Weekendavisen den 13. oktober 2023
Formfuldendt. Martin Bigum romandebuterer med vellykket kunstnerroman om skabelse, destruktion og depression.
Martin Bigum: Hovedværk. 352 sider, 299,95 kr. Turbine.
Kunstmaler m.m. Martin Bigum skrev lyrik i halvfemserne, senere også kunsthistoriske essays, men med Hovedværk debuterer han nu som romanforfatter, og han henter hele sit stof fra den verden, han selv tilhører som professionel billedkunstner. Men mens hans tegneserieinspirerede, symbolstærke malerier ofte er præget af ironi og skør humor, har hans roman et stensikkert kontrolleret og befriende vellykket klassisk realistisk fundament.
Som forfatter har Martin Bigum en sikker hånd, og han bruger hele paletten i en handlingsmættet, underholdende, symbolladet og tankefremkaldende kunstnerroman.
Hovedværk handler om tilblivelsen – og afslutningen – af en kunstner og et kunstnerskab. Det er en roman om menneskeskæbnes rødder i barndommens traumer, løsrivelse og selvstændiggørelse, kunst og kapitalisme, politik og ideologi, ægteskab og venskab, loyalitet og svigt. Om at definere sig selv. Om altings finale.
Den aldrende, egensindige kunstner Wilhelm Riels er ved at være ved vejs ende. Som ung mand forandrede han samtidskunsten med et eneste banebrydende værk, og siden 1967 har han været en af Danmarks mest berømte og kontroversielle kunstnere.
Nu – romanen foregår i 2009 med tilbageblik til især 40’erne, 50’erne og 60’erne – skal en retrospektiv udstilling med hans samlede værker åbne på Kunstmuseet (SMK), og det skal være en finale, der kan mærkes. Sammen med sin assistent Jakob, har Wilhelm Riels i al hemmelighed udtænkt en afskedssalut, som kunstverdenen aldrig har kendt mage til.
Gennem sin opvækst i et velhaverhjem på Frederiksberg var Wilhelm vidne til begge sine forældres forkrampede liv i skuffelsens slagskygger. Faren var en spidsborgerlig advokat, men han havde et åbent sind for den moderne kunst. Da en gruppe kommunistiske og stalinistiske kunstmalere hyrer ham som advokat for Kunstnersammenslutningen, bliver han stolt over, at de store kunstnere vil arbejde sammen med en sådan en kapitalistlakaj som ham.
En aften er kunstneravantgarden på besøg i advokathjemmet. I kælderen har advokaten en stor modeljernbane. Kunstnerne reagerer med overbærenhed. En hobby bør være mere end bare en hobby, den bør være et sorgarbejde ligesom efterkrigstidens kunst.
Advokaten bider flovheden i sig. Men ydmygelsen bliver kun værre, da hans kone dukker op. Hun har et lille atelier i kælderen, og da kunstmalerne ser hendes malerier, bliver de dybt betagede.
Advokat Riels er selv – i al hemmelighed – en talentfuld, men uforløst tegner, og han tåler ikke, at hans kone bliver opdaget og anerkendt af de kunstnere, som han selv beundrer. Da hun bliver inviteret til at udstille i Kunstnersammenslutningen, møder han beruset op til ferniseringen og laver skandale.
Hvad der videre sker med Wilhelms forældre, er indlejret sent i bogens plotstruktur gennem den aldrende mands flashbacks, og det vil være ufint at give mere væk her. Lad mig derfor blot sige, at forældrenes skæbne og Wilhelms egen udvikling som en radikal og kompromisløs kunstner, der dyrker destruktionen som en uafvendelig del af værket, hænger elegant sammen. Jeg kan også formulere det som et eksistentielt spørgsmål: Hvor meget skuffelse og ydmygelse kan et menneske tåle?
Da Wilhelm vokser op, bliver han en slags offer for sin barndoms prægning på kunst. Han har intet andet valg, end selv at blive skabende. Men side om side med det skabende, står det ødelæggende, det nedbrydende. Det blev kodet ind i ham, da han så sin ydmygede far rasere både morens atelier og sin egen modeljernbane.
