Weekendavisen den 13. oktober 2023
Korrumpering. I den ubønhørlige litterære oplevelsesøkonomi kan Nobelprisen kan være en forbandelse i forklædning.
Den schweiziske forfatter og dramatiker Friedrich Dürrenmatt afsagde i 1966 en svigende litterær og moralsk dom over de forfattere, som blev beæret med Nobelprisen.
I det satiriske og absurde skuespil Meteor lader han den døende forfatter, dramatiker, maler (ganske som Dürrenmatt selv) og Nobelpristager Schwitter sige: »Nobelprisen gjorde det af med mig. En forfatter, som samtiden trykker til sit bryst, er korrumperet for tid og evighed.«
Jeg kom til at tænke på dette skuespil, da Jon Fosse i sidste uge modtog årets Nobelpris »for at give stemme til det usigelige« (hvad det så skal betyde?). Ikke fordi Dürrenmatt nødvendigvis har ret i, at forfattere bliver korrumperet af anerkendelse, men fordi man så tit har hørt om, at Nobelprisen forhindrer forfattere i at skrive. Prisen viser sig at være en forbandelse i forklædning.
Lige efter nyheden om Jon Fosse var Bergensavisen vaks ved havelågen. Avisen havde fundet laureaten på kajen, hvor snøggbåten (ekspresbåden) lægger til i Frekhaug, nord for Bergen på Vestlandet, og i en kostelig video giver Jon Fosse sit første interview som Nobelpristager, behørigt beæret, men ikke mindst besindig.
Der er noget afvæbnende anti-intellektuelt over Jon Fosse, som han sidder der i sin lille Fiat, klædt i læderjakke og med grå hestehale. Han kan ikke rigtig svinge sig op i journalisternes leje af begejstring. Det vigtigste er, siger han, at prisen gik til »nynorsken«. Avisen bringer et foto af den bistert udseende forfatter, og overskriften er sjovt ironisk: Han er glad.
Høflig og lidt resigneret svarede Jon Fosse på journalisternes simple spørgsmål, mens hans mobiltelefon hele tiden gav lyd fra sig: »Ak, nu ringer folk fra hele verden…«
Bergensavisen ville vide, hvad han skulle bruge alle de gode prispenge til. Jon Fosse svarede, at han levede som en fattig, bare med penge, og at han ikke ville komme til at bruge Nobel-millionerne: »En gang fattig, altid fattig,« sagde han. »Den gamle Fiat skal holde mange år endnu.«
Igen mindede Jon Fosse mig om Friedrich Dürrenmatts Nobelprisforfatter, Schwitter. Han gør klar til at dø (ja, faktisk er han død og genopstanden) ved at brænde alle sine manuskripter og hele sin formue. Litteraturen og pengene er en forbandelse.
Interviewet med Jon Fosse har en undertone af bekymring og resignation, som om noget uafvendeligt er sket. På et tidspunkt får han ovenikøbet sagt noget, der lyder helt uskyldigt og naturligt, men reelt er en besværgelse:
»Nu skal det blive godt at gå ind i en tekst igen og skrive.«
Men selvfølgelig ved han udmærket, at det ikke kommer til at ske med samme naturlighed, som han har været vant til.
Med prisen følger en uendelig række invitationer til interview, talks, forelæsninger, festivaler og andre fristelser og forpligtelser, som forhindrer forfatteren i at arbejde. Det er medaljens bagside. Som Schwitters ubarmhjertige søn siger: »Forfattere engagerer sig eller bliver overflødige.«
HVOR EFTERLADER DET os medierne, festivalarrangørerne, boghandlerne, publikum? Mødet mellem forfattere og læsere er jo kulminationen på litteraturens vej gennem bogens infrastruktur, men alt det blokerer for tiden til at skrive.
Jon Fosses betragtning om selvvalgt fattigdom viser en forfatter, som er smerteligt bevidst om, hvor lang vejen til skrivebordet kan blive i de kommende år, hvor alverdens litteraturentreprenører vil rende ham på dørene for at sikre hans medvirken på deres scener. Sådan er den litterære oplevelsesøkonomis ubønhørlighed.
Skal vi mønstre et håb på forfatterskabets vegne må det bero på, at han har prøvet det før. Jeg husker, da han fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2015, hvor jeg var til stede i Reykjavik og lavede et interview med ham. Dengang var han velsagtens også glad, ligesom han forsikrer os om nu, men faktisk virkede det mest som om, opmærksomheden var til ulejlighed. Jeg har hørt flere modtagere af den pris sukke efter glemsel og skrivero.
Dengang lykkedes det heldigvis Jon Fosse at gå ind i en tekst igen. Septologien blev færdiggjort, Hvidhed ligeså, så han ved hvordan han skal håndtere det problem, som følger med den største ære: Når samtiden trykker en forfatter til sit bryst, kan det være nødvendigt at skubbe tilbage.