En trehovedet lugeklo i jern

Weekendavisen den 10. marts 2023

Indignation. To væsensforskellige og nærbeslægtede romaner angriber Cheminovas forgiftning af natur og mennesker.

Malte Tellerup: Spræng fabrikken. 56 sider, 139,95 kr. OVO Press // Kim Blæsbjerg: De bedste familier, 568 sider, 329,95 kr. Gutkind.

Som Troels Trier sang midt i 80’erne: Der var ikke nogen forurening, dengang far var dreng. Og der var ikke noget, der hed miljø. Man smed bare alt sit affald i en sø. Og grundvand, var der heller ikke noget, der hed. Hvis man havde noget giftigt, blev det bare gravet ned.

Et på år inden havde Shu-di-dua sunget, at der var sket en forurening af den ydre atmosfære. Og: “Ud for Villa Cheminova ruller tromlerne i land”. Det kan man da kalde musik med samfundssatirisk brod.

Inspirationen til de to sange kom i høj grad fra kemikalielodsepladsen ud for høfde 42 ved Harboøre Tange. Her udledte giftfabrikken Cheminova nemlig spildevand fra produktionen af kemiske midler til bekæmpelse af insekter, svampe og ukrudt i landbruget.

Nu, en god menneskealder senere, er der fornyet interesse for det ufattelige svineri, men denne gang er det romanforfatterne, der rører på sig. Og lige så forskellig Troels Triers hæse politisk-sarkastiske vrængen og Shu-bi-duas hyggeligt-underfundige folkelighed var fra hinanden, lige så forskellig er Kim Blæsbjergs brede episke roman (568 store sider), De bedste familier, fra Malte Tellerups kortprosaaggression (56 små sider), Spræng fabrikken.

De to romaner udspringer af det samme stof, og de har en ægte forurettelse til fælles. Men de tilhører hver sin stilart og har hver sin litterære intention. Mens Kim Blæsbjerg vil forstå, vil Malte Tellerup forandre.

Spræng fabrikken handler om tre venner, der planlægger og gennemfører et bombeattentat mod Cheminovas giftfabrik på tangen Rønland mellem Vesterhavet og Limfjorden.

I fem år har de arbejdet på deres eget jordbrug for at ”omforme, opelske og kompostere en udmagret jord, en artsmæssig ørken af en jord, til et spirende livsgrundlag for mad og mange væsner.” Så dukker en lokal storsvinebonde op. Han har investeret i brændstof- og kemikalieteknologien Power-to-X sammen med Cheminova, og nu vil han opkøbe jorden.

De tre idealistiske jordbrugere er altså oppe imod en kapitalstærk overmagt, der forurener og udleder giftstoffer i naturen, og nu er nok nok. De unge er ”hærdede af modgang, med en hård vrede der har taget form som en trehovedet lugeklo i jern, klar til at fjerne ukrudt.”

Cheminova har altid produceret ukrudtsbekæmpelse, så farlig at fremstillingen for længst er flyttet til Indien, fordi produkterne er ulovlige i Danmark. Når Malte Tellerup beskriver sin trio som en trehovedet jernlugeklo, der er hærdet af modgang og formet i hård vrede, er det derfor et modbillede, et symbol på det ærlige håndens arbejde, som altid har opelsket naturen. Den ukrudt, som lugekloen er klar til at fjerne, er naturligvis giftfabrikken. De tre jordbrugere omformes til bombesabotører – eller terrorister, om man vil. De konstruerer bomber og angriber Cheminova:

”De vender eksplosionen ryggen, kører væk med dette sår i landskabet som deres fuckfinger til dem, der både besidder og dræber jorden. Vrede og sorg som kemisk røg. Nu står de mennesker med et problem, de ikke bare kan grave ned i sandet og lade som om er usynligt. Nu er kemiens farer også deres farer. Kemien, den luft de indånder.”

På grund af den giftige røg, bliver beboerne fra Thyborøn evakueret i ”fiskekuttere, trawlere, lystbåde, joller med deres vigtigste ejendele i sække, tasker og i armene. Der er afmålt panik.” De tre venner sletter deres spor og forsvinder ud i landskabet.

Spræng fabrikken bliver sendt ud i verden med nogle ret vilde ord fra det lille undergrundskvalitetsforlag OVO Press, der betegner den som ”lige dele spændingsroman og sabotagemanual”, og som ”en invitation til at overveje, hvilke midler der skal til for at vende vores samfunds produktionsmåder.”

Tak for invitationen, siger jeg bare. Spørgsmålet går til kernen af, hvordan der træffes beslutninger i et demokratisk samfund. Hvad er forskellen på terror og klimaaktivistisk nødværge? Hvilken muligheder har de magtesløse? Hvad stiller man op, når privatkapitalismen smadrer naturen? Jeg kom til at tænke på, hvad arbejderdigteren Carl Scharnberg sagde: ”Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt”. Det kan jeg sagtens sympatisere med. Men det er jo også den logik, som både sorte og røde terrorister og politiske hooligans altid retfærdiggør deres hærværk og vold med.

Men opfordrer romanen ligefrem til sabotage mod Cheminova? Ikke direkte, det ville sikkert også være ulovligt. Men indirekte? Tja. Er det ansvarspådragende? Nej, skønlitteraturen nyder alle friheder. Og samfundskritisk litteratur er bedst, når den er modig og presser grænserne. Som klimakriselitteratur udvider Malte Tellerup kampzonen.