I 1967 åbner Wilhelm et eksperimenterende galleri, hvor han udstiller tre hvidlakerede metalkuber. Statens Kunstfond køber værket, men inden de overtager det, smadrer Wilhelm det med en lægtehammer ved en happening foran den samlede presse. Med et slag, bogstavelig talt, bliver han berømt som en kunstner, der rykker ved grænserne for vores opfattelse af, hvad kunst er. Var det hærværk mod statens ejendom, eller gjorde han blot værket færdigt?
Wilhelm bryder igennem som ung avantgardekunstner. Kunstens etablerede institutioner, ikke mindst Akademiet, har han kun foragt til overs for. Han kommer i forbindelse med den politisk-ideologiske venstrefløj, hvor man forbereder proletariatets diktatur. Men hverken hippiernes love-ins i Kongens Have eller de revolutionære socialisters gadekampe under
Verdensbankdemonstrationerne engagerer ham for alvor.
Kun kunstens nyskabende potentiale interesserer ham. Han søger det grænseoverskridende, men har endnu ikke fundet sig endelige formsprog. Men han er på vej. Da fjernsynet en aften i 1968 skal transmittere Svanesøen direkte fra Det Kongelige Teater, lykkes det ham at træde ind på scenen, forklædt og med en megafon i hånden. ”Skønhed gennem kaos. Sandhed gennem kollision”, råber han til hele nationen, inden han forsvinder sporløst. Skyggemanden, kalder pressen den ukendte. Ingen fandt nogensinde ud af, hvem der stod bag.
Wilhelms næste træk i den radikale kunsts tjeneste skal blive hans signatur for resten af karrieren. Som dreng foldede han små musetrapper af aluminiumslister, mens faren reparerede sine togvogne, og nu skalerer Wilhelm musetrapperne op til rulletrapper i naturlig størrelse:
”Selve idéen om at forære verden disse komplet uhåndterlige kunstens rulletrapper fik det til at gyse i ham. Han måtte prøve det af. Det var, som om livet var kommet til ham, havde banket på hans pande og sagt: Du er den, der skal lave disse rulletrapper. Hvis ikke du gør det, er der ingen andre, der gør det. Og hvis der en dag er en anden, der gør det, vil man sige, at det var genialt.”
Med de enorme installationsværker vender Wilhelm endnu engang op og ned på kunstens formsprog, som om han er udvalgt til det. Men bedst som establishmentet tror, at de ved, hvor de har ham, går han igen sine egne veje. Da Kunstakademiet belønner ham for hans livsværk, bruger han sin takketale til stolt at afvise medaljen. Wilhelm Riels er ikke færdig med at provokere.
Hovedværk er en roman om destruktion, depression og skabelse. Wilhelms far ødelagde både sin modeljernbane og morens malerier i desperation og ydmygelse. Og da Wilhelm selv destruerede sit debutværk – hvorved han gav det endelig form og altså samtidig skabte det – pegede han uden at vide det frem mod afslutningen på hele sit oeuvre.
Martin Bigum har sikkert ladet sin roman med mange flere kunstfaglige referencer, end jeg kan komme på sporet af. Men Wilhelm Riels rulletrapper bringer mindelser om Per Kirkebys murstensskulpturer, og hele ideen om destruktionskunst leder tankerne hen på kunsthistoriens selvdestruktive værker, dematerialiseringer, eller re-materialiseringer, som man talte meget om efter Buste-aktionen på Kunstakademiet. Som sådan kommer romanen også som et meget belejligt apropos til Jens Haanings snedige pengekup på Kunsten i Aalborg. Hvornår er et værk et værk?
Det satiriske portræt af kunstverdenen og den kreativt-destruktive skyggemand er velfunderet i fortællingen om hans indre mørkepunkt. Man kan indvende, at Martin Bigum spekulerer i både moderbinding og faderopgør for at få hele det psykologiske regnskab til at gå op, og han er ikke for fin til at bygge op til et øresønderrivende crescendo. Men han gør det i rene og klare sætninger uden unødig posering. Man mærker, at billedkunstneren har mellemværende med kunsten og et litterært forhold til sproget, og derfor er Hovedværk et vellykket debutværk.