Klassiker. J.D. Salinger skildrer det moderne menneskes tilværelsesangst. Intet mindre.
J.D. Salinger: Franny & Zooey. Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen. 190 sider, 249,95 kr. Alhambra.
Kan man på én gang være en stor forfatter og tavs som graven? Ja. Intet har været så produktivt og mytologiserende for de blot fire bøger, J.D. Salinger skrev, som hans beslutning om at klappe i som en østers og eksilere sig fra al opmærksomhed og offentlighed.
J.D. Salinger (1919-2010) debuterede i 1951 med The Catcher in the Rye (på dansk mest kendt under den maltrakterede titel Forbandede ungdom), hvorefter han frem til 1963 udgav yderligere tre bind prosa.
Franny & Zooey udkom oprindelig i magasinet The New Yorker som to separate, men sammenhængende fortællinger. Franny på 38 bogsider blev første gang trykt i 1955, og kortromanen Zooey på hele 140 bogsider blev bragt i 1957, inden de blev samlet i bogform i 1961.
Året efter var den danske udgave klar, men Vibeke Cerri udelod en del nuancer og flere hele sætninger, og derfor er Rebekka Hjelholt Svendsens nye oversættelse den første komplette. Hatten af for hende og for forlaget Alhambra, der nu bringer orden i sagerne.
I Franny & Zooey møder vi to søskende fra en børneflok på syv, som J.D. Salinger vævede ind og ud af sine noveller, dels som hovedpersoner, dels som fortællere.
Manhattan-familien Glass’ børn har alle medvirket i et radioprogram, It’s a Wise Child (som Rebekka Hjelholt Svendsen oversætter til Kloge poder, hvilket lyder unødigt altmodisch), hvor kvikke børn svarer på lytternes spørgsmål. Mellem 1927 og 1943 var mindst et af børnene med i det populære underholdningsshow.
Nu er de syv søskende spredt for alle vinde. Vi følger de to yngste, den tyveårige Frances, kaldet Franny, og hendes bror Zachary, kaldet Zooey, på 25. Fra disse to udgår forbindelseslinjer til de øvrige søskende, som alle enten optræder som hovedpersoner eller fortællere i forfatterskabets øvrige noveller: Den ældste, Seymour, var krigsveteran og begik selvmord. Buddy er forfatter og litteraturlærer (måske J.D. Salingers alter ego). Boo Boo er gift og mor til tre. Walter omkom som soldat i Japan, og hans tvilling, Waker, er katolsk karteusermunk.
FRANNY består stort set udelukkende af en samtale på en restaurant mellem Franny og hendes kæreste, Lane, som hun besøger på universitetets campus, mens Zooey er bygget op over samtaler i familiens lejlighed på Upper West Side, Manhattan, mellem Zooey og hans mor, mellem Zooey og Franny og til sidst en telefonsamtale, hvor Zooey giver sig ud for at være Buddy, der ringer til Franny.
Samtalen er altså en bærende form i J.D. Salingers prosa, ikke bare fordi han tillægger replikker stor betydning, men fordi det menneskeligt essentielle opstår – eller forstummer – når to personer taler med hinanden. Spørgsmålet er, om man kan lytte oprigtigt og aflæse den andens situation og intention. Eller om man kun hører, hvad der kommer ud af ens egen mund.
Lane inviterer Franny på en frokostrestaurant. Da deres cocktails bliver serveret, læner han sig tilbage i velvære. Han er på det rigtige sted og i selskab med »en uangribeligt rigtigt udseende pige«.
Besynderligt, og karakteristisk, nok ser Franny sin kærestes velvære som en »monumental blottelse«, og »efter gammel overenskomst med sin psyke valgte hun at føle sig skyldig over at have set den, opsnappet den, og hun dømte sig selv til at lytte til Lanes efterfølgende monolog med en særlig grad af forstilt opslugthed«.
Paradokserne hober sig op. At vise velvære er en blottelse. At opsnappe det fører til skyld og dom. Den psyke, som Franny har en gammel overenskomst med, efterlader hende sårbar og ensom i Lanes selskab, og som frokosten skrider frem, udvikler krisen sig.
