Sensitivitet. Vi skal være nænsomme med at purificere de tekster, vi i dag måtte finde problematiske.
Forleden blev jeg inviteret med i en paneldebat om, hvordan vi håndterer den litteratur, der i sprog og indhold overskrider nutidens moralske grænseværdier.
Det er et emne, som går til hjertets rod for alle os, der arbejder med skrivekunsten og derfor befinder os i et spændingsfelt mellem litteratur, politik og etik, og jeg ville virkelig gerne have deltaget i debatten, men er desværre optaget andetsteds.
Det er skribentorganisationen Dansk PEN, der arrangerer paneldebatten ud fra dette oplæg:
»Det er ikke let at være forfatter og heller ikke let at være forlægger. Måske er det heller ikke altid så let at være læser. Skal forlagene redigere i tidligere udgivne litterære værker, så de tilpasses tidens tone? Og hvilke tanker gør forfatterne sig om skriveprocessen og bestemte emner og ord, for ikke at støde læserne?«
Med dette dyk ned i forfatternes og forlæggernes maskinrum åbner Dansk PEN en relevant og interessant debat, som alt for ofte har været præget af håndsky sensitivitet eller hånlig polemik. Men spørgsmålene fortjener en fordomsfri diskussion, der dels skal handle om litterære, sproglige og redaktionelle processer i en etisk kontekst, dels om de kulturhistoriske konsekvenser af vor tids fremadstormende hensynskultur.
For et år siden udgav jeg en bog om »den sorte mand« som motiv i dansk litteratur. I bogen forsøgte jeg at skrive nuanceret om hele det problemkompleks, som forfattere og forlæggere står over for, når sproget og værdierne ændrer sig radikalt på ret kort tid: Hvad gør vi med den litteratur, der er faldet ud af tidsånden, værdierne og den sproglige moral? Hvad gør vi med de værker, der stammer fra det, man kalder »en anden tid« og derfor ikke overholder nutidens standarder?
Meget ofte handler dette om fordomsfulde og stigmatiserende racistiske og etniske stereotypier, som engang blev skrevet med hvid hegemonisk selvfølgelighed til et monokulturelt publikum. Her står eksemplerne i kø gennem litteraturhistorien: H.C. Andersen, Tom Kristensen, Jørgen Clevin, Halfdan Rasmussen, Inger Christensen, jeg kunne blive ved.
Naturligvis kan man ikke omskrive litteraturen, men man kan redigere den. Det bedste eksempel er Bibelselskabets løbende omskrivninger af Bibelen, så den er i overensstemmelse med tidens værdier. Et andet godt eksempel er Gyldendals lancering af en purificeret udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, hvor alle digte om »negere« og »hottentotter« var fjernet, så bogkøber kunne vælge mellem en »sort« og en »hvid« udgave. Det var både et udslag af etik og markedsforståelse.
I DAG SER jeg ofte tegn på, at forlæggere har purificeret en tekst. For nylig opdagede jeg, at n-ordet var udeladt i en dansk oversættelse af en norsk roman fra 1930erne. Ikke at vi mister noget umisteligt. Men det tidsbundne og litteraturens sproglige autenticitet bliver ofret på en sprogetisk korrektheds alter.
Da jeg udgav min bog, mærkede jeg, hvor svært det er at tale om emnet, fordi der ofte står endog meget stærke følelser på spil. Og derfor er forlæggere i stigende grad – bevægelsen kommer naturligvis fra USA – begyndt at lade sensitivitetskonsulenter rådgive om ord og begreber i forfatternes manuskripter.
Det handler om identitet og identifikation, om at have den moralske ret til at skrive om for eksempel køn og etnicitet, om at undgå det, der sårer. Dermed kommer forskellige minoritetsgruppers følelser til at sætte rammen for forfatternes råderum.
Sproget – forfatternes værktøj – er et dynamisk fænomen, der afspejler de til enhver tid herskende værdier, og litteraturen er altid et signalement af sin tid.
Derfor er alle vi forfattere, forlæggere, bibliotekarer, redaktører, kritikere, forskere og så videre kun kustoder, formidlere og forvaltere af en litterær arv, som vi skal give videre til dem, der kommer efter os. Og derfor skal vi være nænsomme med purifikationen af den litteratur, som vi i dag måtte finde problematisk.