Weekendavisen den 17. marts 2023.
Kelvin Lindemann. Litterær provokatør, folkelig bestsellerforfatter, borgerlig balløve, modstandsmand, måske fascist. Opsigtsvækkende biografi om glemt forfatter.
Anders Lindemann: Kelvins krig. 356 sider, 320 kr. Lindhardt og Ringhof.
Som H.C. Andersen skrev: ”Først går man så grueligt meget ondt igennem, og så bliver man berømt.” Denne livsvisdom kunne forfatteren Kelvin Lindemann (1911-2004) have tilsluttet sig, blot med en bitter tilføjelse: ”Og til sidst bliver man glemt.”
Kelvin hvem? Ja, navnet ringer ikke mange klokker i dag, men engang blev han regnet blandt forfatternes førstemænd. Og hans liv og forfatterskab blev i hvert fald rammet ind af trængsler, stor berømmelse og absolut glemsel. Så tydelig var kontrasterne i hans karriere, at han indtog en selvfølgelig plads i litteraturprofessor (nu emeritus) Søren Schous Og andre forfattere (2001) om en række forfatterskaber, der var gledet i glemsel.
Leif E. Christensen, Finn Gerdes, Sonja Hauberg, Aksel Heltoft, Giuseppe Scocozza, Jørgen Ulrich og mange andre havde store læserskarer i efterkrigstiden. Men pludselig stoppede det. Da modernismen erobrede litteraturen, nåede de ikke toget. Den af de glemte forfatter, der havde den største faldhøjde, var utvivlsomt Kelvin Lindemann, der var brudt igennem som purung litterær enfant terrible i begyndelsen 30’erne, da ungdommen forsøgte at jazze depression og illusionsløshed af sig. I sine velmagtsdage var han på én gang en litterær provokatør, en folkelig bestsellerforfatter og en vaskeægte celebritet, der huserede som en borgerlig balløve i krydsfeltet mellem litteratur, journalistik og politik. Men en dag stod han tilbage på perronen, alene og glemt. Og da det litterære establishment gik mod venstre, var der absolut ingen, der længere gad lytte til Kelvin Lindemann og hans antikommunisme, der var så stålsat, at nationalister og fascister altid havde haft et godt øje til ham.
Nu, små tyve år efter forfatterens død, bliver hans højdramatiske liv foldet ud af hans barnebarn, journalisten Anders Lindemann. I den dokumentariske Kelvins krig (samme effekt i titlen som Klaus Rifbjerg brugte i Kesses krig, hvor ’krig’ bliver til ’skrig’, og forresten har jeg selv skrevet en bog, der hedder Soldatens krig) er han lige i hælene på sin morfar, fra fødslen 1911 i Kainsk, Sibirien, hvortil familien var emigreret for at opdyrke landet og drive handelsvirksomhed, til hans sidste dage som dement gammel mand på Helsingør Hospital i 2004.
I årtierne efter sit gennembrud, hvor priser og lovord regnede ned over ham, kæmpede Kelvin Lindemann sig gennem utallige kontroverser, polemisk og meningsstærk som han var. For ham var det at være forfatter ensbetydende med at være en offentlig person med polemisk og politisk engagement i en skælvende verden. Og så havde hans ego behov for at være nær stridens centrum, både som krigskorrespondent og modstandsmand. Kelvin Lindemann var altid i nærheden af det dramatiske, men det var aldrig ham, der havde fingeren på aftrækkeren. Hvad det angår, minder han om Hemingway.
Som romanforfatter har Kelvin Lindemann givet sit bidrag til litteraturen på flere måder. Han brød igennem med nogle generationsromaner i 30’erne (En Haandfuld Babies, Vi skal nok blive berømte og Alt levende lyser). Han prøvede også kræfter med både dramatik og filmmanuskripter, men sit helt store publikum fandt han i 1940’erne med to historiske romaner om de danske kolonier på Guldkysten, Huset med det grønne Træ. Roman om de danske Tropekolonier og Gyldne Kæder (planlagt som en trilogi, men aldrig fuldført).