Mens Lane spiser frølår og snegle og plaprer løs om en opgave, han har skrevet om Rilke, og en professor, der irriterer ham, lader Franny sin sandwich stå urørt. Hun føler, at der er en faldlem under hendes stol, som kan få hende til at forsvinde. Hendes angst for at miste fodfæste bliver gentaget flere gange: Hun føler, at hun er ved at blive skør. Hun er bange for, at hun er ved at gå fra forstanden.
Til sidst besvimer Franny på restauranten, og da novellen slutter, ligger hun og stirrer op i loftet, mens hendes læber hele tiden former lydløse ord, »og de holdt ikke op med at bevæge sig«.
Frannys mentale sammenbrud er både en krises kulmination og en mental forløsning. De lydløse ord kommer nemlig ikke af ingenting. De bunder i en form for spirituel vækkelse. Franny har læst En russisk pilgrims beretninger, et anonymt skrift fra midten af 1800-tallet om en russisk bondes vandring gennem skove og byer i søgen efter Gud. Han når frem til en bedeteknik, der findes i menneskets indre, den såkaldte Jesus-bøn, hvor den bedende messer Jesus’ navn, »forbarm dig over mig«, indtil bønnen går i et med åndedræt og hjerteslag.
ZOOEY begynder med en sær scene, hvor han ligger i et badekar og læser et langt fire år gammelt brev fra den ældre bror Buddy. Så kommer moren, Bessie, ind på badeværelset, hvor hun klager over Frannys tilstand.
Zooey og Bessie mundhugges, inden Zooey senere på dagen gennemfører sine to samtaler med Franny, den første i egen person, den anden i telefonen, hvor han udgiver sig for at være Buddy. Mellem de to samtaler studerer Franny en dør, som hendes brødre har skrevet litterære, religiøse og filosofiske citater på.
Det spirituelle spiller en gennemgående rolle i J.D. Salingers prosa. Han interesserede sig indgående for buddhisme, hinduisme og den kristne ortodokse tradition, men også for tvivlen, de frie tanker og psykoanalyse.
I slutningen af historierne om den livsforvirrede og retningsløse Franny lader han den russiske pilgrim og Jesus antyde en vej. Men i telefonsamtalen mellem Zooey, der foregiver at være Buddy, og Franny får det hele også et profant skær. De to søskende har begge fået et godt råd af deres ældste bror, den nu døde Seymour. Han sagde, at de altid skulle gøre sig umage for Den Fede Dame, når de optrådte i radioen. Men han forklarede ikke, hvem hun var.
Nu siger Zooey til Franny, at der er ikke et eneste menneske derude, som ikke er Seymours Fede Dame. Det gælder alle mennesker. Fordi – afslører han som en hemmelighed – Den Fede Dame i virkeligheden er selveste Kristus. På den måde vender hverdagen tilbage til det religiøse. Og det religiøse bliver gjort simpelt.
Efter telefonsamtalen kigger Franny op i loftet og falder smilende i søvn. Dermed spejler slutningen i de to historier hinanden. Men hvor Franny i den første novelle brød sammen og havde Jesus-bønnen på læben, er hun nu anderledes fattet og rolig.
FRANNY & ZOOEY kan både læses som en religiøs bekendelse og som en religionskritisk ironisering, men dybest set har J.D. Salinger skildret det moderne menneskes tilværelsesangst. Intet mindre.
Rebekka Hjelholt Svendsens solide nyoversættelse flyder fint og stort set lydefrit (der er visse amerikanismer), og forhåbentlig er Franny & Zooey begyndelsen på en nyoversættelse af forfatterskabet.
J.D. Salinger er retfærdigvis anerkendt som en af den amerikanske litteraturs vigtigste forfattere. Men hans største »værk« var ikke det, han skrev, men alt det, han hverken skrev, sagde eller gjorde.
Størst var tavsheden. Ved at absentere sig fra verden blev han monumental.