Weekendavisen den 24. maj 2024
Kommentar. Mit egentlige ærinde var at slå et slag for den litteratur, som ikke er mindre »fin« end romanen, men tit bliver tvunget i romanens retning.
For nogle uger siden luftede jeg en idiosynkratisk irritation over de bøger, der kalder sig »romaner«, selvom der findes mere dækkende alternativer, og i sidste uge fik jeg så svar på tiltale af teaterinstruktør Liv Helm, hvis litterære debut, Med hjertet i hånden, jeg havde brugt som eksempel.
Jeg opfatter, skrev jeg, mere bogen som et stykke narrativ nonfiktion – en reflekterende, selvbiografisk, erfaringsbaseret beretning uden fiktionaliseringer – end som en roman, altså en »lang, fiktiv prosafortælling« for nu at bruge en formalistisk genredefinition.
I sin kommentar til min kritik skriver Liv Helm, at jeg gør »romanbegrebet til et faktatjek af, hvor tæt en bogs handling er på virkeligheden«. Dermed »reducerer« jeg både hendes værk og litteraturen som sådan, mener hun, og til sidst skriver Liv Helm med polemisk svirp, at hun vil sende sin næste roman til faktatjek hos mig.
Dybt suk. Dybt, dybt suk.
Jeg har som litteraturkritiker, litteraturjournalist og litteraturformidler gennem mange år aldrig ønsket eller efterspurgt et faktatjek af skrivekunsten.
Jeg har altid – hvilket jeg tit har skrevet om – skelnet mellem det, jeg kalder den æstetiske læsning og den journalistiske læsning af en bog. Den æstetiske læsning forholder sig udelukkende til en bogs værdi som litteratur. Det er denne metode, som litteraturkritikken skal sværge til.
Den journalistiske læsning stikker derimod en nyfigen næse ned i forholdet mellem forfatterens liv og forfatterens bog. Sådan en læsning, som kan være ørkesløst kedsommelig, bliver fremmet af de mange optaktsinterview, som ofte bliver de bøger til del, der bygger på en autentisk tragedie af en slags.
Når jeg brugte Liv Helms bog som eksempel, var det udelukkende, fordi den var aktuel. Men jeg kunne have sagt nøjagtig det samme om Olav Hergels Jeg husker dagen som lys fra i fjor, interessant nok også en fortælling om autentisk selvmord og psykisk sygdom i forfatterens familie.
Her havde forlaget og forfatteren også valgt genrebetegnelsen »roman«, men for mig fremstår bogen mere som en personlig beretning, en dramadokumentarisk rekonstruktion, hvor den skønlitterære fremstillingsform virker forceret og applikeret. Endnu et eksempel er Knud Brix’ Febertræet, som vel mere er en journalistisk-dokumentarisk rejsebog end en roman.
AT ROMANGENREN ER plastisk – eller føjelig som en hasselgren, som jeg skrev i min kommentar – ved enhver litteraturlæser, og hvordan en forfatter definerer sin prosa, må han eller hun naturligvis selv om. Thorkild Hansen udgav engang sine dagbogsoptegnelser fra ungdomsårene i Paris, men de viste sig at være omskrevne i en sådan grad, at de nærmere var fiktionstekster. Her var genrevalget på alle måder performativt.
Når Liv Helm skriver, at en roman »er en forandring af virkeligheden«, og at hun er ligeglad med, hvor meget en forfatter »forskyder virkeligheden ind i fiktionen«, er jeg ganske enig. Virkelighedsforskydning er vel det, som al kunst går ud på.
Men hvor stor forskydningen skal være, findes der ingen regel for. Omfanget af den litterære iscenesættelse kan hverken måles eller vejes, end ikke fornemmes. Det eneste, der tæller, er naturligvis værkets værdi, dets æstetiske kvaliteter.
Den enorme autofiktive bølge i litteraturen har skabt mange ørkesløse debatter om forholdet mellem den formelle virkelighed og romankunsten. At kortlægge relationen er meningsløst. Og hvis der er uoverensstemmelse mellem kortet og landskabet, er det jo nok kortet, der er blevet manipuleret med.
Hvordan det forholder sig i Liv Helms tilfælde, afstår jeg fra at interessere mig for, ligesom jeg ikke er hjemme, når hun sender sin næste roman til faktatjek hos mig. Mit egentlige ærinde var såmænd bare at slå et slag for den litteratur, som ikke er spor mindre »fin« end romanen, men som tit bliver tvunget i romanens retning: nemlig den autentiske jegfortælling, der tør være en autentisk jegfortælling, den elaborerende essayistiske litteratur, som bygger bro mellem tænksom kulturkritik, private livserfaringer og frie fortælleformer, uden derfor at være skønlitterær. Uden at være »roman«.