Under krigen forsøgte han at camouflere romanen Den kan vel Frihed bære om den svenske besættelse af Bornholm i 1600-tallet, så den kunne læses som samtidslitteratur med en slet skjult kritik af besættelsesmagten, men censuren gennemskuede ham og romanen blev beslaglagt, dog havde mange eksemplarer allerede fundet vej ud til læserne.
Sit helt store litterære glansnummer, som der stadig står gny om, gav Kelvin Lindemann under pseudonymet Alexis Hareng med fortællingen En Aften i Kolera-Aaret (1953). Bogen var en vellykket parodi på Karen Blixens skrivestil, men hele den litterære verden antog i første omgang, at det rent faktisk var Karen Blixen, der stod bag. Baronessen selv var krænket og rasende.
Affæren om Alexis Hareng havde et langt efterspil, både litterært og juridisk, og sagen blev også en mavepuster for den ellers altid så kampklare Kelvin Lindemann. Efterfølgende skrev han langsomt, og han undgik oftest at yppe kiv, inden hans forfatterskab ebbede helt ud.
Han var ofte litterært grænsesøgende ja, men det er Kelvin Lindemanns politiske side, der falder for brystet. Som helt ung havde han udtrykt respekt for nationalsocialismen i Tyskland, og som borgerlig antikommunist stod han på general Francos side under Den spanske Borgerkrig. Kelvin Lindemanns faible for fascismen klæbede til ham resten af livet. Under besættelsen var Kelvin med i kredsen omkring Holger Danske, men ikke alle kammeraterne i modstandsbevægelsen var lige trygge ved ham.
Ideologisk var Kelvin Lindemann antiautoritær i sådan en grad, at var bekymret over, hvem en naiv befolkning kunne finde på at stemme til magten. Det repræsentative demokrati og parlamentarismen var altså ikke en holdbar model, og derfor tilsluttede han sig det mærkelige kristen-nationalistiske parti Dansk Samling, der forsøgte at anvise en slags autokratisk folkestyre som den tredje vej mellem liberalisme og socialismen.
Senere i livet blev Kelvin Lindemanns nationalistiske konservatisme en forhindring, da han forsøgte at blive formand for Dansk Forfatterforening. De socialistiske kolleger ville ikke vide af ham. Det ville til gengæld CIA, når det gjaldt om at mobilisere den borgerlige intellektuelle opinion i efterkrigsårene.
Til sidst havnede Kelvin Lindemann på den aktivistiske højrefløj, hvor han hjalp den notoriske Hans Hetler – der senere blev rekrutteret af Forsvarets Efterretningstjeneste til at infiltrere studentermiljøet – med at udgive nogle krasbørstige tidsskrifter. Det, der kunne have været en betydningsfuld karriere som antikommunistisk intellektuel på demokratiets side, sluttede i dubiøst selskab. Heri ligger Kelvins egentlige fald.
Rent kompositorisk efterlader Kelvins krig mig med en sten i skoen: I indledningen hører vi om en Walther P.38-pistol med indgraveret hagekors, som forfatteren finder bag bøgerne i sin afdøde morfars reol. Denne pistol stimulerer barnebarnets nysgerrighed og sætter gang i hele kulegravningen af Kelvin Lindemanns liv.
Fint nok. Men som vi ved fra både Tjekhov og Ibsen, skal en pistol, der præsenteres i første akt, fyres af i sidste akt. Sådan er den dramaturgiske logik. Når vi gennem bogen hører om Kelvins ungdommelige fascination af nazismen og hans sympatier for fascismen, forventer vi naturligvis, at pistolen med det indgraverede hagekors, som vi er blevet viftet om næsen med i indledningen, også kommer til at spille en rolle i slutningen.
