirke verdensopinionen – og med succes. Denne monumentale kynisme er en væsentlig del af den palæstinensiske ulykke netop nu.

At Israels angreb derefter overskred alle grænser for proportionalitet, er en tragedie i tredje potens. Hævnangrebets hæmningsløshed har skabt en ny folkestemning. Hamas kapitaliserer dermed på at spekulere i palæstinensisk lidelse og international offersympati. Deres mål er nemlig ikke fred, men opvigling til global antizionisme og antisemitisme.

EN KONSEKVENT KRITIK af Israels grusomme overgreb på en nødlidende, hungersnødramt civilbefolkning er naturligvis legitim og nødvendig. Men den solidariske enøjethed, den manglende afstand til Hamas og begrebsligegyldigheden, der sætter lighedstegn mellem frihedskamp og terrorisme, er dybt bekymrende.

Jeg har stor respekt for det globaliserede Nørrebros multifoldighed og historiske tradition for systemkritik og venstreorienteret, anarkistisk aktivisme, også når jeg hverken er enig i parolerne eller metoderne. Enhver storby har brug for en bydel, der protesterer.

Men Nørrebros omfattende Gaza-solidaritet ignorerer, hvad der skete 7. oktober 2023, ignorerer at Hamas er en horribel terrororganisation. Hvorfor?

Nørrebro behøver ikke at være mere naiv, end godt er. Bydelen har sine mange fortællinger om krig, modstand, frihedskamp og terrorisme.  Ved Nørrebrogade 156, hvor flere modstandsgrupper mødtes i september 1943 for at danne Danmarks Frihedsråd og organisere modstanden mod nazisterne, hænger en mindeplade. Den husker en sandhed. Banneret fortæller en løgn.