Weekendavisen den 31. maj 2024
Genlæst. Tom Kristensens hovedhærværk var ikke kun et opgør med forfatterens egen deroute i sprut, men med livsanskuelser, meninger og kritik. I dag har Lars Frost og Theis Ørntoft taget tråden op.
»Nu ringede telefonen igen.«
Den berømte åbning på Tom Kristensens roman Hærværk symboliserer den eksistentielle uro, som præger litteraturredaktøren Ole Jastraus liv.
Romanen, der udkom i 1930, skildrer Tom Kristensens deroute i sprut i de brølende 20ere og var ifølge forfatteren selv »et hensynsløst selvportræt i legemsformat«. Autofiktion før autofiktionen fik navn.
Den 2. juni er det 50 år siden, den betydningsfulde digter, forfatter og kritiker døde. Han blev begravet på en lille plæne på Thurø Kirkegård, hvor udsigten strækker sig smukt over Skårupsund.
Tom Kristensen flyttede til den lille ø syd for Svendborg i 1946, væk fra de københavnske kunstnerkredse og vandingshuller, hvor Ole Jastrau var gået i hundene, illusionsløs og træt af de krav og forventninger, han mødte i sit private og professionelle liv.
Alle kritikerens oprørske idealer var fordampet. Hverken politik eller religion sagde ham længere noget.
Tom Kristensens hovedhærværk er en roman om Ole Jastraus selvkonfrontation og selvdestruktion, fuld af psykoanalytiske symboler, nietzscheansk nihilisme og eksistentialistiske erkendelser. Men lige bag det hele dukker meningerne hele tiden op som et af romanens mange arabeskmønstre.
Da apparatet på skrivebordet kimer så ildevarslende, ligger Ole Jastrau på divanen med en stak anmeldereksemplarer, og han besvarer opringningen med en følelse af lede. En Hr. Raben er i røret: »Hvadbehager? Foreningen for hvad? Aah! Om jeg vilde holde Foredrag? Om hvad? Jamen, jeg har ikke noget paa Hjærte, ikke det bitterste, det kan jeg forsikre Dem, Hr. Raben.«
Hvilken forening, den stakkels Hr. Raben ringer fra, ved vi ikke. Men han må lægge på med uforrettet sag, for Ole Jastrau er led og ked af at mene noget:
»Han stirrede op i det hvide, firkantede Loft. Øde som hans Livsanskuelse (…). Hvor var det Loft stort og øde. ’Livsanskuelse! Ha ha! Hvor vil De hen?«
OLE JASTRAUS livslede og alkoholens svøbe bliver rimeligt nok altid betragtet som hovedmotivet i Hærværk. Det første, man får øje på, er da også drukflugten og drifterne, angsten for almindeligheden, begæret og den erotiske afmægtighed. Men alkokanoniseringen af Hærværk har også skygget for dens gennemgående tema af mere eksistentiel karakter: meningernes meningsløshed. Motivet vender tilbage gennem hele romanen, hvor meningsleden både gælder politik, presse, litteratur og litteraturkritik.
»Man bliver skør i Hovedet af at læse alle de gale Meninger, andre har. Jo, s’gu, alle Meninger er gale,« tænker Ole Jastrau. Han foragter sin egen metier, men ikke desto mindre lykkes det ham at skrive »en af disse kritiske Artikler, som tydede paa en større Begavelse, end han faktisk var i Besiddelse af, og som især røbede en Selvdisciplin, han slet ikke ejede …«
Som sådan er romanen også en anmelders opgør med sin egen metier, med litteraturen og med meningerne på det radikale dagblad, hvor han er ansat. Men det vel at mærke et opgør, som Tom Kristensen reserverede til sit alter ego. Selv blev han i litteraturkritikken på Politiken resten af sin karriere. Ikke længere fuld. Kun fuld af de meninger og den kritik, som Ole Jastrau foragtede og forsøgte at løsrive sig fra.
FØRSTE DEL af Hærværk hedder slet og ret »Mellem meninger«. Som en lus mellem to meninger sidder Ole Jastrau fast med sin politisk-idealistiske fortid bag sig og sin eksistentielle indifferens foran.
For sine gamle venner er han en klasseforræder, for sine chefer er han en skuffelse. En dag klager avisens redaktionssekretær over, at Ole Jastrau forsømmer sine chancer på redaktionen. Han deler ikke skæbne med avisen, som ellers kunne gøre en stor mand af ham.
Ole Jastrau svarer med et undvigende »Jo-oh«, hvorefter han fordufter. For han vil ikke være en stor mand. Han er ligeglad med sjælen bag meningerne, mennesket:
»Hver Dag at skrive en Artikel om Aandsliv! Var det en stor Mand? At være inde i Redaktionsintriger og Forlagsinteresser, at kende de danske Aandsfyrsters Privatliv, Venner og Fjender, at vide, hvor Forbindelsestraadene laa! Stor Mand?«
Det eneste, han føler, er lede ved verdens skæve udvikling, og han planlægger at sige op.
