Weekendavisen den 31. maj 2024
DDR-roman. Kan en dannet boghandler få en ung pige ud af højreradikalismen? Tysk roman med ædle motiver glemmer at argumentere for sin egen troværdighed.
Bernhard Schlink: Barnebarnet. Oversat af Leif Mathiasen. 375 sider. 300 kr. Forlaget Silkefyret.
Kaspar er en godt 70-årig boghandler og enkemand. Hans hustru Birgit, der var alkoholiker, druknede i badekarret, måske var det selvmord.
De to mødte hinanden i 1964, hvor unge vesttyskere i et kort øjeblik af politisk tøbrud fik mulighed for at besøge jævnaldrende i DDR.
Den historiestuderende Kaspar rejste fra vest til øst med fordomsfri nysgerrighed og lyst til at lære hele det delte land at kende. Da kærligheden blomstrede, hjalp han med at organisere og finansiere Birgits flugt til Vesten.
Da Birgit mange år senere dør i badekarret, kan Kaspar se tilbage på et lykkeligt ægteskab, dog barnløst. Med stoisk tolerance har han levet med sin kones alkoholisme, mens han drev sin boghandel.
Birgit var en talentfuld, men uforløst forfatter, og da Kaspar finder et selvbiografisk romanmanuskript, som hun har skrevet på i al hemmelighed, får han indblik i en ukendt fortid fra hendes unge år i DDR.
Det viser sig, at Birgit havde født en datter efter en affære med en gift embedsmand fra det socialistiske enhedsparti SED, det regerende statsparti i DDR. Manden planlagde at overtage barnet og indlemme det i sin familie med sin kones accept. Det afviste Birgit dog, og hun fødte barnet i dølgsmål med hjælp fra en veninde, som skulle sørge for at aflevere den nyfødte på et børnehjem.
Da Kaspar indser, at hans kone havde en datter, begynder han at lede efter hende. Det viser sig, at den nyfødte ikke blev bortadopteret, som Birgit havde ønsket. Pigen, Svenja, blev afleveret hos sin far, og som voksen giftede hun sig med Björn og fik datteren Sigrun.
Og her opstår romanens politiske og moralske friktion. Mens Kaspar tilhører storbyens dannede, humanistiske kulturborgerskab, som læser litteratur og går til klassiske koncerter, tilhører Svenjas familie nemlig provinsens kulturkonservative völkische livsstil, der værdsætter klassiske familieværdier.
Det spørgsmål, som romanen stiller, er dette: Hvad sker der, når den dannede Kaspar, der bærer den historiske skam over nazismen med sig, møder en familie, der hylder det højreradikale tyske nationalsind?
KONFLIKTEN er på alle måder interessant – politisk, personligt, historisk, moralsk. Og som det fremgår af titlen, som den 80-årige tyske jurist og forfatter Bernhard Schlink har valgt, drejer konflikten sig om Sigrun, pigen med det nordiske valkyrienavn, barnebarnet.
Så vidt, så godt. Duellen, det politisk og moralsk antagonistiske, begynder med Den Kolde Krigs øst/vest-konflikt og fortsætter med vor tids modsætninger mellem europæisk humanisme og tysk nationalisme. Det er påtrængende vigtigt og velbeskrevet.
Men derfra havarerer romanen. Den holder simpelthen op med at argumentere for sin egen troværdighed. Mellem Kaspar og Björn indgås en pludselig og aparte overenskomst. Kaspar stiller en arv efter Birgit i udsigt til Sigrun, og samtidig aftaler de, at Kaspar og pigen skal have fast samvær. Ganske vist vil Björn gerne have fat i arvesummen, og griskhed kan forklare meget, men det virker usandsynligt, at en völkisch mand med et mistroisk, oppositionelt og historierevisionistisk livssyn skulle lade sin purunge datter flytte ind hos fjenden.
Kaspars motiv for at engagere sig i sin afdøde kones ukendte barnebarn skal vistnok være ædelt. Han vil tilbyde pigen et alternativ til den hjemstavnsromantiske og naziapologetiske blod og jord-filosofi. På den anden side trækker hele den völkische kultur og et liv blandt de voldelige autonome nationalister i Berlin.
Kaspars modgift er dannelse, og han er altid parat med museumsbesøg, koncerter og myteresistente argumenter. Først og fremmest er han respektfuld på en omklamrende måde, hvilket fører til mange ringe replikker. Han kalder Sigrun »et kært barnebarn«, og da hun svarer, at det er dejligt at være hos ham, selvom det altid er hans sandhed, der gælder, og aldrig hendes, svarer han:
»Der er kun en sandhed. Den tilhører ikke mig og ikke dig, den er der bare. Ligesom solen og månen. Og ligesom månen ser man indimellem kun halvdelen, selvom den er smuk og rund.«
FINT NOK. Men den moralske frisure er for velfriseret i romanens anden halvdel, hvor Kaspars dydige dannelse simpelthen bliver for irriterende, selv for mig, der mener, at de højreradikale hjemstavnsfolk truer den verdensdel, som de påstår at ville frelse.
Litterært vurderet svigter Bernhard Schlink sin egen fortælling, og jeg fristes til at vende en af Kaspars replikker mod romanen selv: »Om musik og kunst og bøger er tyske eller udenlandske, er ligegyldigt. Det kommer an på, om de er gode eller dårlige.«
Barnebarnet begyndte godt. Men da det virkelig gjaldt, blev den, ligesom månen, smuk og rund.
Den måtte hellere have været grim og kantet.