Weekendavisen den 6. oktober 20223
Hvornår blev det moderne for forfattere, at takke deres førstelæsere, medlæsere, skriverupper og – ikke mindst! – forlagsredaktører i noter bag i bøgerne?
Jeg kan ikke tidsfæste det nøjagtigt, ikke engang unøjagtigt, men en kombination af iagttagelser, erfaring og en uvidenskabelig stikprøveundersøgelse i min egen bogreol, siger mig, at taksigelserne er af temmelig ny dato. Spørgsmålet er så bare, hvorfor?
Måske er det et tegn i tiden. Et tegn om tiden. Måske er takken i al offentlighed et udtryk for vores bestræbelser på hele tiden at være i kontakt med hinanden, at etablere forbindelser, at anerkende, at tilføje hjerter? Måske en afsmitning fra de sociale medier?
Den slags ligger jo i vores menneskelighed. Som når spædbarnet, der får bryst hos sin mor eller flaske hos sin far, stikker sin lille varme hånd op i den voksnes mund, som et udtryk for tilknytning og omsorg. Du putter mad i min mund, jeg putter min hånd i din mund. Vi forbinder os med hinanden, vi anerkender hinanden.
At skrive tak for hjælp og støtte ved en litterær forløsning, er ikke en tom gestus. Det interessante er bare, at forfatterne ikke skriver takken som en personlig, håndskrevet dedikation på titelbladet (ja, det gør de måske også?), en hilsen i ét enkelt eksemplar til ét enkelt menneske, men at taknemmeligheden skal eksponeres for os alle. Det er som om, at dén, der gør sin tak synlig offentligt, selv høster en form for anerkendelse. Det er godt at blive takket (og tagget), men det er også godt at være den der takker.
Naturligvis er det oplagt at en forfatter skriver en tak til professionelle kilder, der har brugt tid på at hjælpe hende/ham med at forstå noget svært. Måske folkemordsresearch i Rwanda (Morten Pape). Måske hvordan mennesker talte i jernalderen (Kristian Bang Foss’ kommende roman). Måske retsmedicinsk sporsikring på et blodsølet gerningssted (samtlige krimiforfattere).
Til gengæld virker det for privat, når forfatteren takker sin redaktør for at tro på bogen, for visdom, udholdenhed og faglig sparring. For at være utrættelig. For ukueligt mod og kreative indspark. For latter og opbakning. For at være vidunderlig. For at være fænomenal (ikke noget, jeg finder på, det hele er autentisk).
I gamle dage gemte forfatterne deres taknemmelighed til skåltaler og erindringer. I dag bærer de den uden på tøjet, skilter med den, nærmest som om den var en moralsk del af værket. De små taksigelser står i bøgerne som en slags udløser social kapital.
Måske skyldes det, at forlagsredaktører i dag er meget mere involverede i manuskriptet, end de var engang? Værkets autonomi er sat ud af spil. Nu følger vi med, når forfatteren rækker en taknemmelig og omsorgsfuld hånd op i deres redaktørs mund. (Jeg ved i øvrigt godt hvilke redaktører fra hvilket forlag, der bliver hyppigst takket, men det siger jeg ikke her).
Til sidst vil jeg gerne sige tak til mine redaktører, David Jacobsen Turner og Marta Sørensen, for at tro på denne klumme.