Anderledes uprovokeret, men dog stadig stærkt bevæget, forlader man læsningen af Kim Blæsbjergs De bedste familier. Med denne roman genoptager forfatteren sit tema fra den store finanskrisetrilogi Desertørerne (2016-18) om et dansk familiedynasti, der på randen af moralsk kollaps stadig mente, at den hørte til blandt ”de bedste”.

Samme selvforståelse havde civilingeniør Gunnar Andreasen (1914-89), der i 1938 grundlagde en lille virksomhed, som fremstillede rustbeskyttelsesmidler. I efterkrigstiden blev produktionen lagt om til insektgifte, og i de kommende årtier voksede Cheminova betragteligt. Fabrikken flyttede til Lemvig, hvor erhvervseventyret – og forureningen – tog fart under Gunnar Andreasens kyndige og kyniske ledelse. Det er godt romanstof.

Kim Blæsbjerg fører os gennem Cheminovas første årti i det vestjyske, 1953-62. Hos fabrikanten hersker en entreprenant pionerånd, og blandt fabriksarbejderne er der guldgraverstemning. Der kommer penge og vækst til Lemvig og Vestjylland. Men problemerne følger med. De produkter, der skal effektivisere landbrug på oversøiske markeder, trækker et giftspor efter sig.

Kim Blæsbjerg krydsklipper mellem tre familier, der alle på hver deres måde er afhængige af Cheminova: Øverst i hierarkiet er virksomhedens grundlægger, den driftige fantast Gunnar Andreasen, der misrøgter det lokalsamfund, som han tror at han er ved at udvikle, samtidig med at han konsekvent bedrager sig kone.

I direktørens hyppige fravær er den ambitiøse ingeniør Jørn fabrikkens daglig leder. Sammen med sin hustru Karin er han flyttet fra København til Vestjylland for at begynde et nyt kapitel i livet og karrieren. Men Jørn bærer mentale skyklapper, der forhindrer ham i at erkende de problemer, han selv er med til at skabe. Da Karin insisterer på at genoptage et afbrudt lærerstudium, er Jørn modvillig. Men Karin sætter sin vilje igennem, og på seminaret lærer hun mere end pensum.

Som manden på gulvet håber fabriksarbejderen Niels at Cheminova vil sikre en velstandsstigning for byen og for ham selv, hans kone Margrethe og deres to børn. Men Niels kan ikke tåle al den gift, der bliver spildt under produktionen. Da han bliver syg, forsøger hans bror Erik at organisere fabriksarbejderne i en klub. Men Cheminova er en stærk modstander. Og i takt med at Niels bliver svagere, falder Margrethe for sin svoger.

Kim Blæsbjerg lader giften fra insektbekæmpelsesmidlet Parathion sive ud af tromlerne og ind i psykerne. Som fjorden og havet bliver også menneskene forurenet. Det er en offentlig hemmelighed i Lemvig, alle fjordfiskerne ved det, men det er kun noget, man hvisker i krogene. Da Niels og Erik begynder at tale højt om den kontaminering, Cheminova tydeligvis er skyld i, bliver de udmanøvreret af virksomheden.

Den symbolske dobbelteksponering af giften viser, at ingen længere kender ret fra vrang. Vi forstår at den forræderiske fabrik er kommet med en korrumperende toksicitet. Hvad det angår, minder De bedste familier om Henrik Ibsens berømte problemdrama En folkefjende, hvor en whistleblower (ikke at det hed det dengang) forsøger at få offentligheden til at forstå, at byens nye kurbad er truet af forurening fra en nærliggende virksomhed. Men hvem gider at lytte til en ubekvem sandhed?

Kim Blæsbjerg er en stabilt og konservativt skrivende forfatter, der ikke tramper nye stier i landskabet. Hans sætninger lyser ikke, men de smuldrer heller ikke. Sproget står i fortællingens tjeneste, sikkert, simpelt og ukompliceret. Durkdrevent fletter han en ravklump ind i fortællingen som et tilbagevendende symbol, der både kan fungere som kærlighedspant for dem, der har livet for sig, og som en votivgave for ham, der er dødsmærket.

I serien om Desertørerne viste Kim Blæsbjerg, at hans litterære mål og metode er god, gammeldags socialrealisme, en langstrakt fortælling og en dynamisk personudvikling. Med De bedste familier bekræfter han, at han (sans comparaison) skriver i slipstrømmen på Henrik Pontoppidan, der satte sig for at afdække brydninger og spændinger i et samfund under forandring.

Der er en risiko for, at det i længden bliver for meget af det mellemgode, men samlet set er Kim Blæsbjergs portrætter af virksomheden og de folk og folkefjender, der lever i dens giftskygge båret af indsigt, troværdighed og retfærdig forargelse.

At to samtidige romaner (væsensforskellige og nærbeslægtede) endelig sætter Cheminovas mangeårige forureningsskyld til debat, viser litteraturens og de samfundskritiske forfatteres relevans. Tilsammen udgør de to romaner et lille kompleks af moderne indignationslitteratur om storkapitalen, der i blind profitjagt forbryder sig mod både mennesker og natur, helt i ånden fra Troels Triers ironiske forureningsromantik. Før eller siden kommer den nedgravede gift op til overfladen igen.