En aften diskuterer Jastrau og handelsredaktør Kryger avisens rolle. Kryger mener, at litteraturkritik er »en ganske ansvarsløs håndtering«, mens Jastrau returnerer: »Hvad vedkommer det Offentligheden, hvordan De ser på Højfinans?« Handelsredaktøren svarer, at avisen er en forretning, hvortil Jastrau replicerer, at den er en »Forretning i Meninger«.
Allerede i 1920erne havde Ole Jastrau (altså Tom Kristensen) fået færten af meningernes betydning på Dagbladet (altså Politiken):
»Meninger! Noget saa skyggeagtigt som Meninger! Men hvorfor blev Mennesker ogsaa Skygger, naar de solgte deres Meninger? Vi Skygger, vi handler med Skygger.«
Ole Jastrau lover sig selv, at han ikke vil drikke mere. Da han ikke kan holde, hvad han lover, siger han til sig selv, at edsformularen kun havde omfattet whisky. Samtidig ved han udmærket, at han lyver:
»Jamen Meningen havde været al Slags Spiritus. Meningen, Meningen, javel. Men Meningen maatte være drysset bort.«
Tom Kristensens opgør med meninger og meningsdannelse bunder i hans erfaringer fra 1920ernes politiske og litterære diskussioner og fra en aviskultur i moderne udvikling af stilen og stoffet.
SIDEN ER DER GÅET 100 år, men intet er forandret. I dag ville sådan en debat mellem aviskolleger handle om bevægelsen fra newspaper til viewspaper, for meninger er stadig kernestof i aviserne. Det er vitalt for ytringsfriheden og demokratiet, og meningsmagerne er stadig kritikere, kommentatorer og forfattere. Men nogle har – som Ole Jastrau – fået nok.
I 2018 proklamerede forfatteren Lars Frost, at han var færdig med at mene noget. I en artikel skrev han:
»Sikke en lettelse, det er, at melde sig ud af den offentlige debat. Nu finder jeg stor glæde i at udbasunere, at jeg ikke har sat mig ind i dette og dette. Jeg aner ikke, hvad du taler om, råber jeg. Eller jeg proklamerer, at jeg ikke interesserer mig for dette og dette. Og det er sandt.«
Hvis en Hr. Raben fra en eller anden forening havde ringet til Lars Frost og bedt om et foredrag om hans livsanskuelse eller syn på det velfærdssamfund, som han tidligere havde talt vidt og bredt om, når hans romaner udkom, ville forfatteren sikkert have stirret op i det hvide lofts øde, ligesom Ole Jastrau. »Livsanskuelse! Hvor vil De hen?«
I Theis Ørntofts Jordisk (2023) – nomineret til Nordisk Råds litteraturpris – spiller opgøret med meninger en vigtig understrømsrolle hos flere af romanens karakterer.
Der er Joel, som øver sig i ikke at mene noget, ikke at have nogen holdning, for det er ikke holdninger, verden har brug for. Den største fejl i nyere verdenshistorie var at give ethvert menneske en offentlig stemme, siger han. Hvorefter han lover at stoppe med at mene noget – nu!
Der er Rhea, som renser alger af gavlen, efter at hun har fulgt en debat om leopardkampvogne på DR2. Hun konkluderer, at »debatter måske også bare er noget ubrugeligt bras, en lille grim støj i et stort og ellers smukt kosmos«. Derefter går hun i køkkenhaven.
Der er Julia, en forfatter, der er løbet tør for ideer. Hendes tanker er som en radiokanal på en tom, susende frekvens, en højfrekvent, metallisk ringen for ørene. Hun overvejer, om nogen forfatter i verdenshistorien mon har skrevet mere end to virkelig afgørende bøger. Er der en naturlov, der regulerer ethvert forfatterskab, at det brænder ud på et tidspunkt, langt hurtigere end forfatterne selv er parat til at indrømme, spørger hun?
OLE JASTRAUS meningslede afspejler hele hans livslede.
Han skulle bare have vidst (eller: Tom Kristensen skulle bare have vidst), at den franske filosof Alain Badiou ser meninger som et socialt bindemiddel, der først og fremmest skal holde snakken i gang, ligesom aber piller hinanden for at bekræfte deres sociale bånd (her citeret efter Center for Vild Analyse, Information, 2012).
Da Ole Jastrau endnu en gang har kastet alle fortøjninger og drukket sig fra sans og samling, hanker kollega Kryger op i ham og spørger, hvad det er, han vil, uvidende om, at Ole har en affære med hans egen kone. Gennem tømmermandstågerne lyder svaret:
»Undertiden bilder jeg mig ind, at jeg har et filosofisk Maal? Jeg var villet bag om Meningerne, mine egne Meninger. Jeg har villet se, hvad der var.«
Og hvad var der så? Der var et tomrum, øde som det hvide loft, og en erkendelse af, at meningen ikke nødvendigvis findes i meningerne.
Mennesker mødes mellem meninger – og bag meninger. Men Ole Jastraus sociale bånd er bristet, og tilbage er kun hans selvopgør, hans angst, hans eksistensforvirring.
Han formår ikke at pille de andre aber og lade sig selv pille.