Weekendavisen den 21. marts 2023
Veltempereret. Carl Frode Tiller skriver som Bach komponerer. Fortællingen om tre sammenvævede sjæle, der ikke kan nå hinanden, er dybt, dybt bevægende.
Carl Frode Tiller: Flugt. 224 sider, 249,95 kr. På dansk ved Sara Koch. Gutkind.
Vi, der lever og læser lige nu, nyder godt af en guldalder i den nordiske samtidslitteratur, og ingen bidrager til den så originalt som norske Carl Frode Tiller.
Hans romanserie Indkredsning I-III og den fritstående roman Begyndelser viste forfatterens originale menneskeforståelse, skrevet med sikker sprogbeherskelse og en virtuos litterær teknik. Og forfatterskabets seneste roman, Flugt, holder niveauet, ja hæver niveauet.
Handlingen er enkel, men livet er kompliceret. Ægteparret Elisabet og Sakarias er gået fra hinanden i sorgefterdønningerne af deres 12-årige søn Johannes’ død i en trafikulykke. Romanen både begynder og slutter juleaften, hvor forældrene besøger graven og famlende forsigtigt finder hinanden igen.
Elisabet er pianist med hang til Bach og for meget rødvin, fuld af selvbebrejdelse over ofte at have været bortrejst på turné da Johannes var lille. Hendes mor, der også var pianist, er dement på et plejehjem. Faren er en kapitalistisk egoist, der kun går op i sine forretninger i udlandet. Broren Robert er en ufølsom stivstikker, der ikke kan håndtere sin søsters sorg.
Sakarias er museumsarkæolog. Hans mor, der er enlig pensionist, har en udsøgt evne til hele tiden at give ham dårlig samvittighed over alting. Familien har baggrund i en dogmatisk kristendom, og Sakarias søster Judit har ladet ham forstå, at det er hans og Elisabets ukristne livsførelse, der er årsagen til sønnens død.
Johannes er, eller var, en dreng i identitetskonflikt. Han er spinkel, bleg og introvert, holder sig helst for sig selv og har til sine forældres bekymring ingen venner. Omvendt er Johannes irriteret over, at det altid er de udadvendte, der skal bestemme. Når han er alene hjemme, danser han til Celine Dion og Whitney Huston, og når han ser sit snit til det, bruger han sin mors sminke.
Carl Frode Tiller giver på skift ordet til Johannes, Elisabet og Sakarias. Det er jo konventionel romanteknik, som oftest markeret med en overskrift, der angiver hvem der nu taler. Men sådan er det ikke her.
De tre stemmer fletter sig ind og ud af hinanden uden markerede overgange. Midt i en sætning kan det talende jeg skifte fra den ene til den anden i en nærmest umærkelig glidende transformation. Som væskers bevægelse gennem tynde membraner glider tankestrømmen, sprogstrømmen, og af og til åbner der sig sprækker i både tiden og det fysiske rum, hvor fortælleren finder sig selv i en slags søvnparalyse, hvor kroppen sover, men hjernen og øjnene er vågne.
Som læser skal man være mere end almindelig agtpågivende. Der er noget, der ikke stemmer, tænker man, men jo, det stemmer perfekt, og snart vænner man sig til Carl Frode Tillers utvungne, suverænt svævende prosa, og så bliver man båret af sprogets bølgebevægelser. Fortælleteknisk er i en kategori for sig. Og som psykologisk portræt af tre sammenvævede sjæle, der ikke kan nå hinanden, er det dybt, dybt bevægende.
Allerede i romanens første sætning får vi besked om, hvad der ligger til grund for forfatterens kunstneriske stræben, det er Johannes (død, ganske vist, men det ved vi ikke endnu), der taler: ”Jeg stod i døråbningen og så ind i stuen, på mor som sad i den lange røde kjole der løb som blod ned fra klaverbænken og ud på stuegulvet, og på far som sad i et sort jakkesæt og skinnende sorte sko.”
Det er juleaften, og tiden er klar til at blive spolet baglæns. Johannes hører sin far spørge, hvad det var moren spillede. Hun svarer: ”Bach, altid Bach.” Elisabet spillede Das Wohltemperierte Klavier, og dermed har vi romanens musikalske ledemotiv, som Carl Frode Tiller så at sige overskriver eller gennemskriver med sin arabeskagtige, bølgebevægende, stemmeskiftende skrivestil (ovenikøbet i 300-året for Johann Sebastian Bachs komposition).
Et andet af romanens hoved- og ledemotiver er naturligvis kristendommen. Der er dyb symbolik i alle navnene. Johannes betyder i noget i retning af ”Gud er nådig”. Sakarias betyder ”Gud husker” eller ”Minde om Herren”, og Elisabet betyder ”Gud er fuldkommen”. I Bibelen er Zakarias og Elisabeth forældre til den Johannes, vi kender som Døberen, der bereder vejen for Jesus.
Bibelallusionerne er til at tage at føle på, helt frem til romanens sitrende slutning på den magiske juleaften, hvor de sørgende forældre rækker ud efter hinandens sorg og pludselig har en fællesoplevelse af sønnens nærvær.
Jeg ved ikke om der er en pointe i, at Carl Frode Tiller staver Sakarias uden Z og Elisabet uden h til sidst, men jeg overvejer om det er en bevidst måde at distancere romanens personer fra Bibelens. Sakarias og Elisabet er jo sekulariserede kristne, frafaldne i de missionske fordømmende øjne, men selv for religiøse desertører giver kristendommen åbenbart håb. I hvert fald kan den allersidste sætning (jeg holder tand for tunge) læses som Sakarias omvendelse, som om han går fra antireligiøs trodsbekendelse til nykristen trosbekendelse. Og skørt nok lever Carl Frode Tiller på bogens forfatterportræt op til den klassiske Jesus-ikonografi med sit lange skæg og hår.
Et sidste – og altafgørende – motiv i romanen kommer fra Sakarias arbejde på museet. Han er ved at tilrettelægge en udstilling, ”Manden i brønden”, om et skelet fra 1100-tallet, er kan være identisk med en mand, der er nævnt i Sverres saga. Han forsøger forgæves at interessere Johannes for historien, og da sønnen er blevet dræbt, fordyber faren sig i arbejdet. Elisabet tænker:
”… måske var det ikke manden i brønden det i virkeligheden handlede om, det havde jeg tænkt flere gange, måske handlede det i virkeligheden om Johannes, måske var det på et eller andet plan Johannes han prøvede at vække til live, måske var det vores søn han arbejdede nat og dag for at genskabe via kulstof-14 og dendrokronologi og ansigtsrekonstruktion og alle mulige slags andre teknologiske og videnskabelige metoder.”
Jeg har læst Flugt to gange nu, første gang på norsk, anden gang i Sara Kochs flydende og vellydende oversættelse, og jeg er ikke færdig med at lodde dens dybder. Carl Frode Tiller spiller nemlig på alle tangenter – bogstavelig talt – når det gælder om at skabe resonans.
Musikken, videnskaben, religionen, psykologien. Der er nok af retningsbestemmende korpusser i Flugt, en romantitel der både handler om forældrenes forsøg på at være i det sorg- og smertefulde og om Johannes’ pigesind i en drengekrop. En scene hvor han betror sig til sin demente mormor (”jeg er en pige, mormor, jeg er en dreng, men jeg er også en pige”), er forrygende rørende.
Carl Frode Tillers skriver som Bach komponerer. Hans litterære intelligens er slet og ret mageløs. I den grad en veltempereret roman.