Men nej. Lige før tæppefald får vi at vide, at research har vist, at modstandsgruppen Holger Danske lå inde med tjenestepistoler, der var blevet røvet fra nazisterne. Mysteriet er ikke opklaret. Mysteriet er aflyst. Sikke en flad fornemmelse. Måske ikke ligefrem dramaturgisk uhæderligt, men temmelig tarveligt at tage ladegreb, sigte – og så skyde med løst krudt.
Men bortset fra det: Kelvins krig er inderligt underholdende, udgravet med et helhjertet engagement og skrevet på grundlag af omfattende research, hvor enhver sten synes vendt med den nødvendige kritiske distance. Barnebarnet kan i hvert fald ikke beskyldes for at vige udenom sin morfars poserende selviscenesættelse og journalistiske overdrivelser, ligesom man fornemmer en vis reservation overfor Kelvin Lindemanns troværdighed.
Men selvom bogen ikke stryger sin hovedperson med hårene, er det ikke alt, der er lige relevant. Det sidste kapitel, hvor det viser sig at Kelvin har en søn udenfor ægteskabet, får kun lige akkurat relevans for andre end familien, fordi Anders Lindemann finder formuleringer i morfarens romaner, der viser at han gennem år og dag rent faktisk tænkte på sin hemmelige søn.
Anders Lindemann har, fremgår det af taksigelserne bag i bogen, modtaget fortælleteknisk undervisning af Peter Øvig Knudsen. Jeg kan sagtens forstå den stilistiske ambition, og bogens har en absolut inciterende progression. Men forfatteren finder ikke for alvor sin egen litterære stemme indenfor den narrative dokumentarismes vide rammer. Det er ikke sætningskvaliteten, der optager ham.
Heldigvis er stoffet så godt, at man pløjer sig gennem bogen. Ikke mindst Anders Lindegaards skildringer af modstandsbevægelsens hemmelige operationer, flugt og clearingdrab står stærkt. Meget er beskrevet tidligere, ikke mindst hele historie om lederen af Rigspolitiets visumkontor Vilhelm Leifer, der illegalt hjalp mange danskere over Øresund, autoriserede stikkerlikvideringer m.m. (efter krigen blev han anklaget for dobbeltspil og værnemageri, men heldigvis senere frikendt).
Til gengæld er skildringen af Jørgen Lindholm-Levy, som flere gange krydser Kelvins veje, helt nyt stof. Som søn af en jødisk far og en kristen mor spiller denne mand en mystisk rolle under besættelsen, hvor han angiver jødiske flygtninge til tyskerne. Samme modbydelige spil havde han drevet under Den spanske Borgerkrig, hvor han lånte penge af norske frivillige, hvorefter han opdigtede spionanklager mod dem og stak dem til nationalisterne.
Kelvins krig er fyldt til randen med den slags interessante reportager, noget med dybere klangbund end andre. Det er den ydre ramasjang i Kelvin Lindemanns dramatiske liv som krigsreporter, modstandsmand og hemmelig agent, der tager opmærksomheden ved første øjekast. Men når Kelvin selv er i centrum, bliver det ofte lidt stedmoderligt. Sært nok virker hovedpersonen af og til som en biperson i sin egen biografi.
Det er derfor den tidsåndsdefinerende forfatters fald fra tinderne i litteraturverdenen, der gør bogen til en skæbnefortælling. Anders Lindemann tager ikke munden for fuld, når han kalder sin bog for Den dramatiske historie om en dansk forfatters storhed og fald.
Som journalistisk litteraturhistorie, besættelsestidshistorie og portræt af en idéhistorisk stridsmand, er Kelvins krig et opsigtsvækkende og indsigtsfuldt person- og tidsportræt. Men først og fremmest er det en barsk beretning om, hvordan litterær berømmelse (og berygtelse) måtte vige pladsen for et otium ude i kulden.
Nu træder den ramponerede Kelvin Lindemann atter ind på scenen. Jeg har aldrig læst andet af ham, end Blixen-pastichen. Men nu har jeg fået lyst. Bogen om ham er i hvert fald opmærksomhedsbeslaglæggende.